Hende

Hun forsvandt i mængden. Mængden af ubetydelige mennesker, der alle stressede og ikke standsede op.

Endnu en kort tekst, blev inspireret af en hjemløs i bussen på vej hjem, skrev dette bagefter. Husk at købe: "Hus forbi," du støtter den du køberavisen af med 8 kr.

0Likes
0Kommentarer
679Visninger

1. Hende

Hun forsvandt i mængden. Mængden af ubetydelige mennesker, der alle stressede og ikke standsede op. Hun så på sine hænder, de små fingre som var begyndt at få rynker. De frøs, hun frøs. De kender hende ikke, og hun kender ikke dem. Forskellen er dog, at hun gerne vil kende dem.   Hun var som et lys i vinden, aldrig tændt altid slukket. Hun var som dem, et menneske. Ingen viste hende respekt, børnene måtte ikke så meget se på hende. Ingen ville hjælpe, ingen ville støtte. Man kunne se de frosne tårer på hendes kinder, de røde kinder. Hun prøvede desperat, så meget som hun kunne. Men alt er til tider ikke nok, ikke her. Hun satte sig til rette i bussen, hun havde en pose McDonald’s i skødet. Aftensmaden bestod tit af det fedtede, olierede og usunde mad. Det var billigt, det var hvad hun havde råd til. Hun var fattig, mere end os andre der bor i lejligheder og klager. Hun delte sin mad med ham, ham der intet havde og intet kunne give. Ham der ville sidde ved siden af hende, og anerkende hende. Han tilbød en øl, det som tager smerten, gør at man intet føler. Hun afslog tilbuddet, og skulle stå af. Hun måtte ikke være i bussen mere. Hun mærkede de kolde, is belagte fortov på kinden og smerten i armene. En mand så hende, men kiggede væk. Hun råbte, hun kunne ikke gå. Han kunne, og gik videre. Hun kiggede op i stjernehimlen, deroppe var alt muligt, deroppe var alle ens. Kulden holdte hende i armene, sikkert og bestemt. Hun forlod verdenen med sin trofaste ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...