I can feel your heartbeat ❦ Bruno Mars

Som en ægte dagdrømmer, har jeg valgt, endnu en gang, at skrive en af mine tusinde dagdrømme herinde. Denne gang, handler den om Bruno Mars. Jeg har dagdrømt drømmen to dage i træk, og jeg har tænkt rigtig meget om den. Jeg springer dog rigtig meget, og hver gang jeg springer, skriver jeg "***" så I ved jeg har sprunget. Når jeg skriver med skriften "blokcitat" er det fra Bruno's synsvinkel, og når jeg ikke gør det, er det fra Emily's.

8Likes
17Kommentarer
1518Visninger
AA

2. Volando con el amor ♥

Som jeg sad der, på den mørke café om aftenen, havde jeg ingen idé om mit liv ville ændres forevigt, blot ved at kaste et blik på en smuk kvinde, der sad få pladser fra mig. Jeg var udmattet og træt efter dagen der var gået, og jeg overraskede mig selv, bare ved at træde ind på den café, med viden om der først ville gå noget tid, for jeg orkede at rejse mig og tage hjem. Efter jeg havde drukket en lille drink, jeg absolut elskede, kunne jeg se en pige sidde længere henne, stirrer ud i luften. Det lignte, hun havde fuldstændig glemt at hun var på et offentligt sted, og at andre mennesker kunne se hende. Ved siden af mig, sad en af mine venner, der straks bemærkede jeg kiggede på en pige. 

”Hvad venter du på, dude? Gå dog hen og snak til hende! Det er sgu også noget tid siden, du sidst har haft en dame ved din side.” Han snakkede med vilje lavt nok til pigen ikke kunne hører det, men højt nok til jeg ikke kunne undgå af hører det. Jeg kiggede kort hen på ham med et nervøst blik, der viste jeg ikke havde lyst, men det endte med han fik mig til at gå hen imod pigen, og snakke med hende. På vej til hende, som blandt andet føltes som kilometer for mig, havde jeg plantet mine hænder i mine bukselommer, og jeg kunne allerede mærke sveden på min pande. Jeg mente ikke, jeg var specielt god hos kvinder, men sådan tænker de fleste vel.

”Øh .. hej.” Hun kiggede op og mødte mit blik. Hun havde de smukkeste krystal-blå øjne. Hendes øjne, var det allerførste jeg lagde mærke til, selvom alt ved hende faktisk var smukt. Hendes smil lyste hele rummet op, og dét, fik mig især til at kæmpe videre, selvom hun sikkert syntes jeg lød som et kvaj. Der var noget jeg ønskede højere end at hun kunne lide mig.

Jeg ønskede, at hun ikke ville udnytte mit status som berømthed.

***

Tre skønne måneder var der gået, med min dejlige kæreste, Emily McCartney. Hendes navn var smukt, men hun kunne ikke selv lide det. Jeg kunne ikke andet end at spørger hvorfor hun syntes det. Det var jo et fantastisk navn, selvom det måske var brugt meget rundt omkring i verden

Mig og hende, sad på sofaen i mit store hjem, og gjorde faktisk intet andet end at kysse og kramme, som alle andre forelskede par. Jeg havde omfavnet hende, kysset hende, sagt jeg elskede hende. Jeg ville gøre alt for hun ville vide med sikkerhed, at jeg elskede hende.

Selv hvis hun hadede mig, hvis hun forlod mig med et knust hjerte, hvis hun sagde jeg aldrig skulle tale til hende igen, ville jeg sige til hende jeg elskede hende. Jeg ville forhindre hende i at forlade mig, og jeg ville kæmpe til det sidste. Jeg ville beskytte hende imod alt, selvom det måske ville forårsage til jeg måtte tage på skadestuen. Hver gang hun sagde hun elskede mig, blev jeg så lettet. Jeg var så glad for hun elskede mig.

***

Flyttekasserne fyldte det meste af lejligheden. Alle mine ting, var pist forsvundet. Selvom det var som at få en kniv stukket i hjertet, føltes det rigtigt. Jeg havde aldrig bemærket hvor stor stuen endelig var, og hvor luftig soveværelset var. Det var som om jeg først fandt lejlighedens gode ting, da jeg skulle flytte ud.

Jeg kunne hører nogle skridt af mig, som jeg på forhån allerede vidste hvem de tilhørte. Han lagde sine arme om mig, og kyssede mig i håret. Hans tilstedeværelse gjorde mig lykkelig, selv hvis noget forfærdeligt lige var sket.

”Er du sikker på du vil det?” mumlede han, stadig med armene rundt om mig. Jeg havde det som om det var dér jeg rigtigt skulle træffe min beslutning. Hvis jeg sagde ja, var der ingen vej tilbage, og hvis jeg sagde nej, ville jeg havde skyldfølelse i meget lang tid.

