En efterårsaften

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2012
  • Opdateret: 14 feb. 2012
  • Status: Færdig
Heksen er spæret inde i et tårn. En heks kan ikke dø, kun ældes. Heksen kan kun overleve, det er hendes forbandelse. Hun er dømt til at sidde i tårnet til evig tid. En novelle i fire dele

1Likes
0Kommentarer
1312Visninger
AA

1. Den engang så smukke heks

Det er så mørkt i hendes tårn. Så stille, så mørkt. Men ude over sletten; der er der lyst. Ude over den lange fortryllende slette bor himlen. Kvinden stirrer mod en slette, der aldrig sover, aldrig er mørk. For kvinden har stået i tårnet i lang, lang tid. Al for lang tid synes hun selv. Hun kan ikke huske en tid, hvor hun har været andet end radmager, andet end gråhåret. Og selvom hun ved, at hun engang var ung og henrivende smuk, mærkes den tid som århundreder for hende. Dengang ville enhver mand dræbe for at få lov til at se ind i de blå skønheder, man kaldte øjne.

 

Hun var nomade. En smuk rejsende nomade, som havde alt, hvad hun havde brug for i en lille brun taske. Og det var uforståeligt. Hvis en heldig mand fik lov at se hendes taske, ville det blive kommenteret. Kvinden fik ikke lov at hvile, før hun fortalte hvad der end lå i denne lille taske. For der kunne ikke være meget i den. I hvert fald ikke det uldne skindtøj, som kvinder som hende plejede (og burde) bruge. Men kvinden ville intet fortælle. At blande sig var ikke noget hun syntes om. Kvinden som rejste fra by til by, sagde faktisk ikke ret meget.  Hvis man spurgte hende, hvad hun lavede (for hustru var hun ikke), svarede hun kort og bestemt: ”Jeg hjælper”. Kvinden havde mange penge. Hver gang hun kom til en ny lille landsby, gik hun hen til den nærliggende kro og bestilte et lille værelse, men med et rundhåndet beløb. Folk snakkede altid. Hvis hun havde så mange gyldne penge, hvorfor så rejse? Hvorfor ikke have skønt og fint tøj? Hvorfor ikke leve som alle andre rige adelhustruer, og hvorfor ikke have en skøn og rig ægtemand? Men kun få mænd havde modet til at spørge hende, og de der gjorde fik små sparsomme svar tilbage. Morgenen efter kvinden ankom, gik hun en lang tur rundt i landsbyen. Faktisk bankede hun på hvert eneste af landsbyens små døre. Og hver gang en af de små brune trædøre blev åbnet, spurgte hun: ”Kan jeg hjælpe?” De fleste forstod ikke et af de tre ord. De brugte næsten altid intetsigende stilhed som svar. Så vendte kvinden rundt uden et ord og gik videre til den næste dør. Nogen gange, måske kun to tre gange på en landsby, svarede dørens ejer: ”ja”. For han vidste udmærket, hvad kvinden snakkede om. Åbneren – nogen gange en stuepige, nogen gange husets mand – viste kvinden ind i et rum. Rummet var som regel trist. Ikke på grund af de kedelige grå vægge, heller ikke på grund af den sparsomme møblering. Rummet var trist, fordi der sad en udmattet dødeligt syg person derinde. ”Kan du hjælpe” var det første spørgsmål, der blev stillet. Kvinden vurderede personen – nogen gange et barn og nogen gange en hustru. Næsten altid svarede hun sagte: ”Ja, det kan jeg,” og så åbnede kvinden sin lille brune skindtaske, tog nogle blade op og gjorde sin magi...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...