Der var engang...

En kort fortælling om kærlighed og den sorg, den også kan bringe med sig.

2Likes
8Kommentarer
1193Visninger
AA

1. The end

Mit blik er sløret af tårer, da jeg stille begynder at gå. Jeg har så inderligt lyst til at vende mig om og løbe direkte ind i dine varme, trygge arme. Men det er slut. Jeg forlader pladsen uden at vende mig om. Nu skal det bare være mig. Uden dig. Mig.

Min dagbog ligger foran mig. Åben og byder mig velkommen. Det er som den nærmest skriger: ”Skriv i mig! Kom ud med alle dine følelser.” Men det kan jeg ikke. For jeg har absolut ingen idé om, hvad jeg føler. Alt jeg ved er, at jeg er så forvirret. Jeg lukker dagbogen i. Kaster den fra mig. ”Åh, det her er forbandet!” Varme tårer af vrede og frustration begynder langsomt at trille ned ad mine kinder. Det er så stille, så umådeligt stille. Jeg er helt alene, og det eneste jeg hører er mit sløve hjerte, som banker opgivende. Nu er jeg træt. Så… træt. Jeg ligger mig på sengen, og mine tunge øjne lukker i, og jeg sover.

Solen skinner ind ad mit vindue. Det skærer i øjnene, og jeg misser, da jeg sætter mig op. Morgenhår for fuld skrue, daggammel makeup og hævede øjne. Super. I dag bliver da helt klart en fantastisk dag. ”Længe leve sarkasme” siger jeg træt. Jeg kommer på benene, får slæbt mig ud på toilettet, trækker bukserne ned og tisser. Jeg gaber, for jeg er træt. Jeg har sovet, og nu er jeg vågnet. Men indeni sover jeg stadigvæk. Jeg tisser færdig, rejser mig, vasker hænder og kigger på mit ansigt i spejlet. Det ligner ikke mig. Hvem er denne her livløse pige med de store sorte rander ud øjnene? Hvor er alt hendes livsglæde? – Væk.

Mor er godt klar over, at hun skal være varsom med mig. Far og Danny er bare mænd. ”Godmoooorgeeen sovetryne! Klokken er halv tolv, og vi kan vist ikke kalde det morgen mere,” far stråler. Han er irriterende glad. Jeg kigger træt på ham. Orker ikke andet. Jeg ser min mor give ham et skub i siden. Far er forvirret nu. Men jeg er ligeglad. For det er jeg bare. Mor smiler sødt til mig, men hendes øjne stråler af bekymring, og jeg får dårlig samvittighed. Hun prøver så inderligt at hjælpe mig, den kære mor. Jeg tvinger min mundvige opad og får fremtvunget et anstrengt smil. Hun slapper lidt mere af nu, kan man se. Da hun går forbi mig, stryger hun min kind og aer mit hår. Det hjælper.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...