Når små ting gør en stor forskel

Novellen handler om ung fyr ved navn James, som en dag på vej hjem fra skole bliver tæsket. En ældre fyr ved navn Lewis hjælper ham hjem, og det bliver starten på et smukt venskab.

2Likes
6Kommentarer
936Visninger
AA

1. slagsmålet

Jeg var på vej hjem fra skole en kold novemberdag. Det regnede, og mens jeg gik, pilede de tunge kolde dråber langsomt ned af mit ansigt og endte på min hals, hvor de kølede som tusinde små isterninger. Vejret havde været dårligt de sidste to uger, men det var der heller ikke noget unormalt ved på denne tid af året. Jeg dreede til højre ned af den lille sti, jeg kendte så godt. Den var omsluttet af store flotte træer, der kronede op langs siderne. Det var så hyggeligt at gå her om sommeren, når træerne var sprunget ud, men om efteråret var her koldt og bart. Jeg fortsatte, nu var jeg snart hjemme, det eneste, jeg manglede, var at krydse fodboldbanen, hvor de ældre elever spillede hver dag efter skole. De havde drillet mig siden den dag, jeg startede i skole, og hver eneste dag frygtede jeg for at krydse fodbolsbanen, men i dag var det værre end nogensinde. De skubbede og slog mig, hev i mig og væltede mig, indtil en stor dreng  skubbede dem væk og samlede mig op. "Hvad hedder du? Og er du okay?" spurgte han, mens han langsomt bar mig væk fra de andre. "James, James Conrad" fik jeg fremstammet, "og ja jeg er okay." Han spurgte mig om, hvor jeg boede, og derefter bar han mig hjem. Han satte mig ned et par huse fra mit, og derefter gik han tilbage til boldbanerne. "Tak" råbte jeg efter ham, "jeg skal nok gengælde din gode gerning en anden gang." "De siger vi bare lille mand," råbte han tilbage. Jeg gik hen til mit hus og ind af døren. Jeg havde det forholdsvis fint, men jeg følte mig en smule ør i hovedet, som om jeg rundt inde i en sky og ikke kunne komme ud. Der var ingen hjemme i huset, så jeg jeg lagde mig hen på sofaen for at se lidt tv. Normalt havde jeg sat mig til at lave lektier, men eftersom jeg ikke følte mig helt klar i hovedet, tænkte jeg, at det nok var bedre at vente til senere. Efter et par timers tv havde jeg det bedere, og jeg besluttede mig derfor til at gå i gang med lektierne. Da det var ordnet, satte jeg mig til at lave i mine ekstamapper i de forskellige fag. Jeg var tit blevet drillet på grund af min store interesse for skolearbejde, men jeg var ligeglad med, hvad folk sagde, for jeg vidste, at mit hårde arbejde ville betale sig. Efter sammenlagt 4timer med skolearbejde og ekstra ting besluttede jeg, at det måtte være nok for én dag. Jeg satte mig hen til min computer og gik på facebook. Jeg havde en ny venneanmodning, jeg tjekkede straks,hvem den var fra. Lewis Porterman stod der. "Hvem var det?" tænkte jeg, mens jeg tjekkede hans billede igennem. "Vent!" sagde jeg til mig selv. "Det er jo ham, der hjalp mig i dag!" Jeg blev meget glad, og en stor varm bølge af glæde strømmede ind over mig. Jeg skyndte mig at akseptere ham, og derefter tjekkede jeg hans væg, hvor der stod ting som: "Knokler med eksamensforberedelse" eller "jeg lærer aldrig at forstå ligninger" eller "fuck school I'm going to be a Ninja!" "Hmm" tænkte jeg, "der er da nemt nok, man skal jo bare isolere X." Jeg lukkede computeren, idet skærmen gik i sort, fik jeg en ide. Jeg havde sagt til Lewis, at jeg ville gængælde hans gode gerning, og nu vidste jeg hvordan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...