”Ja,” svarede jeg, bevidst om det var det rigtige svar. Og det var det. Snart, ville der ske noget fuldstændig fantastisk. 

Jeg skulle flytte ind hos ham.

***

Det var koldt udenfor, og jeg var derfor rigtig glad for at komme ind i varmen igen. Jeg kunne se døren ind til huset længere henne, men det tog noget tid, før jeg gik derhen. Jeg indåndede den dejlige duft der var, og drejede så om håndtaget. Da jeg havde åbnet døren, så jeg noget, der fik tårene til at vælte ned af min kind. Mit hjerte bankede hurtigt, men det føltes som om den havde fået stukket en kniv i sig. Jeg vidste jeg ikke overreagerede.

Sådan reagerer de fleste da, når de ser deres kæreste rå snave med en anden pige.

Min krop var ved at belaste, men jeg fik alligevel mig selv, til at løbe hele vejen ud af huset, og ud på gaden, hvor en masse mennesker gik rundt. Mens jeg løb igennem alle menneskerne, med tårene løbende ned af kinderne, kunne jeg hører hans råb.

Jeg nægtede at stoppe op og lade ham snakke. Jeg ville ikke tilgive ham, selvom han måske ville prøve at få mig på bedre tanker. Jeg følte mig som en idiot, efter det der lige var sket. Hvad hvis han havde været mig utro i flere måneder, uden jeg havde opdaget det? Så ville både ham og jeg være en idiot.

Det lignte ham bare ikke at være utro. Jeg ville aldrig nogensinde kunne forestille mig ham, være utro, indtil da jeg faktisk så det for øjnene af mig. Tanken om det, får mig bare til at græde endnu mere.

”Emily, tilgiv mig! Undskyld! Du kan ikke bare gå! Det .. det kan du bare ikke!” Jeg endte med at så foran min mors hus, og vente desperat på hun åbnede op.

Da hun åbnede op, så hun hendes egen lille pige, som der for første gang, havde fået hendes hjerte knust af en dreng.

***

Jeg stoppede op, og kiggede ud i luften.

Jeg havde mistet hende. Hun forlod mig, men hun havde også en god grund til det. Det var mig, der var et fjols. Mig der fik hende til at græde, og føle sig udnyttet. Jeg ville ønske jeg kunne snakke med hende igen, og egentlig bare håbe på hun ville tilgive mig. Én ting vidste jeg da. Jeg ville prøve at vinde hende tilbage.

Da jeg stod der i kulden, og kunne mærke folks blikke hvile på mig, kunne jeg pludselig mærke mit hår blev vådt. Jeg kiggede op, og så vand ryge ned fra himlen.

Det regnede. I det øjeblik jeg fandt ud af jeg havde mistet hende.

***

Jeg havde overnattet hos min mor lige siden det skete. Jeg turde ikke tage over til ham, og få mine ting tilbage. To sølle uger var gået, men det følte som flere måneder, fordi jeg slet ikke havdet været sammen med ham. Det var det rigtige at slå op med ham, men det hele var så gråt og trist uden ham. Det var som om, alt glæde var forsvundet fra verden.

Jeg sad inde på mit værelse, og læste i en af mine mors bøger. Bogen var ikke speciel spændende, men jeg kedede mig, og blev derfor ved med at læse.

***

Jeg stod udenfor hendes mors hus, og bankede på døren. Jeg håbede inderligt på hun var der, og jeg kunne snakke med hende. Jeg var forberedt på hendes mor ville have jeg skulle gå. Jeg vidste, at hvis hun bad mig om at gå, var Emily der også.

”Åh, det er dig. Hun er her ikke, så du kan lige så godt gå.” Hun stod ved døråbningen, men jeg gik forbi hende, og kiggede overalt efter Emily. Hun måtte være der et sted.

Jeg fandt ud af hvor hun var, da jeg kunne hører et sødt nys inde fra et soveværelse. Jeg stod foran døren, endte med at læne mig op af den, og begyndte at tale, med håb om hun kunne hører det. 

”Emily, jeg er så ked af det. Det jeg gjorde var forkert, klamt, egoistisk, dumt og forfærdeligt. Uanset hvad jeg siger, vil du sikkert alligevel ikke tro på mig, men jeg vil så godt jeg kan, prøve at overbevise dig om, at jeg ikke elsker hende. Jeg elsker dig, og det ved jeg du ved. Det gør ondt at sige det her, men det var hende der startede med at kysse mig, og jeg kyssede en smule med. Men kun fordi jeg var stresset. Jeg havde planer om at gøre noget helt specielt for dig, men så kom hun, og hun lagde straks an på mig. Jeg kan ikke klarer mere tid uden dig. Hvert minut, føles som år, uden dig. Tilgiv mig .. jeg er så ked af det..”

