Begravelsen


0Likes
0Kommentarer
460Visninger

1. Begravelsen

”Du kommer aldrig til at overtage hans plads, du ved,” sagde jeg med så meget had i stemmen, som jeg overhovedet kunne fremprovokere. ”Hun kommer aldrig til at elske dig, som hun elskede ham,” forsatte jeg efter, at alle gæsterne var gået. Det var kun ham og mig tilbage, der stod og kiggede på min storesøsters kiste, hvor jeg havde lagt en rød rose.  ”Det har aldrig været mine intentioner, det troede jeg, du vidste,” sagde min mors nye mand. Efter min rigtige fars død havde min mor lynhurtigt fundet sig en ny mand, og hun tvang mig til at se ham som min far. Hun ville på ingen måde tolerere, at jeg kaldte ham noget som helst andet. I dag tror jeg, det var hendes måde at komme over ham på. Hvis vi bare lod som om, intet var sket. Vi skulle bare glemme det og leve i lykkelig påtaget uvidenhed. Det var min stedfar ekspert i. Min stedfar vidste godt, at jeg beskyldte ham for min søsters død, og det var jeg fint tilfreds med. Han skulle bare vide, hvor meget jeg ønskede ham væk og ud af mit liv. For min skyld kunne han tage en færge langt ud af verden. Han havde altid kørt min søster ned med sine hårde og urimelige krav. Hun måtte intet for ham, og den dag vores stedfar besluttede sig for, at hun ikke måtte se sin kæreste mere, blev det for meget for hende. Han havde tage hende i at stå på torvet med en cigaret i hånden og for første gang i sit liv så ud til at more sig med sine klassekammerater. Ham og hans høje ambitionsniveau. Det var udelukkende hans skyld, at hun …., at hun havde taget de piller.

Jeg har efterhånden vidst i lang tid, at alle skal dø fra mig. Jeg ved selvfølgelig godt, at alle dør før eller siden, men ingen havde forberedt mig på, at det skulle gå så hurtigt. At det skulle ske så tidligt. Lige siden min stedfar flyttede ind, har han gjort alt for at få vores familieliv til at hænge sammen og på at rette op på min mors forhutlede sjæl efter, at hendes mand og min rigtige far døde. Min stedfars forsøg har dog kun gjort det modsatte. Det er da også en svær opgave at vende en synkende skude. En familie, der har lidt skibbrud. Min mor kan ikke klare mere. Siden min søsters begravelse har hun ikke været ude af sengen, og de råber ad hinanden hver nat. Jeg kan høre, at hun græder, og jeg tænker bare på min stedfar, der sidder inde på sit arbejde i en eller anden fin lederstilling, hvor han styrer et eller andet fornemt og tjener kassen. Det er, hvad det altid har handlet om for ham. Hvordan det ser ud. Det perfekte liv. Jeg ved, at det er min mor næste gang, hun kan heller ikke holde ham ud. Nogle dage har jeg overskud til at sætte mig ind til hende på sengekanten, og jeg håber inderligt på, at hun er i godt humør. Så sidder hun og aer min kind, og jeg glider ind i en barnlig tilværelse, hvor jeg bare har lyst til at lægge mig ind til hende og tudbrøle, men det kan jeg ikke. Vi kan sidde en hel dag og bare kigge, men vi forstår hinanden. Hun har brug for stilheden, men så kommer min stedfar hjem og jeg kan se, hvordan en sælsom skygge glider over hendes ansigt. Jeg kan se skyggerne danse i hendes øjne. De griber ud efter hinanden, men deres mærkelige gennemsigtige arme kan ikke holde fast i hinanden, og de forsvinder så hurtigt, som håbet forsvinder i hendes øjne. Så ved jeg, at jeg skal gå. I de næste par minutter kan jeg gennem væggen høre, hvordan min stedfar skælder ud over, at der igen ikke står aftensmad klar på bordet, og at hun snart må til at tage sig sammen. Jeg ved, at det er min mors kiste, jeg skal kaste en rød rose ned til næste gang. Hun hoster allerede og er syg hele tiden. De skal ikke prøve at fortælle mig denne gang, at det er en simpel forkølelse. En forbandelse ruger i vores hus. 

Jeg er træt af voksne, der altid lyver. Voksne kan ikke andet end at lyve, som om jeg ikke kan gennemskue dem. Dem og deres påtagede voksenhed er til at brække sig over, bare fordi de er nået end vis alder og har fået børn. Tror de, de har ret til at sige, at de er bedre og mere berettiget til at sige, hvad de vil. Og hvad vil de sige til mig denne gang? At det er en latterlig forkølelse, der ikke betyder noget som helst. Helt sikkert – hun dør jo ligesom alle andre, lige som min storesøster og min far. Der er ingen vej uden om min stedfar. Der er intet nyt i det.

