Englen døde i julen


1Likes
2Kommentarer
589Visninger
AA

1. Englen døde i julen

Det var en morgen i slutningen af november. En af de morgener, hvor man virkelig kunne mærke, at det var ved at blive vinter. Jeg sad foran det duggede vindue og havde fulgt hele natten og morgenens udvikling. Hvordan træerne stille bevægede deres grene i takt med den søvnige vind, der i det dunkle mørke, kunne få lov at udfolde sig. Vinden var vågen sammen med mig, hele natten. Sådan var alle nætter og morgener i slutningen af november. Nætter hvor tankerne overtog og søvnen udeblev, nætter hvor jeg pludselig kom til et punkt hvor jeg ikke længere var træt og havde lyst til at løbe barfodet udenfor. Lyst til noget, lyst til ingenting. Frosten, havde om natten indtaget græsset og suget det sidste liv ud af det, men nu lå det stille og smeltede, så duggen dannede dråber. Dråberne lå og blinkede til hinanden og også til den lille fugl, der lå midt ude på græsplænen og led. Den lille vinge, der mellem de mørke fjer var knækket, lå og baskede. Iskrystallerne bed i de sorte fjer, flød ud til en strøm af vand, der gemte sig fra virkeligheden i den trygge varme. Efter et stykke tid smeltede iskrystallerne heller ikke længere. De små røde hjerter rundt omkring voksede stille og indikerede at den trygge varme under fuglens fjer snart ville høre op. En død fugl. Det var egentlig noget mærkeligt noget. Som barn kunne jeg godt lide at se dyr lide, så da min far fortalte mig, at han havde fundet min lille kanin død ude i buret en morgen, da jeg var omkring seks år, var det ikke så meget sorgen, men skuffelsen over ikke at have overværet dens dødskamp, der gjorde mig ked af det. Jeg ved ikke, om dyrenes lidelse underholdt mig på grund af min mors dødskamp. Det var det nok. Min far klappede mig trøstende på hovedet og prøvede at fortælle mig, at Guds valg altid er de rigtige, og at vi vil lære af dem senere hen i livet. Jeg krammede derefter min far forsigtigt og tørrede øjnene i hans skjorte. En forsigtighed, der fik ham til at tænke tilbage på sin elskede, og den tid de havde haft sammen.

Hun drak forsigtigt af vinglasset. Læbestiften matchede perfekt farven på indholdet i glasset. Hendes dybe blå øjne reflekterede det dæmpede gyldne lys fra lysekronerne i loftet og sendte det tilbage til ham. Et hemmelighedsfuldt blik. Hun lagde uden tvivl op til noget, men på en sofistikeret måde. En sart skønhed, der var svær at modstå. En bleg engel. Han havde aldrig i sin vildeste fantasi drømt om, at han kunne blive så lykkelig med en kvinde. Han huskede de øjeblikke, da deres ægteskab havde været på det højeste, hvordan hun havde kysset ham og hvisket i hans øre: ”Livet er smukt.” Det smukke liv. Skønheden blev overtaget af sartheden, skrøbeligheden, svageligheden og det blev til sandheden. Det smukke liv – det perfekte ægteskab var virkelighed, inden hans elskede blev til den sengeliggende, blege engel. Og med det fulgte også en skinsyg svigerfamilie. Det eneste billede, jeg mange år efter i voksenlivet kun huskede om min mor, men det var senere, jeg blev en del af billedet.  Efter at hun begyndte at blive syg, tog min far hver morgen toget på arbejde. Bilen var blevet solgt, da lyden af motorstøj og anden larm kun forværrede englens tilstand og gav hende nogle frygtelige migræneanfald. Tusinde nåle, der stak og en hammer, der bankede og slog. Kroppen sendte advarsler. Pludselig en dag rejste hun sig fra sengen, en anelse usikkert og sagde: ”Nu kan det være nok. Nu har jeg ligget i den seng i alt for lang tid.” Lykkelig hev han fotoalbummene frem fra de få år, de havde haft sammen. En tid, hvor alt endnu var fantastisk, og den nat bekræftede de hinanden i, at livet ikke kunne være smukkere. Jeg forstod aldrig helt det der med billederne. Hvorfor skulle de gå og tage billeder af alt? Min far sagde tit, at det var, så jeg havde noget at kigge tilbage på, og billederne ville hjælpe mig med at huske. Minderne, det handlede om minderne. Nej, det var ikke det. Min far hev altid fotoalbummene frem, så vi kunne sidde og tænke tilbage og minde os selv om: ”Dengang … ja, den gang havde vi det godt.” For sjovt nok var der ikke mange billeder fra min barndom. Minder af betydning skulle jeg nok huske. Jeg har aldrig haft behov for et gulnet billede i et album. Overskriften kunne have heddet ”Det Perfekte Liv”. Nu gik der ikke lang tid før, jeg blev en del af billedet. Kort efter at hun var hoppet ud af sengen med fornyet gåpåmod, gik snakken i den skinsyge familie. De sagde, at han var en bandit sådan at gøre sin skrøbelige hustru gravid. Var han ude på at slå hende ihjel?! Englen blev hurtigt sengeliggende igen og kæmpede med de tilbagevendende forfærdelige migræneanfald, og en vanskelig graviditet gjorde det heller ikke nemmere. Hurtigt gik det og pludselig en dag stod min far med en tro kopi af en hvid engel i sine arme. Den lille engel var blevet født under en vanskelig fødsel, der endte med kejsersnit. Heldigvis havde både mor og datter overlevet. Jeg blev gemt væk i det fjerneste rum i huset eller lånt ud til familiemedlemmer, da min skrøbelige mor ikke kunne tåle det ustoppelige skrigeri. Skrigeriet, der kun fik nålene til at stikke endnu hårdere, hørte kun op, når jeg kunne ligge på en bleg engels bryst.  

