The Mask - part 1 - The Ruby

Det er en en historie, som jeg har haft i hovedet noget tid. Nu skal jeg bare have skrevet det ned. Det handler om denne her dreng Jayson, hvis forældre er blevet dræbt af ''vogterne'' som vogter den ene del af masken, eller ihvertfald rubinen. (Det tror han). Han finder ud af, at det hele måske ikke hænger sammen sådan, som han troede. Det første kapitel er ikke rettet, da jeg ikke kan se mine egne fejl.

3Likes
6Kommentarer
791Visninger
AA

1. Wake up, it's just a dream or..

“I'm selfish, impatient and a little insecure. I make mistakes, I am out of control and at times hard to handle. But if you can't handle me at my worst, then you sure as hell don't deserve me at my best.”

-Marilyn Monroe

''Jayson, vågn op.'' hviskede Stanley, en ung udseende mand i fyrrene. Jayson viste ikke tegn på at vågne op fra sin drøm. Den drøm han altid drømte. Han skreg ikke i søvne, men han var urolig. Måske lidt for urolig. Det kunne man høre, selvom man havde værelse 10 døre væk.  ''Jayson, forhelvede. Vågn op'' nærmest råbte Stanley. Jayson var begyndt at svede helt vildt, og hvis ikke snart Stanley fik vækket ham, ville hans kræfter tage over, hvilket ville betyde en ny seng, en ny reol og bare i det hele taget, et nyt værelse. Til sidst stak Stanley ham en lussing, og råbte ''Jayson din skide tøs, tag dig sammen!'' Jayson stod op med et sæt, han var helt gennemblødt af sved. Hans øjne var røde, og han lignede en lille dreng på trods af de store muskler. Med en mere eller mindre rystende hånd, fjernede han en tot hår fra sit ansigt. Han strøg fingrene igennem det brune, klistrede hår. ''Gjorde jeg noget Stan?'' spurgte han hæst. ''Nej, men vi bliver nødt til at gøre noget ved det her knægt.'' svarede Stanley med en venligere tone. ''Det er bare..'' sagde Jayson og rejste sig op, ''den samme drøm, men der er bare mere og mere hver nat. Den her dame hun skriger 'løb' og jeg kan ikke se hvem hun råber det til, men det er som om det er til mig. Det her driver mig til vanvid.'' Stanley grublede et stykke tid, og svarede så ''Jeg skal se, om jeg kan gøre noget. Måske har Heleen noget beroligende. Jeg prøver at finde noget, imens kan du klæde om, det er alligevel næsten morgen nu.'' Jayson svarede ikke. Stanley gik ud af værelset, og Jayson tog et par tilfældige jeans på, med en mørkeblå T-shirt. Han børstede tænder, og nåede kun lige ud da Dayna kom. Hun havde en natkjole på som havde samme farver som hendes øjne. En blanding af lilla og blå. Meget specielt. ''Day, hvad laver du her?'' spurgte Jayson undrende. Dayna og Jayson havde længe været venner, og det var begyndt at udvikle sig med tiden. ''Jeg hørte Stan gå ud af sit værelse'' sagde hun mens hun gik over til Jayson, ''og jeg tænkte at det måtte være på grund af dig.'' Hun var nået helt hen til ham. Han kiggede væk, og prøvede at få håret til at sidde nogenlunde ned, men det strittede hele tiden op igen. ''Vent, lad mig'' sagde Dayna og stillede sig på tær. Hun vendte hans hoved mod sig selv, og kiggede ham dybt i øjnene. Jayson blev hurtigt rolig, og prøvede at løsrive øjnene fra hende, men det var svært, for hun havde kræfterne. Hun sagde ''fortæl mig det Jay'', og kyssede ham blidt på kinden. Jayson satte sig på gulvet med ryggen mod sengen. Dayna fandt en kam, satte sig på sengen og begyndte langsomt og omhyggeligt med at rede det pjuskede hår. ''Dayna, alt det jeg har fortalt dig, det kan du godt huske ikke?'' spurgte Jayson. ''Ja, hvis du altså mener det med at du føler at du er en lille dreng, som løber rundt i en mark, mens en kvinde plukker bær, og hun ligner dig.'' svarede Dayna. ''Ja, nemlig. Der kommer hver nat mere og mere til. Mens 'jeg' løber rundt der, kommer der pludselig nogle mænd i kutter. De bevægede sig så lydløst at ingen af os hørte det. Så holdt de kvinden, og spurgte hende noget med at hvor den røde rubin er, siger Jayson hvorefter han tier stille et øjeblik, ''hun var så modig. Hun spyttede en af dem i ansigtet, og sagde at hun aldrig i livet ville fortælle nogle ynkelige bæster som dem, hvor masken er. Så kiggede hun direkte på mig, og signalerede noget med øjnene og råbte så 'løb'. Ja, og så vækkede Stan mig.'' Dayna sad stille i lang tid, hun havde endda fået hans hår til at ligge ned. ''Jay, jeg forstår det ikke rigtigt, men måske er det noget virkeligt. Der var jo nogen som dræbte dine forældre'' sagde Dayna forsigtigt. ''Fuck?'' svarede Jayson lettere chokeret, da det gik op for ham at hun havde fat i noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...