Skumring (One Shot/Stil)

Min dansk-opgave, tænkte at jeg ville dele den.

3Likes
6Kommentarer
1417Visninger
AA

1. ~ Første og Sidste kapitel ~

Det var ved at være midnat, og Johan var stadig ikke kommet hjem. Charlotte sad ved spisebordet i den ellers så mennesketomme stue og ventede. Det var bestemt ikke første gang, at hendes mand var taget ud på en sådan 'lille druktur'. Nej, det var faktisk næsten hver eneste aften at han ville forsvinde ned på kroen uden nogen tænkelig grund. Hun havde flere gange diskret prøvet på at tale ham fra det, men hun ville jo ikke gøre ham vred. Hun turde ikke gøre ham vred. Han var ikke rar når han var i et sådant humør, hun havde blå mærker og ar der var tydelige beviser på det. Hun lænede sig tilbage i stolen, og tog en stor slurk af den sorte, bitre kaffe, der var så god til at vaske bekymringerne væk, eller i det mindste holde dem på afstand for en tid. Anne lå trygt i sin seng, det vidste hun. Så behøvede hun i det mindste ikke være vidne til de hændelser, der uden tvivl ville finde sted. Charlotte vidste godt hvad der ville ske, når hendes mand kom hjem. Han ville være vred, ingen tvivl om det. Når hun blev oppe og ventede på ham, blev han vred, fordi han mente at hun havde brug for noget 'skønhedssøvn'. Når hun ikke gjorde, blev han vred fordi han syntes, at hvis man ikke engang kunne blive oppe og vente på sin mand, så kunne man da ikke elske ham, eller hvad? Nu hvor hun tænkte over det, så var hun faktisk ikke sikker på, om hun egentlig elskede ham. Var det muligt at elske en mand, der var så helt igennem voldelig, disrespektfuld og ond? Og hvis hun ikke gjorde, hvad lavede hun så lige her? Hvorfor blev hun med denne mand, der ikke ville tillade hende at træffe beslutninger, ikke ville tillade hende, at leve sit eget liv? Hun kendte udmærket godt svaret. Hun gjorde det for Anne. Den syv-årige lille pige på den anden side af døren, som hun kunne kalde sin egen. Hvis det ikke var for Anne, så ville hun ikke være sammen med Johan. Men på den anden side: hvis det ikke var for Anne, så ville hun ikke være lykkelig. Anne var så glad og sprudlende, og når man var sammen med hende, så var det let at glemme Johan. Det var tider som denne, hvor Johan var lidt sværere at få ud af hovedet. Tider som denne, hvor han var umulig at glemme. Specielt lige i det øjeblik, hvor han trådte ind ad døren. Han var stangstiv, det kunne hun nemt se, for i hånden holdt han en tom flaske, og hans skridt var usikre. Hans jakkesæt var plettet, (igen) og hans ellers før så finredte frisure var uglet og pjusket. Hun smed koppen på bordet, rejste sig fra stolen, og løb ham i møde. Hun nåede hen til ham lige i tide til, at han kunne brække sig ud over hendes nye sko. Dette var heller ikke første gang. "Så skat, skal vi få dig i seng?" Hun prøvede at indskyde en smule medfølelse i hendes stemme, selv om alt hvad hun følte var frygt og had. "Du skal sgu ikke tale til mig, som om jeg er fem år gammel!" Udbrød han vredt og en smule sløret. Charlotte undskyldte straks, og denne gang kunne man tydeligt høre frygten i hendes stemme. "Og hvorfor står du bare her? Du skal tørre det der op!" Han lød endnu mere irriteret end før. Hun løb straks ud på badeværelset for at hente moppen, imens hun bad til, at han ikke ville gøre hende fortræd. Bare denne ene gang, tiggede hun. Bare i aften. Da hun løb tilbage med moppen, havde han sat sig i deres seng. "Kom herind, skattepus," mumlede han. "Men du sagde, at jeg skulle moppe op!" hylede hun ulykkeligt. "Kom så herind!" brølede han tilbage, vreden mere end tydelig i hans stemme. Hun sukkede, smed moppen, og gik stille og roligt ind på værelset. Han klappede pladsen ved siden af sig på sengen, og hun satte sig ned. "Hvad skal vi så lave nu?" spurgte han, og hans hentydning var åbenlys for hende. Han lænte sig ind mod hede, og hans ånde stank af alkohol. "Vi har begge arbejde at se til imorgen... " protesterede hun, og lænte sig væk fra ham. Han tog brutalt fat om hendes hofter og maste hende ind til sig. "Det betyder altså nej... " mumlede hun halvkvalt, idet han smed hende ned på sengen. "Hold op, Johan. Vil du ikke nok?" Hun kunne mærke tårene presse sig på. Han begyndte febrilsk at prøve på, at knappe sin skjorte op, selv om det var nær umuligt med hans rystende hænder. "Nej!" skreg hun, og skubbede ham hastigt væk fra sig. Det tog ham et øjeblik at opdage hvad der lige var sket. Hun havde sagt ham imod. Johans hånd fløj ud og ramte hende hårdt ved kæben. Tårene var allerede begyndt at trille ned af kinderne på hende.

I værelset ved siden af kunne Anne høre stemmer. Stemmerne var meget højlydte, endda så højlydte, at de havde vækket hende. Hun kravlede ud af sin seng, åbnede døren, og bevægede sig lydløst hen mod den åbne dør til hendes forældres værelse. Hun fik straks store øjne, da hun så sin far. Han slog på mor, igen og igen. Hun løb hen til dem, og begyndte at råbe og skrige af sin far. "Hold op!" hylede hun, "Man må ikke slå!" Hendes far stoppede. Han vendte sig rundt mod hende, og gav hende en lussing så hård, at hun tumlede bagover og faldt ned på gulvet. Anne brast i gråd med det samme. Da ændredes udtrykket i Charlottes ansigt. Hun var ikke bange længere. Hun løb ud til sin datter, samlede hende op, og lukkede døren bag sig. Hun låste den derefter lynhurtigt med den lille nøgle, der lå på bordet. "Hvad fanden tror du lige du laver!?" råbte Johan, og for en gangs skyld var der en smule frygt og desperation i hans stemme. Charlotte svarede ikke, men løb bare ud i den kolde sommeraften med hendes datter i armene. Hun ville aldrig se ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...