Alene

Leah's mor drikker. Hun må derfor klare sig selv - og hendes mor. År efter år har hun prøvet at skjule morens druk. For hun vil ikke på børnhjem. Men efterhånden bliver det for meget at leve på en løgn...

1Likes
2Kommentarer
1063Visninger
AA

1. Start et sted

Det var regnvejr. Det øsede ned. Jeg lænede panden op af ruden. Den var kold, men jeg var ligeglad. Jeg ville bare sidde der, og se på byens trafik. Sidde der, i mine egne tanker. 

"LEAH!" Skreg mor. Jeg sukkede. Hun var fuld. Det var hun tit. Hun drak altid. Behandlede mig som hendes tjener. Jeg skulle gøre rent, vaske tøj, og rydde op i huset. Gøre alt det, som en normal mor ville gøre. Sådna har det altid været. Ihvertfald siden far forlod os.

"LEAH! NU KOMMER DU HER!" skreg mor igen. Jeg sukkede, og bevægede mig langsomt ud til hende Min mor lå på gulvet oven på tomme, knuste ølflasker og masser af øl. Hun var i færd med at bælde en tuborg pilsner. Hun stivnede så snart hun så mig. Hun stirrede på mig med store, tomme øjne, og et anspændt ansigt.

"Er du okay, mor?" spurte jeg roligt, og begyndte så småt at samle nogle glasskår op fra gulvet.

"OKAY!? HVORNÅR HAR JEG IKKE VÆRET OKAY!?"  Skreg hun, mens det sprøjtede ud med øl.  Jeg sagde ikke noget. Fortsatte bare mit arbejde.

"HVAD FANDEN ER DET DU LAVER NU!? GØR DOG FOR HELVEDE HVAD JEG HAR BEDT DIG OM!" Hun kastede en ølflaske efter mig, men hun var så fuld, at hun ramte mindst 1 meter, ved siden af. 

"Hvad har du bedt mig om, mor?" Jeg bevarede min rolige stemme. 

"Mor?" spurgte jeg, da hun ikke svarede. Jeg så på hende. Hun sov. Jeg sukkede, og fik ryddet op efter min mors druk. Derefter fik jeg med besvær båret hende op på køkkenbordet. Det var her hun sov.  Vi boede i en etværelseslejlighed., og der var derfor ikke så meget plads. Hun sov på køkkenbordet, og jeg på gulvet. Vores senge, og vores sofa havde jeg forlængst solgt, for at få penge til aftensmad. For mor arbejde ikke. Jeg var babysitter, delte aviser ud, luftede hunde, og samlede flasker. Men det dækkede stadig ikke mors ølbehov, når der også skulle købes mad.  Jeg lagde et tæppe over mor. Kyssede hende forsigtigt på kinden, og tog hendes hånd. Det gjorde jeg tit. Sad bare der, med min mor i hånden. Måske fordi at det var det tætteste, jeg kom på en rigtig mor.  Det bankede på døren, men jeg orkede ikke at åbne den, og høre på viceværten der altid undrede sig over mors råben og skrigen. Der undrede sig over hvorfor vi ikke brugte vand, og el. Der undrede sig over at det altid var mig der købte ind. Der undrede sig over at jeg altid kom slæbende med pilsnere. Jeg hadede ham. Jeg kunne ikke klare synet af ham. Faktisk var han vældig flink, men jeg hadede ham stadig. Jeg var bange for, om han skulle finde ud af det med min mor. For så ville jeg blive sendt på børnehjem, Væk fra mor. Selvom hun drak var hun trods alt min mor. Jeg klemmede min mors hånd, og lagde mig under tæppet sammen med hende. Min mave rumlede. Jeg havde slet ikke fået noget at spise hele dagen. Køleskabet var tomt. Viceværtens banken blev hårdere og hårdere.

"HALLO!? Leah, det er mig Klaus!" Nå ja, forresten hed han Klaus.

"Leah, jeg har en burger med fra MCDonalds, hvis du er sulten. Den er stadig varm!"  Den burger lød nu ret fristende. Min mave trængte også til det. Jeg listede i mørke hen til døren, og åbnede døren på klem.

"Hej," smilede han. Han stod med en bakke med burger, pommesfritter og cola. 

"Hej," mumlede jeg ligeglad.

"Jeg tænkte at du måske var sulten," Han smilede stadig, og rakten bakken med mad, frem mod mig. Men jeg viftede den væk med hånden.

"Hvorfor skulle jeg være sulten?" spurgte jeg og åbnede døren helt, så jeg kunne se ordenligt på ham. Han stod der i slidte cowboysbukser, og en laset hvid T-shirt. Han smilede venligt, og alt ved ham sagde bare:

"Hej, jeg er Klaus, jeg er en lalleglad idiot, der vil gøre alle glade!" Lige til at brække sig over.

"Det ved jeg ikke... Du så bare sulten ud," prøvede han, og søgte mit blik, som jeg aldeles ikke ville give ham.

"Du så mig jo ikke før nu?" Jeg lød mere og mere ligeglad, længtes bare efter den burger. Men først måtte jeg rense mit ry, så jeg ikke skulle opsøges af nogle børnehjemsfolk.

"Nej, det øh... det gjorde jeg vel ikke," han så forvirret rundt, og prøvede at komme med en god forklaring.

"Så hvorfor troede du at jeg var sulten!? " Min stemme var blevet en anelse vred, og han fik nærmest et chock.

"Leah, du er bare så tynd. Du ved, unaturligt  tynd. Jeg mener, jeg kan se dine knogler når du har tøj på. Jeg vil bare sikre mig, at du får nok mad," han rakte endnu engang bakken med mad, frem mod mig, og denne gang tog jeg imod den.

"Tak," mumlede jeg og tvang et smil frem, der sikkert ikke lignede et smil. 

"Hvordan kan sikre mig at du spiser den?" smilede Klaus, men jeg vidste at han mente det.

"Jeg kan spise den nu," sagde jeg, og tog fat på maden. På under to minutter var burgeren, pommesfritterne, og colaen væk. Men jeg var langt fra mæt. Jeg rakte ham, uden at sige noget, bakken. Så lukkede jeg døren, og listede tilbage til mor. Min fulde mor. Vidste at det ikke altid kunne være sådan. At jeg tog mig af min mor. Vidste at jeg måtte starte et sted. Fra begyndelsen. Men jeg vidste også, at jeg ikke ville.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...