Ramt i natten

Skrevet til sangen "Ramt i Natten" af Lizzie.


0Likes
0Kommentarer
299Visninger

1. Ramt i Natten

Ramt i natten

”Hey, hvad synes du om min fest?” råber Benjamin. Jeg vender mig om og kigger på Benjamin. ”Jo, den er da meget fed.” råber jeg. Benjamin er min aller bedste ven. Vi har faktisk kendt hinan­den altid. Hele livet næsten. Han har faktisk fødselsdag i dag. 17 år. Jeg bliver først 17 år om et par måneder. Selvom det kun er 2 måneder, så føles det alligevel som ret så lang tid. En evighed. Her er fyldt med folk. Benjamin kender også en hel masse, så det er da klart, han har fyldt sin fest op med mennesker. Han er engang imellem lidt rapkæftet, men alligevel kan folk lide ham ret så meget. Benjamin kommer hen imod mig og kigger på mig. ”Ser du en pige, du kan lide eller hvad man? Hende der står derhenne glor da lidt meget på dig. Snak dog med hende man!” siger han. Jeg kigger hen imod der, hvor Benjamins finger peger. Det er en pige, som jeg vist har snakket lidt med før for længe siden. Hun ser faktisk ret pæn ud. Jeg føler mig faktisk en smule underlig. Enten har jeg fået for meget at drikke, ellers må det være noget med pigen. Efter en dyb indånding går jeg hen til hende. ”Hey, hvad så? Skal du bare stå der alene hele natten, eller skal vi danse?” Siger jeg. Det vil hun vist godt. Hun går i hvert fald med mig ud på dansegulvet.

Da vi har danset et stykke tid, spørger hun mig, om jeg vil med ud og ryge en smøg. Jeg siger ja til hende og går med ud. Hun hiver mig om bag en busk lidt væk fra, hvor alle de andre fra Benjamins fest står og ryger. Jeg er lidt forvirret over, hvorfor hun vil have mig med herhen, men alligevel har jeg også en kildende fornemmelse i maven. En god fornemmelse. Hun tager en cigaret frem og tæn­der den. For ikke at være udenfor tager jeg også en. Vi står og kigger lidt på hinanden. Så spørger hun pludselig: ”hvad synes du egentlig om mig?” Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad jeg skal svare. Sådan plejer jeg ellers aldrig at have det. Jeg plejer altid at sige noget smart, men svarer: ”tja... du er da meget sød.” Min cigaret er færdig, så jeg skodder den ned i jorden. Hun skodder også sin cigaret ned i jorden og stiller sig tættere på mig. Endnu tættere end hun stod før Hun åbner munden og si­ger: ”jeg kan faktisk lide dig ret så meget.” Hun kysser mig på munden. Jeg føler mig lykkelig, lige indtil Benjamin råber efter mig. Vi skynder os ind igen til alle de andre. Vi står lidt ved siden af hinanden indenfor i larmen af folk, som råber til hinanden og høj musik, der dunker i ørerne. Hun spørger, hvad klokken er. Jeg kigger på ned mit ur og svarer: ”halv tre.” Hun kigger på mig. ”jeg skal hjem nu, vil du følge mig hjem?” Det siger jeg i hvert fald ikke nej til. Jeg går hen til Benjamin og siger, at jeg går nu. Han siger bare: ”Vi ses i morgen Robert.” Så går vi ud af døren. Cassandra og Jeg. Hun bor ikke så langt væk. Kun en gade eller to væk fra, hvor Benjamin bor. Pludselig standser vi. Hun siger, at hun bor her. Jeg får hendes nummer og kysser hende farvel. Hun dufter fantastisk. Jeg står og vinker til hende, mens hun er på vej ind gennem deres forhave. In­den hun går ind af døren til hendes hus, vender hun sig mod mig og sender mig et luftkys. Jeg gri­ber hendes luftkys. Hun går indenfor og lukker døren efter sig. Nu er jeg alene igen. Jeg savner hen­de faktisk. Jeg glæder mig til næste gang, jeg skal være sammen med hende. Jeg gider ikke gå til­bage til festen, så jeg beslutter mig for at tage hjem. Jeg har faktisk oplevet det meste, man kan nå at opleve til sådan en fest. Drukket, danset og fundet en sød pige. Mere behøver jeg ikke.  Benjamin behøver heller ikke altid mig for at more sig. 

Jeg går helt alene rundt i mørket. Jeg tænker på festen, og hvad der skete, men jeg tænker mest på Cassandra. Hun er helt klart det bedste minde fra Benjamins fest. Jeg glæder mig til at fortælle ham om hende. Han bliver helt sikkert vildt misundelig på mig. Der er ikke et eneste menneske i nærhe­den af mig. Der er helt tomt. Stille. Ensomt. Klokken nærmer sig efterhånden tre. Det er efterhån­den begyndt at blive en smule koldt. Jeg fryser lidt, så jeg trækker jakken lidt længere op ad halsen. Jeg kan se et fodgængerfelt med et lyskryds. Lyskrydset viser rødt, så man må ikke gå over. I hvert fald ikke før der bliver grønt. Der er stadig ikke et eneste menneske i nærheden, så jeg går over vej­en. Pludselig hører jeg en bil, der kører stærkt. Alt for stærkt. Den kører hen i mod mig. Den kom­mer tættere og tættere på mig. Alting går så hurtigt, at jeg ikke kan følge med eller nå at komme over vejen. Jeg bliver blændet af bilens lys. Lyset er så skarpt, at jeg hverken kan nå at se, hvad far­ve bilen har eller, hvem der sidder inde i den. Pludselig ligger jeg på vejen. Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg ved ikke, hvad der er sket. Jeg hører bare bilen køre væk fra mig. Alt bliver sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...