Døren åbnede sig langsomt, og jeg kunne se Emily med tårer i øjnene. Jeg havde selv tårer i øjnene, ved at tænke på hvad jeg havde gjort. 

Jeg trak hende ind til et langt og kærligt kram, og kyssede hende på hendes pande.

***

Det var dejligt at have en aften ude, sammen med Bruno, som han så gerne ville kaldes. Vi spiste på en meget fin resturant, og vi havde endda formelt tøj på. Det var fint nok, det var jo faktisk vores tre års dag, så det var meget belejligt at have pænt tøj på.

Der var ikke ret mange, og det var jo godt, ellers ville en masse mennesker stirre hen på os, fordi min kæreste tilfældigvis var berømt. Det var svært at fatte, at det kun var tre år siden, at jeg sad på den lille café, med ingen idé om jeg snart ville blive forelsket som aldrig før.

”Emily, jeg har faktisk noget jeg vil sige..” sagde han pludselig lavt, men med et smil på læben. Han tog fat i min hånd, og nussede den, mens jeg nikkede. Jeg begyndte også at smile, da han atter talte.

”Jeg har aldrig nogensinde troet at jeg skulle blive så forelsket i en, som jeg er med dig. Jeg har aldrig troet jeg kunne elske en person så højt. Nu hvor jeg har dig, og er så forelsket i dig som jeg nu er, vil jeg aldrig nogensinde lade dig forlade mig. Det er nu tre år siden, at jeg så dig på caféen, og tænkte gud, hvor er hun dog smuk! mens min ven snakkede løs. Vi har været igennem en hel masse ting. Nærmest igennem alle de ting, som der kan ske i forhold. Vi har haft skænderier - nogle større end andre. Du er flyttet ind hos mig, og vi har endda været adskilt i to ugers tid. Der kun én ting vi mangler. Du har måske allerede fundet ud af, hvor jeg vil hen med det her .. Men ..”

Jeg havde tårer i øjnene, men jeg brød først rigtigt sammen, da jeg så ham gå ned på knæ, og trække en sort æske frem, hvor der var en gudesmuk ring i. Ringen var af guld, og den havde en smuk sølv diamant i, som skinnede kraftigt men elegant, i lyset.

”Emily Angelina McCartney, vil du gifte dig med mig?”

Jeg græd, jeg kunne næsten ikke trække vejret, og mine hænder rystede fuldkommen. Det så ikke ud af meget, men det føltes som om jeg var ved at få et hjertestop.

Jeg havde aldrig troet nogle ville fri til mig. Jeg havde altid været den grimme lille pige i skolen, ingen som helst gad at være kærester med. Jeg vidste, at hvis jeg blot drømte om at jeg havde en kæreste, ville det gøre ondt på mig. Jeg ville drømme for meget, og leve for lidt i virkeligheden.

”Ja.”

***

Som jeg stod der, iført mit fineste tøj, med en masse mennesker der kiggede på mig, var det eneste jeg tænkte på, at se min pige, komme gående hen imod mig. Jeg ønskede at se hendes i hendes forhåbentlige smukke hvide kjole, med brudepiger i hælene. 

Jeg fandt faktisk først ud af hun var på vej hen imod mig, da alle de andre rejste sig op, og kiggede på hende. Nogle havde lommetørklæder fremme, mens andre blot dækkede deres ansigter med deres hænder. De blev alle rørte, mens jeg bare nød synes af min elskede.

”Så tilspørger jeg dig Peter Gene Hernandez: Vil du have Emily Angelina McCartney, som hos dig står, til din ægtehustru?”

”Ja.”

”Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad?”
”Ja.”
Nu kom det værste, eller det bedste. Det var hendes tur til at sige ja .. eller nej. Jeg frygtede hun ville sige nej, og efterlade mig i kirken med et knust hjerte. Hun så ellers ud til at være rigtig glad, så måske var hun ikke ude på at sårer mig alligevel.
”Ligeså tilspørger jeg dig Emily Angelina McCartney: Vil du have Peter Gene Hernandez, som hos dig står, til din ægtemand?”
”Ja.”

”Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad?”

”Ja.”

Sikke en lettelse. Da præsten sagde jeg godt måtte kysse bruden, var jeg parat på at give hende et kys, et kys hun ikke ville glemme foreløbig.

Jeg kyssede hende ømt, og jeg blev ved. Jeg stoppede det slet ikke, fordi jeg var så lykkelig, og var glad for vi kunne kaldes et ægtepar. 

Vi var skabt for at gøre hinanden lykkelige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...