Årene gik. Jeg kan huske, at jeg altid tænkte, at min mor måtte kede sig forfærdeligt. Der var ikke andet end en hvid væg, men den så hun nok ikke en gang. Jeg husker ikke, at hun nogensinde har holdt min hånd eller strøget mig over håret som andre mødre gjorde. Som jeg husker det, var hendes øjne altid lukkede. En død engel. Der lugtede også mærkeligt i dét rum. Det føltes som vejrudsigten tit beskriver en kold dag i slutningen af november – skyet, diset, let tåget. Min far gav mig opmærksomhed en gang om året og det var til jul. Vi pyntede altid op, og han lovede mig, at vi nok skulle få en god jul det år. Vi pyntede op med røde hjerter og kugler, og vi bagte julekager, som vi stillede ind til min mor på sengen. Underligt var det, for de røde hjerter begyndte også at kæmpe sig op fra bunden af vasketøjskurven. Min far forstod det ikke i starten, men han fandt langsomt ud af, at de små røde hjerter sprang ud på hendes hovedpudebetræk om natten. Det, der startede med små hjerter, blev langsomt til store hjerter, der indtog betrækket hver nat. Hun kunne ikke længere skjule det for min far. Hjerterne kæmpede sig op fra bunden, ligesom vejrtrækningen også kæmpede sig op fra dybet i lungerne. Min far fortalte senere, at han tudbrølede en dag i julen, da jeg havde spurgt ham: ”Far, har monsteret sat sig fast i mors hals?” Sandt var det – døden havde taget bolig i englens åndedræt. Min far prøvede flere gange at tale med hende om det, men hver gang formåede hun at føre samtalen over på noget andet. ”Anna,” sagde han og lagde sin hånd oven på hendes. Hendes blege hud mod hans, en stikkende kulde. Hun var ikke hans kærlige og varme kvinde længere. ”Er du bange for at dø?” ”Jeg er kun bange for lidelsen,” sagde hun med en tone, der udtrykte, at han ikke skulle spørge mere. Hun ville have ro. Den hvide engel blev indlagt på hospitalet. Jeg sad tit ved hendes side, og kiggede på hendes blege ansigt. Kinderne var indsunkne og vejrtrækningen var dyb og tung. Det mindede om kaffemaskinen derhjemme, der trængte til at blive afkalket. Der var altid en vis nervøsitet over mig, når jeg var tæt på englen. Jeg følte mig forpligtet til at blive, så det var altid en befrielse, når min far trak mig ud på gangen. Så skulle jeg ikke se hende hoste hjerter op. Jeg slap for synet af de små røde hjerter, der boblede ud af hendes mund og løb ned ad hagen.

