Hilos eventyr

En spændende historie om den fattige dreng Hilo, der tager på eventyr med en gammel mand.

1Likes
0Kommentarer
437Visninger

1. Den gamle mand

”Arhhhhhh” råbte Hilo, han havde for tredje gang slået hovedet op i loftet. Han sov oppe i en køje på en faldefærdig kro. Han havde kun råd til at dele et værelse med en lokal fra byen. Det var ikke dejligt. Hans værelseskammerat snorkede, og der var næsten ikke plads nok til at sove øverst i køjen. Han havde natten lang døjet med hele tiden at slå hovedet op i loftet. Han tog sin dyne og pude med ned på gulvet. Det var næsten blødere end sengen.

Næste morgen havde han fået en stor bule midt i panden. Han tog tøj på og gik ned i baren, den var allerede fuld. Folk sad og spillede kort og i hjørnet var der et kasino. Manden der sad i hjørnet så ret lumsk ud.

Hilo gik hen til bartenderen. Bartenderen gav ham noget morgenmad. Efter morgenmaden gik han ud af kroen. Han kiggede sig omkring. Han vidste ikke rigtig, hvad han ledte efter - bare noget spændende. Han var sulten efter eventyr kan man kalde det. Pludselig så han et skilt. Skiltet var påtrykt med gylden skråskrift ”Er du sulten efter eventyr? - så kom hen til Tune”. Han tøvede lidt, men efter noget tid valgte han at prøve det. Der stod at man skulle møde ham på molen. Hilo gik ned på molen med et rimeligt overlegen ansigts udtryk. Han ville gerne se sej ud over for en eventyrer. Men da han så manden, der kaldte sig Tune, fik han et chok. Han var en slatten lavstammet mand uden tænder i munden og med stok. Han råbte ”Eventyr her, kom og få eventyr her!”. ”Jeg vil gerne have eventyr – hvad koster det?” spurgte Hilo. ”Mod og ambitioner!” råbte Tune, med noget der lignede et smil. Men det var lidt svært at se fordi han kun havde en tand i munden og det var en guldtand af en art, eller også var det en død flue. ”Øhh, hvornår begynder eventyret?” spurgte Hilo lidt ydmyg. ”Det er begyndt!” råbte Tune. Det var ved at blive ret mærkeligt, at han hele tiden skulle råbe mig op i ansigtet. Som om jeg ikke allerede var blevet døv af den snorken på kroen. ”Hvor er eventyret?” spurgte Hilo, han syntes ikke at samtalen gik helt som forventet. ”Bare stig ombord på skibet!” råbte Tune. ”Så hold for helvede op med det råberi” råbte Hilo arrigt. Tune så lidt overvældet ud imens han mumlede noget med ”Så bare stig på skibet, hvis det behager deres nåde” med ironisk stemmeføring. Hilo gik ombord på skibet.

Det var et meget stort skib, men der var ikke en sjæl. Han gik hen til trappen, der gik under dækket. Da han kom ned, så han de folk der skulle med på eventyret. Der rundt om bordet sad et dusin mænd med muskler, som var de bodybuildere alle sammen. Da han trådte på det nederste trin knirkede det, og alle mændene flyttede blikket fra nogle kort på bordet til ham. Men da de så hvem det var, flyttede de blikket ned på deres kort. Hilo gik lidt nærmere for at se hvad de spillede – det var en slags kortspil.

Han gik op igen for at se om de snart sejlede, men det behøvede han ikke for de var allerede mit ude på havet, og der var ingen der styrede skibet – det styrede sig selv. Men så så han Tune ved roret. Han holdt sin stok op i luften imens han mumlede en masse mærkelige ord.

Da de havde sejlet i en rum tid råbte Tune ”Land, land!”. I mellemtiden havde Hilo lært kortspillet ret godt. De sejlede ind til øen. Tune havde et kort over øen, han mumlede nogle ord, og pludselig svævede kortet foran dem, Hilo vidste ikke hvordan, men det virkede mystisk.

Tune vidste hvor skatten lå, men mændene og Hilo måtte ikke få det at vide. En nat på øen var der en af mændene, der samlede en gruppe, der gik op mod Tune. De ville have skatten for sig selv, men dagen efter var de på mystisk vis væk, ingen havde set dem forsvinde. Derefter var der ingen der turde gå op mod Tune. 

Tune var simpelthen en af den slags troldmand, som ikke tolererede nogen slinger i valsen hvad ordentlig loyalitet angik. Der gik ikke lang tid før de andre mænd også mistede tilliden til Tune, men ikke Hilo. Nok lignede Tune en hængerøv, men indeni bankede et hjerte af følelser og medlidenhed. Så Hilo forblev loyal overfor Tune.

Ved solnedgang sad Hilo og Tune nede ved stranden, de havde slået lejr lidt længere oppe og var gået ned for at se solnedgangen. De havde ikke set de andre i lang tid. Men da de havde kigget lidt på solnedgangen, hørte de noget pusle over i en busk. De kiggede, og frem kom resten af mændene fra skibet. Men de kom ikke for at sige hej, de kom for at sige farvel. De havde sværd og skjolde med. Og de så ikke glade ud. De råbte og skreg om, at han havde forrådt dem, og at Hilo var forræderens højre hånd. ”Stop det pjat, eller I bliver nødt til selv at svømme tilbage til civilisationen!” råbte Tune højrøstet. Han var altid højrøstet. Mændene så lidt skræmte ud, men man kunne se, at de prøvede at skjule det. Men alligevel gik de videre hen mod Hilo og Tune. Tune lignede en der tænkte ”Okay, I har truffet jeres valg, I må betale” - og Hilo havde ret. Tune hævede sin stok og mumlede noget, og lidt efter blev mændene kastet ned i havet. Overraskede og skræmte på samme tid begyndte de at svømme – tilbage til civilisationen. Så begyndte Tune at le, selvom det ikke var sjovt at se 14 mænd svømme. Men han skreg bare af grin, og han lagde sig på jorden med hånden på maven og skreg af grin. Det så mærkeligt ud. Så spurgte Hilo ”Hvad er det, der er så sjovt?”. ”Hhv ... vem si..si..ger a…t der ska…l vær…e en skaa…t??” sagde Tune, mellem alle sine hik. ”Hvad mener du med en skat?” spurgte Hilo. ”De ville dræbe mig, fordi de ville have skatten for sig selv. Men jeg sagde jo ikke at der var nogen skat, jeg sagde bare at de ville få eventyr og de fik eventyr!” svarede Tune, med et bredt smil og nu forstod Hilo det hele lidt bedre og han grinede også.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...