En efterårsaften

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2012
  • Opdateret: 14 feb. 2012
  • Status: Færdig
Heksen er spæret inde i et tårn. En heks kan ikke dø, kun ældes. Heksen kan kun overleve, det er hendes forbandelse. Hun er dømt til at sidde i tårnet til evig tid.
En novelle i fire dele

1Likes
0Kommentarer
1378Visninger
AA

3. Den opdagende mand

Manden er helt almindelig med kort spidst hår. Han er mere høj end han er lav, og hans venlige udtryk viser straks, at han ikke er helt dum. Manden er opdager. Eller, det er han i hvert fald nu, for han har opdaget noget stort. En enorm slette, smuk og frodig, og ikke betrådt af menneskefødder i hvert fald en generation... Og selvom det næsten er mørkt lyser den op. Og midt i skønheden står et tårn, som er i virkelig dårlig stand. Han går rundt om det et par gange og finder ud af, at der ikke befinder sig en dør i tårnet. Manden bliver glad, for selvom han er smuk og klog, er han ikke ligefrem den modigste. Manden vælger at ligge sig til at sove i det bløde græs. Og da han lægger sig ned i det, mærker han hvor varmt det er. Det er lige præcis den temperatur som er mest behagelig, ja næsten bedøvende...

Manden vågner ligeså stille. Han er stadig træt, men han føler han skal stå op. Græsset er ikke længere blødt, det stikker. Han sætter sig op og ser sig omkring. Den slette han i aftes syntes var så flot og fantastisk, var nu bare ... en mark. En mark og et tårn der burde ombygges. Marken er på alle måder kedelig. Stikkende græs og kun få stereotypiske blomster. Opdager er han i hvert fald ikke. Den ”magi” der var over stedet i aftes er væk. Manden rejser sig og skal til at gå, da han hører en sagte stemme: ”Hallo”. Manden vender sig chokeret rundt. Han troede, han var alene. Han gennemsøger hurtigt sletten med øjnene, men han finder ingen. Så hører han stemmen igen. ”Heroppe” Manden løfter hovedet og ser en gammel, gammel kvinde stå og kigge nysgerrigt på ham i et tårnvindue, han i hvert fald ikke har set før. ”Goddag, min unge ven” råber den gamle kvinde. Manden er målløs.”Goddag," svarede han.”Kunne De gøre mig en tjeneste, min gode ven. Jeg vil gerne ned fra dette afskyelige tårn, men min ryg kan ikke klare trapperne. Kan de hjælpe en god gammel dame som jeg?” Hun lød rar, som en gammel bedstemor. Han vil gerne hjælpe hende, helt klart men... ”Hvordan er De egentlig kommet op i dette tårn?” ”Af døren” Hendes selvfølgelige stemme får ham til at kigge ned på dørens plads, og ganske rigtig, der står en dør. Men døren er ikke så gammel, som den burde være. Den er faktisk ny. Spritny. Og hvorfor så han den ikke i går? Men det er vel også lige meget, han må hjælpe den magre kone.      Imens han går op af trapperne, forstår han godt, hvorfor den gamle dame ikke ville gå ned af dem. De er stejle. Endelig når han toppen, og en dør kommer ham i møde. Denne dør er dog ikke ny, faktisk så gammel at den næsten ville forvandles til støv ved en enkelt berøring. Manden tager i det slidte dørhåndtag, og døren åbner med en stille knirken. Da han ser den ældre dame, bliver han helt forbløffet. Det er som om, at der ligger en anden kvinde bag hende. Som om at den ældre del, kun er et skind. En gammel slangeham. Men der er noget beroligende over kvinden. Hendes runde smil ligner det, som hans mor plejer at sende ham. Hendes rynkede skrøbelige hænder udtrykker en rolighed, som manden næsten er fortryllet af. ”Hjælp mig, hvis De vil være så venlig”, siger hun med sin både venlige og ivrige stemme. Manden går lige så stille nærmere, og jo længere han kom, jo flere detaljer ser han. Der gemmer sig blå farve i de ellers sorte øjne. Hist og her er hendes hår ikke gråt, men lyst, og hendes rynker ligner modellervoks sat på med dårlig lim. Men hun smiler. Hun smiler et smil ingen kan modstå. Manden må hjælpe hende. Han rækker ud og tager hendes hånd. Hun smiler. Smilet udvides. Manden mærker et stik i hånden. Det breder sig. Når op til hans albue, ud i hele hans krop. Det gør ondt nu. Som om manden har rørt ved et stødhegn, men holder fast.  For manden kan ikke slippe. Og for hver sekund han stadig holder fast i damen, gør det mere ondt. Han vælter, men hun holder stadig fast i ham. Kvinden forandres. Hun bliver yngre. Hun smider sin ham. Hendes øjne bliver blå, rynkerne flades ud. Hun bliver ung. Og manden... manden bliver ældre, men han bemærker det knap nok selv. Han lukker øjnene og falder langsomt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...