En dag fortalte lægen min far, at hun ikke havde lang tid tilbage. Det var en lettelse. Jeg blev igen udlånt til familien, indtil det var overstået. Dog uvidende om at den blege engels sidste kamp om at få fred ikke kun varede en lang måned, men tre lange måneder. På de gode dage sagde hun med et lykkeligt smil: ”Når jeg bliver rask tager vi til Paris.” Det var også i de stunder, at min far anede en smule håb i hendes øjne. Og min far bekræftede hende i hendes ønske, da der ikke var meget liv tilbage i hende. Han ville gøre alt for, at hendes sidste tid skulle blive den bedste. På andre dage råbte hun af ham. Hun hvæsede, at hun aldrig havde elsket ham oprigtigt, og at jeg, deres datter, havde været den største fejltagelse af alle. Nåle i hjertet. Det var hans skyld alt sammen. Hans skyld at hun ikke havde fået det liv, hun havde ønsket. På de dage vandrede min far op og ned af hospitalsgangene og kæmpede med tårerne. Når han sent om aftenen kom hjem, havde han ingen energi tilbage i kroppen og løftet om, at han ville ringe til mig blev endnu en gang brudt. Det endte med, at han faldt omkuld på sofaen og lukkede øjnene. I søvnen med sine egne tanker blev virkeligheden altid fordrejet, og kreativiteten fik lov at blomstre, fri for alle grænser. Alt var muligt. I disse tanker kunne min far leve med hende. Alt var ved det gamle. Men det var også disse tanker, der kunne være de mest forfærdelige. I disse tanker så han hende vende det hvide ud af øjnene. De røde hjerter sprang ud af munden, ud af øjenhulerne. Hjerterne indtog hendes hvide hår og farvede det. Hendes lille forhutlede krop rystede og skreg af smerte. Vejrtrækningen var tung og rallende – brystkassen gik op og ned i hårde ryk, og han så ribbenene under den tynde hud. Den gennemsigtige hvide hånd rakte ud efter ham. Et råb om hjælp. Det var sådanne tanker, der tit holdt min far fra at sove om natten. Det var en verden, han ville flygte ind i, men det var også en verden, der fastholdt ham i virkelighedens grusomme sandhed.

Den sidste udånding overlevede, for den satte sig på min far, den satte sig overalt og den ville ikke gå væk. Til det sidste havde han set det i hendes øjne. Den håbløse tomhed. En død engel. Det var netop den tomhed, der røbede det hele – der var intet tilbage. Intet mod, intet håb, ingen fremtid, ingen tillid, ingen intet. Heller ikke frygten. I det mindste havde døden gjort sin mission færdig og den ledte nu efter en ny arbejdsplads. Den havde sluppet et helvede og grebet et nyt. Selvom kinderne var sunket ind og øjnene var forsvundet i øjenhulerne, lå hun der, fin og smuk. Præcis som det skulle være. Det var de tre værste måneder i hele mit liv. Jeg var bitter og såret over at jeg ikke blev inddraget i min mors sidste tid. Min far ville have hende for sig selv, og jeg blev sendt væk med undskyldningen om at jeg var for lille til at overvære den slags. Jeg ville langt hellere have siddet og set min mor dø end at blive tortureret af min farmor. Jeg ville fodre fuglene i haven, men hun blev ved med at være stædig og fortælle mig at hun ikke gad det griseri. Hun forstod ikke at det var det eneste jeg ville have. Jeg var ligeglad med alle hendes julearrangementer og kagebagning i kirken.

Min farmors ord til mig efter de få måneder i samme hjem var: ”Man siger, at Gud altid henter sine bedste børn hjem først. Så din mor må have været et af Guds bedste børn.” Hvor jeg dertil svarede: ”Hvis det er sandt, er Gud en ubarmhjertig idiot.” Jeg husker stadig, hvordan jeg frydede mig over endelig at kunne komme til at sige præcis den sætning. Udtrykket i hendes ansigt. Det var da også med et lettelsens suk, at vi kunne sige farvel til hinanden. Min farmor var glad for at kunne sende mig hjem, eftersom ”pigebarnet”, som hun kaldte mig, altid havde været så næsvist og aldrig havde sat pris på en mæt mave og en god seng at sove i. Jeg glædede mig til at komme med min far hjem, så det endelig bare kunne være os. Han har dog altid haft lidt svært ved at omgås mig, måske fordi jeg minder ham om noget, han helst ikke vil mindes. Af en eller anden grund var det ikke kun min far, den sidste udånding satte sig på. Det var også på mig. Jeg har måttet indse med tiden, at jeg nok aldrig kommer til at give helt slip på den. Vi har haft vores kampe med at børste den af. Nu er det snart jul igen og hvert år isolerer jeg mig. Jeg har altid haft en vis afsky for alt, hvad der har med jul og Gud at gøre. Julen er død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...