Tick Tack~ It was a lie.

En dag kom han, For at besøge mig: Pigen som var blevet sendt på gaden af sin egen mor. De hårde og kolde, fattige stræde i Seoul. Til sidst tog han mig med, med til et sted hvor der var mad, varme og Kærlighed. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at han ikke var den, han sagde han var. Men da var det allerede for sent. Tiden går for hurtigt. Jeg ville ønske jeg kunne ændre det. Mianhae Dongho-ah.

11Likes
140Kommentarer
2725Visninger
AA

4. Today, tomorrow, everyday.

Han rørte mig let på armen, og sagde med en nynnende stemme: "Hvis du viser vores gæst ud nu. Skal jeg nok vente på dig ovenpå." han aede mig blidt på armen, så jeg fik kuldegysninger ned af ryggen. Dog turde jeg ikke sige ham imod. Hvad nu hvis han slog mig, eller endnu værre: Fyrede mig. Det her var det eneste job jeg kunne få. Ellers ville jeg hurtigt dø af sult eller kulde.

Jeg åbnede munden svagt for at sige noget, men i samme øjeblik rejste Dongho sig, og puffede min chef væk fra mig. "Det tror jeg ikke hun vil. Jeg går i værtfald heller ikke nogen steder uden hende. Jeg formoder hun har fri nu." Han tog min hånd og rev mig op fra stolen. Han ventede ikke svar fra min chef, men vendte sig om og trak mig med ud i regnen igen.

"Hvor bor du. Lad mig følge dig hjem." Råbte han gennem regnen, så jeg kunne høre ham. "Jeg.. jeg.. Har ikke noget sted at bo." Sagde jeg, og kiggede forlegent ned i jorden. Han sukkede, tog mig i hånden igen, og begynde at gå. Jeg måtte små-løbe for at følge trit med ham, for han havde jo fat i min ene arm. Vi gik i noget tid, og jeg begyndte at fryse. Jeg rystede, og måtte bide mig selv i læben for ikke at stoppe op. Jeg anede ikke hvor Dongho førte mig hen. Men jeg kunne ikke andet end at følge med ham. Der var noget ved ham. Han føltes som en jeg havde kendt længe. 

Vi passerede et bus-stoppested, og Dongho stoppede brat. Han slap min arm, og satte sig ned på bænken, under halvtaget. Jeg rystede lidt på hovedet for at tørre mit hår lidt. Hvorefter jeg også satte mig i læ af stoppestedet. Dongho tog en rygsæk af ryggen, som jeg først opdagede nu. Op af tasken, tog han et lille håndklæde og en lille pung. Han rakte mig håndklædet, men jeg så bare uforstående på ham.

Han sukkede dybt, og pegede på mit hår. "Nåååårrhh.." Mine kinder blev svagt lyserøde, og jeg kiggede væk mens jeg begyndte at tørre mit hår. Imens fandt Dongho nogle penge i sin taske. "Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg nysgerrigt og lænede mig over mod Dongho. "Du kan overnatte hos mig i nat. Vi tager en bus et stykke nu. Jeg har ikke så mange won med, så vi må gå det sidste stykke. I morgen, får jeg en til at køre dig til restaurenten igen."

Jeg trak mig væk igen, og betragtede regnen der strømmede ned. Vejen var næsten oversvømmet, og hver gang en bil kørte forbi, hvirvlede vandet rundt, som en helt lille flodstrøm. "Bor du alene?" Spørgsmålet røg bare ud af mig, så jeg hurtigt tog mig til munden, helt forskrækket over hvordan jeg kunne føle mig så bekendt med ham. "Nej." Sagde han, og smilede et lille smil. "Jeg bor med mine seks hyungs. Er du færdig med håndklædet?" Uden svar tog han håndklædet, og begyndte at tørre sit eget hår. "Hvem er de?" Spurgte jeg, og så på ham med store øjne. Jeg kunne ikke fatte jeg skulle sove i samme hus som syv andre drenge. Det ville helt sikkert blive som et af mine værste mareridt. 

 

                                   "Because we can't spend tomorrow, like we did today."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...