Jeg husker stadig i dag, hvordan min stedfar en eftermiddag havde trukket mig med ind på sit kontor. Min mor havde lige kastet et glas efter ham og råbt, at hun ikke ville lægge et afskedsbrev til ham. Jeg vidste bare, at han ville prøve at berolige mig med sine altid mislykkede forsøg. Da jeg fulgte ham ind på kontoret, faldt mit blik over glasset, der lå smadret i tusinde små krystaller, der diskret blinkede til hinanden. De lå og holdt i hånden og reflekterede hinandens blink og sendte dem langt ud, mens de håbede på, at nogen ville opfange deres signal. ”Alle dør før eller siden. Forskellen er bare, hvordan vi vælger at gøre det,” sagde han med et smil, der ligesom ikke rigtigt passede til ansigtet og øjnene. Han skulle altid prøve at lege far og det irriterede mig grænseløst. ”Hvad mener du? Folk vælger ikke at dø. Det er ikke et valg, man skal tage. Det er jo bare noget, der sker,” sagde jeg og mærkede, at min stemme lød en anelse hård, men jeg syntes, det var berettiget. Hvad bildte han sig egentlig ind? Jeg kunne ikke holde ud at kigge på hans ansigt. Det ansigt, der havde ødelagt alt. Jeg følte det som et personligt angreb. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Måske fordi han fik mig til at føle, at alle omkring mig ”bare” havde valgt at dø fra mig. Jeg følte mig som en fiasko, ubrugelig – jeg betød ingenting for nogen som helst. Jeg var bare en brik i et skakspil, der ventede på at blive slået ud af kongen ligesom alle andre. ”Det er vel et valg? Er det ikke?,” spurgte han igen og prøvede at redde den, inden jeg blev alt for sur.  ”Din søster for eksempel? Hun begik selvmord. Er det ikke et valg?” Jeg følte, hvordan mit hoved begyndte at koge. Jeg så sikkert ud som om, det skulle til at eksplodere. Det føltes i hvert fald sådan. Hvad, der virkelig gjorde mig gal, var, at han ikke en gang sagde det for at provokere. Næh, det var helt normalt at snage sådan i vores liv. Tænk, at han kunne være sig selv bekendt. Jeg ville ikke kunne holde ud at være i min egen krop, hvis jeg var ham. Det var ham der slog hende ihjel. ”Hold kæft. Du skal ikke tale om hende på den måde,” og med tårer i øjnene af raseri og sorg forsatte jeg, ”det var ikke hendes valg.”  Jeg løftede en truende pegefinger mod hans hoved og havde rejst mig op af vrede, bankede i bordet og gik nu rastløs frem og tilbage på den samme meter. Han mente altså, at min kryster af en søster havde slået sig selv ihjel og efterladt min mor, da hun allermest behøvede os. Jeg vidste, det var det, han tænkte. Hendes mening havde aldrig været at forlade os på den måde. Hun hadede bare det, vores stedfar havde gjort hende til. Men det fattede han selvfølgelig ikke.

”Voksen” er jo bare et ord, man burde have nogen til at bestemme. Vi burde have en højere magt, der bestemte, hvem der havde de rette kvaliteter til at blive ”voksen”, ligesom alle andre jobs, for det er, hvad det er. Jeg kan lige forstille mig, hvordan en dommer råbte ud i en stor sal: ”Du er erklæret egnet som ”voksen”, og derefter fik man et stempel på et certifikat og et kæmpe skilt på ryggen, hvor der stod ”Voksen”. Og så kunne man få ret til at belære andre. Min stedfar ville aldrig have fået det stempel.

Min mor døde en søndag. Jeg husker stadig, hvordan jeg kastede en hvid rose ned på hendes kiste. Skyggerne havde kæmpet. Det mislykkedes hver gang, de prøvede at tage fat. Skyggerne forlod hende langsomt og satte sig på mig. Tanken, om at hun altid ville være der, var betryggende. For det ville hun, hvis jeg troede på det, og det gjorde jeg. Så jeg gemte hende væk et sted dybt inde i hjertet, hvor ingen nogensinde ville få lov at komme ind. Hvis man elsker hinanden hinsides verden, så kan vi ikke adskilles. Døden kan ikke dræbe, hvad der aldrig dør. Min mors kærlighed til mig vil altid være til stede, derfor vil hun leve for evigt. Døden er kun at krydse verden. Jeg satte mig ned og mærkede, hvordan noget varmt gled ned over mine iskolde kinder. Det hele var min skyld. Jeg skulle have sagt noget, gjort noget. Meget tidligere. Jeg håbede, de en dag kunne tilgive mig. Der er egentlig ikke mere at sige om det. I de følgende dage snakkede vi slet ikke sammen. Skyggerne dansede bare rundt og håbede stadig på, at de på en eller anden måde kunne nå hinanden. Efter et par måneder åbnede min stedfar op for emnet ”efterskole”. Endnu et forsøg på at komme af med mig. ”Jeg tror det ville være godt for dig måske at komme på efterskole. Komme lidt væk fra alt det her… ja, hvad siger du til det?,” sagde han, mens han forsigtigt klappede mig på skulderen. Det kunne jeg jo kun grine af, men måske skulle jeg bare gøre det. Så blev jeg i det mindste fri for ham. Jeg var ligeglad med at gøre ham skuffet. Følelsen af at have fejlet måtte han godt overtage.

Jeg er jo ”bare” en brik i et skakspil, der venter på at blive slået ud af kongen ligesom alle andre. Forskellen er, hvordan vi vælger at gøre det. Så tror jeg nu på, at forskellen er simpel, nemlig hvordan vi vælger at tage kampen op mod kongen. Min søster begik selvmord. Hun var ikke den, der begik fejlen, for hun prøvede at kæmpe, men der var ingen til at støtte hende i det. Vi skulle have stået sammen, men min mor og jeg mistede hende i det. Min stedfar var krysteren. Han vendte ryggen til problemerne og valgte den vej, der var nemmest. Nemlig at vi glemmer det og lader som om, det ikke er sket, for vi har det godt hjemme hos os. Ingen måtte se, at vi indeni var en krakeleret vase. Udefra skulle vores liv ligne en smuk hvid lak. Voksne er de største løgnere, som endda også lyver for sig selv for at få det til at se bedre ud. For at have det bedre med sig selv. Jeg har valgt, at jeg ikke bare vil sidde og se på fra sidelinjen og vente på den næste eller på min egen tur, for det har jeg ikke tid til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...