Tick Tack~ It was a lie.

En dag kom han, For at besøge mig: Pigen som var blevet sendt på gaden af sin egen mor. De hårde og kolde, fattige stræde i Seoul. Til sidst tog han mig med, med til et sted hvor der var mad, varme og Kærlighed. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at han ikke var den, han sagde han var. Men da var det allerede for sent. Tiden går for hurtigt. Jeg ville ønske jeg kunne ændre det. Mianhae Dongho-ah.

11Likes
140Kommentarer
2719Visninger
AA

6. The very first.

Jeg vinkede, lidt trist til chaufførren da Dongho og jeg steg af bussen. Hvis jeg måtte, så ville jeg sidde i den bus i en evighed. Det var så fredeligt, og stort i bussen. Det var også dejligt varmt. En kuldegysning gik igennem mig, ved tanken om at vi nu var ude i kulden. Regnen var stimlet af, og det faldt nu ned, fint fra himlen. 

Jeg blev revet ud af mine tanker, de Dongho kaldte på mig; "Lara. Lara! Kommer du, eller vil du stå der resten af natten?" Han så lettere irriteret ud, så jeg skyndte mig at indhente ham, i småløb. "Vent på mig!" Surmulede jeg, og så på ham med mit hundehvalpe blik. Han var en del højere end mig, selvom jeg også var ret høj af en asiater at være. Han tog større skridt end mig. På et af hans skridt, måtte jeg næsten tage to. 

Han stoppede foran et stort hus. - I værtfald var det stort i min verden. Jeg nåede ikke at se det ordenligt, da Dongho næsten allerede var oppe ved døren. Han lukkede døren op, og en sød lille hund løb os straks i møde. Den var brun, og have små krøller. Dongho tog den op i sine arme, og sagde henrykt: "Hej min lille Ppu-ppu. Jeg er hjemme~" Hunden slikkede glad Dongho på hans hånd. Dog blev dens opmærksomhed hurtigt rettet mod mig.

Pludselig gav den et lille spædet "vuf" Fra sig, og hoppede direkte ud af armene på Dongho. Den smuttede hen til mig, og begyndte at snuse til min ene sko. "Bare rolig, den gør ikke noget. den er bare ikke så vild med fremmede." Sagde Dongho, da han så hvordan jeg kiggede på Ppu-ppu.

Dog skete der noget meget uventet. Ppu-ppu begyndte at slikke mit ben, og hoppede op af mig, som den havde gjort ved Dongho. Dongho kiggede med store øjne på den, mens hans mund åbnede sig lidt. Jeg grinede bare glad, og tog hunden op. Den puttede sig ind til min hals, og blev liggende, mens den logrede dovent men ivrigt med halen. 

Dongho rystede på hovedet, og prøvede at lade som ingenting. Han tog sin jakke af, og smed den over en knage, så tog han sine sko af, og gik ud af entreen. Helt alene blev jeg efterladt, drivvåd i en fremmedes entreen med en hund i favnen. Jeg overvejede et øjeblik, bare at gå. Men råbte i stedet lavt: "Dongho-ah? Dongho-ah?!"

Da han ikke svarede, blev jeg en smule bange. Hvad skulle jeg dog gøre. Jeg var lige ved at gå, da den smukkeste person jeg nogensinde havde set, trådte ind i entreen. "Hvorfor tog du hende hele vejen med herhjem, for så at efterlade hende i entreen? Pabo dongsaeng!" Råbte han af Dongho, og så så på mig. Han sank en klump, og var lige ved at tabe de nøgler han svang rundt med. "Hvad er dit navn?" Spurgte han, mens han kiggede op og ned af mig. Han kiggede især på Ppu-ppu der lignede en der aldrig ville flytte sin lille numse fra mine arme igen. 

Jeg tøvede lidt, men svarede ham så lavt: "Bare kald mig Lara." Han smilede prøvende til mig, pegede på hunden i min favn og sagde: "Den plejer ellers aldrig at kunne lide fremmede." Som svar nikkede jeg. "Forresten, er mit navn Kiseop."

 

                                                             "Tonight~"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...