Night of the Hunter

Formskifteren Vince bor alene ude i skoven, uden venner, og kæmper for sin egen overlevelse. Men når man forelsker sig, går meget galt. Især når man forelsker sig i nogen, fra de ondes klan. Men hvis hun viser at have de samme følelser, kan man jo glemme det? Men det er Victorias far ikke enig i, da hun helst ser hende gift med en anden. Kan Vince alligevel få hende, eller vil det aldrig gå?

13Likes
24Kommentarer
1925Visninger
AA

4. Hej!

Hele natten havde jeg bare lagt og drejet mig, uden at kunne falde ordentligt i søvn. Jeg var bare vågen. Og kun fordi hende pigen igen og igen dukkede op i mine tanker. Hendes brune hår, hendes ansigt, hendes krop, hendes stemme. Alt ved hende, ville ikke forsvinde fra mine tanker.

"For pokker."

Mumlede jeg lavt, mens jeg lagde mit ansigt i mine hænder. Jeg sad i min 'hytte', et gammelt skur, inde i køkkenet. Jeg fjerne mine hænder fra ansigtet, men lod mit hoved hvile i mine hænder, mens jeg kiggede opgivende på min morgenmad. Pludselig var jeg ikke sulten længere. Jeg sukkede tungt, rejste mig op, og pakkede maden væk igen. Den skulle jo helst ikke gå til spilde. I denne skov, var det vigtigt med overlevelse, og bare at smide en smule ud, kunne medføre til sult.

Jeg rejste mig, og kiggede stille ud af vinduet. Det gule græs blev bøjet af den hårde vind, som lige nu strøj gennem skoven. Pludselig så jeg en bevægelse inde i skoven. En gylden pels, som glimtede i den svage sols lys. En løve. Den kom tættere og tættere på hytten.

"FUCK!"

Udbrød jeg. Jeg havde troet de ikke ville opdage hytten, når den lå så tæt mod skovbrynet. Og alligevel havde en af løverne forvildet sig her ud. Den gik med smidige bevægelser helt hen til hytten. Jeg skyndte mig hen til vinduet, åbnede det, og sprang hurtigt ud. Jeg forvandlede mig hurtigt til en ulv, og løb med hurtige skridt ind i skoven. Jeg kunne høre fuglene som var lige over mit hoved. Deres smukke sang, selvom de snart alle ville være væk. De ville være fløjet mod et varmere sted.

Pludselig hamrede nogen ind i min side, og skubbede mig hen langs jorden. Jeg begyndte at bide mod min modstander, men han var stærkere. Jeg lukkede mine øjne. Så forvandlede jeg mig opgivende til menneske, og åbnede endnu en gang mine øjne. Jeg kiggede lige ind i nogle menneske øjne. Smukke grønne øjne, med en tynd brun ring, omkring pupillen. Pludselig rødmede jeg. Det var ikke en mand, men en kvinde som lige nu holdt mig ned mod jorden i et fast greb. Og ikke nok med det. Det var pigen fra i går.

"Hej."

Sagde hun smilende. Jeg blinkede bare forvirret med øjnene. Hun havde næsten lydt... venlig? Men... hun var en af de 'onde'. De var ikke venlige! Ikke mod sådan en som mig.

"Er det dig der bor ude i den hytte?"

Spurgte hun, med skinnende øjne. Hun rejste sig op, og rakte en hånd ned til mig. Jeg tog den forsigtigt, og lod hende hjælpe mig op. Så nikkede jeg forsigtigt.

"Hvorfor løb du?"

Spurgte hun så. Hvad skulle jeg sige? Jeg løb fordi jeg var bange? Men... det ville da være pinligt! At indrømme at jeg havde været bange for hende. I stedet trak jeg bare på skuldrene, med et opgivende ansigts udtryk. Pigen kiggede på mig med spidsede læber. Så spurgte hun;

"Er du stum?"

Det fik mig til at grine.

"Nej, nej jeg er ikke stum." Grinede jeg til hende. Hun begyndte også at grine, med en latter som ville få en harpe til at lyde forfærdelig. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på hendes smukke ansigt. Det her kunne ikke være godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...