Sne ulven Nano

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2012
  • Opdateret: 12 feb. 2012
  • Status: Færdig
eb historie mellem en pige og en ulv og hvor kærlighed blomstre

5Likes
5Kommentarer
3435Visninger
AA

1. Mødet

Jennifer løb og løb, hun ville bare væk. Jennifer ville væk fra sin familie, og væk fra landsbyen. Jennifer kom til skoven, hun valgte at gemme sig her. For de ville aldrig lede efter hende, i Ulvenes skov. For der gik rygter om, at en kæmpe hvid ulv var i skoven, og hvis den hørte eller så et menneske, ville den dræbe det menneske. Jennifer satte sig i en lysning, hun så at der lå noget blødt, så Jennifer lå sig op af det, for at sove. Jennifer kunne mærke at hun græd, men faldt hurtigt i søvn. Da Jennifer vågnede næste morgen, så hun at en stor sort ulv stod foran hende. ”Hjælp!” råbte Jennifer, for den ville sikkert angribe hende. Men med et sprang en hvid sne ulv, på den sorte og bed sig fast i nakken på den. Da den hvide sne ulv havde givet slip på den sorte, sprang der 5 andre sorte ulve på den hvide sne ulv. ”Stop!” råbte Jennifer, og sparkede til de sorte ulve. Men det skulle hun ikke have gjort, for nu ville de angribe hende i stedet for. Men nej, de sorte ulve, løb bare deres vej. Jennifer gik over til den sårede sne ulv, for at se hvor slemt den var såret. ”Så rolig, jeg vil bare rense dit sår” sagde Jennifer, og gik tættere på den. Hun kunne se, at såret var meget slemt, og hun kunne se hvor ondt det gjorde i dens ryg. Jennifer tog sin rygsæk, og begyndte at lede i den. Jennifer ville finde, sit rensemiddel til sår, så hun ville kunne rense sne ulvens sår. Jennifer fandt det, og hun fandt også en klud, og hældte lidt på den. Jennifer nærmede sig sne ulven, men hun stoppede op, for ulven kiggede på hende. ”Du rør mig ikke med det der stads” sagde den. ”Kan du tale?” spurgte Jennifer, for hun var blevet forskrækket over at en ulv sagde noget, som et menneske. ”Ja, jeg kan tale, har du aldrig hørt en ulv tale før” spurgte den. ”Nej jeg har aldrig i mit liv, hørt en ulv tale til mig” svarede Jennifer. ”Okay, hvad hedder du?” spurgte ulven. ”Jeg hedder Jennifer, hvad hedder du?” sagde Jennifer. ”Jeg hedder Nano, men de andre ulve kalder mig den unge” sagde Nano. ”Okay, du kan tale, men kan du så også blive et menneske?” spurgte Jennifer. ”Ja, når jeg har lært det” svarede Nano. ”Må jeg godt rense dit sår?” spurgte Jennifer, for hun kunne se, at såret blødte. ”Ja det må du hellere, men vil det ikke svig i min ryg, når det er at du renser såret” svarede Nano. ”Jo, måske lidt, men jeg vil gøre det blidt” sagde Jennifer, og kørte sin hånd, blidt over ulvens øre. Jennifer tog kluden, og begyndte at rense såret. ”Argg” brølede Nano, for det gjorde ondt. ”Undskyld hvis det gør for ondt på dig, men jeg gør det så blidt jeg kan” sagde Jennifer. ”Det er lige meget, bare at mit sår bliver renset” sagde Nano. ”Må jeg spørge dig om noget?” spurgte Jennifer. ”Ja, spørg bare løs, av” sagde Nano. ”Sorry, det var ikke meningen” sagde Jennifer. ”Det gør ikke noget” sagde Nano. ”Hvorfor angreb de sorte ulve dig Nano?” spurgte Jennifer. ”De er ikke vilde med, at jeg angreb en af deres unger” svarede Nano. ”Okay, men hvorfor reddet du mig?” spurgte Jennifer. ”Jeg kan ikke forstå, hvorfor ulvene hader jer mennesker, for Jennifer du virker rar og sød over for mig” svarede Nano. ”ARHUU!” lød det fra buskene. ”Åh nej, ikke flere ulve som vil skade dig eller mig” sagde Jennifer. ”Rolig nu Jennifer, lad dem nu bare komme” sagde Nano roligt. ”Skal jeg tage det roligt” sagde Jennifer med en bange stemme. ”Ja du skal, Jennifer se på mig, er jeg bange nej, og det er jo min familie” sagde Nano. ”Okay Nano” sagde Jennifer, og kørte sin hånd over Nanos ene øre. ”Grrr” lød det fra en stor hvide ulv. Jennifer fjernede sin hånd fra Nano, og gik et par skridt tilbage. ”Altså mor, gider du lige  lade vær med at knurre” sagde Nano og rejste sig op. ”Nano er det din mor?” spurgte Jennifer. ”Ja det er hende, Jennifer kom her over, min familie er ikke farlige, de knurre kun af dig, fordi jeg er den yngste han ulv i flokken” svarede Nano, og gik over til Jennifer. ”Er du sikker” sagde Jennifer. ”Ja helt sikker, kom nu” sagde Nano, og bed fat i Jennifers ærme. ”Nano slip mig” sagde Jennifer, og hev i sit ærme. Nano hev bare i hendes ærme, og hev hende over til de andre hvide ulve. ”Slip” skreg Jennifer, og slog ud efter Nano, men ramte ham ikke. En ung hun ulv sprang på Jennifer, og den bed hende i armen. ”AV” skreg Jennifer, og begyndte at græde. Nano slap Jennifers ærme, og bed sig fast i nakken, på den hun ulv som bed Jennifer. Hun ulven slap Jennifer, og begyndte at pive. ”Nano slip hende” sagde Jennifer og hev Nano i nakke pelsen. Nano slap hun ulven, og så på Jennifer. ”Hvorfor skulle jeg slippe hende?” spurgte Nano. ”Fordi det gør ondt på hende, søde Nano så lad nu vær med at bide hende, så er du virkelig sød” svarede Jennifer. ”Okay søde Jennifer, det lover jeg dig” sagde Nano. ”Godt Nano” sagde Jennifer, og lå sine arme om halsen på Nano. ”Min søn vil du være et menneske lige nu?” spurgte Nanos mor. ”Jeg har ikke lært det helt, men ja jeg vil” sagde Nano. ”Kan du huske, hvad jeg sagde, da du kun var en lille hvalp?” spurgte Nanos mor, og slikkede Nano på hans hoved. ”Ej mor lad vær, og nej jeg kan ikke huske det” svarede Nano. ”Et kys fra et menneske, eller at et menneske ønsker at du bliver menneske” sagde Nanos mor. ”Men mor hvem ville ønske, at jeg blev menneske, og der er ingen mennesker, som der vil kysse en ulv, de vil få pels i munden” sagde Nano. ”Jennifer ville du ønske, at Nano var en ung mand, som du ville kunne gå sammen med?” spurgte Nanos mor. ”Det ved jeg ikke, jeg kender jo ikke Nano så godt, men jeg må hjem” sagde Jennifer og løb ud af skoven.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...