Wonderboy

Hvorfor elsker du mig ikke Len? Jeg er skolens mest populære pige, og de siger alle jeg er smuk, rar, klog og bare fantastisk. Alligevel lader jeg det på ingen måde stige mig til hovedet. For jeg har ikke brug for nogle af de ting. Jeg har kun brug for dig - som jeg ikke kan få. Hvorfor elsker du mig ikke? Jeg elsker endda dig for dit indre. Det skete den første gang jeg så skolens mest populære og hotte dreng i øjnene. Dine øjne. Du skulle være arrogant og uopnåelig. Det har jeg også fundet ud af nu - på den hårde måde.

9Likes
19Kommentarer
1283Visninger
AA

1. Prolog - Lara.

Det ringede ud, og alle mine "tilhængere" samlede sig hurtigt rundt om mit bord, og en larm spredte sig. Alle pigerne ville sjovt nok gerne side ved siden af mig til frokost, mens drengene tiggede mig om at blive deres valentine. Om noget tid var det den værste dag på året; Valentines dag. Jeg prøvede at ignorre dem, men det var svært. De var som myg. Irreterende. 

Jeg gik ud af den store cirkel, de efterhånden havde lavet omkring mig, og masede mig ud på gangen, for at ligge mine bøger i mit skab. Selvom de fulgte efter mig, ignorrede jeg dem stadigvæk. Efterhånden var jeg blevet trænet i at ignorere dem, men af en uforklarlig grund gav de aldrig op.

Selvfølgelig var jeg også alle lærenes kæledægge. Så jeg havde fået det bedste skab, lige ved siden af kantinen, og ikke langt fra nogle af de klasseværelser, jeg havde timer i. Jeg græmmede mig altid ved at stort set alle på skolen elskede mig. Andet kunne de jo ikke, når jeg var så fantastisk, og oveni var jordnær Selv mente jeg, at jeg ikke kunne blive meget mere normal.. Flere gange havde jeg overvejet at flytte skole, for at undgå så meget opmærksomhed. Men det ville alligevel ikke virke, da jeg ved en fest, havde fundet ud af at det ikke kun var på denne skole at jeg var "dronning". Her var det dog værst. Jeg kunne ikke få et øjebliks privatliv, på denne skole.

Jeg åbnede mit skab, for at lægge mine bøger derind, men i det samme jeg åbnede skabet, fløj en million hjerter og lyserøde kuverter, blomster, små chokolade æsker, et par balloner og en hel del bamser ud af mit skab, og samlede sig i en uoverskuelig bunke på jorden. Jeg sukkede dybt, fejede de sidste ting ud af mit skab, og lagde så mine bøger ind. Derefter tog jeg min engelsk bog, og min geografi bog, de to fag som jeg skulle have efter frokost.

I det samme kom min bedste og eneste rigtige veninde hen, og masede sig ligeglad igennem flokken af mine tilhængere, da bare så tavst på mig, der patetisk stod og så forvirret på den bunke af gaver jeg var halvt begravet i. Meranii smilede og vinkede til mig, men stoppede op og så måbende på de mange gaver, i det samme hun stod ved siden af mig. "Woah.. jeg har kun fået tre ting. - Den ene var fra dig!" Sagde hun, lidt jaloux, men grinede så. Jeg krammede hende bare og sagde hej. Svarede ikke rigtig. 

"Her." Sagde hun så, og hev en sort plastic pose op af sin taske. Jeg så mærkeligt på hende, hvor mange mennesker havde lige alt i sin taske? Hun trak på skuldrene, og hev den ud af mine hænder igen. Hun begyndte at læse gaverne i posen, først chokolade æskerne. Jeg hjalp hurtigt til, og vi fik lagt det ned i orden, så intet ville gå i stykker. Så rejste jeg mig, og var ved at gå ud af mit gode skind, da jeg så hvem der stod foran mig. Han lukkede skabet ved siden af mig, som sikkert var hans. Han holdt en kuvert, med et lille hjerte i hånden, og smilede charmerende. Jeg så nærmere på hans helt lyse marineblå øjne. Selvom de skinnede at selvtillid og venlighed, lå der noget bag. En irriteration, som lige blev overdøvet af forundring.

Jeg prøvede at lade være med at måbe, som Meranii allerede var i fuld gang med, da jeg studerede ham nærmere. Hans guldhår faldt i stilrene totter ned over hans øjne, og det var noglelunde langt. Langhårede fyre havde altid været mine yndlings. Langsomt begyndte mit hjerte at hamre. Hurtigere og hurtigere. Mine kinder rødmede svagt da han med en sød, nærmest syngende stemme, med et snært af lidt britisk accents - hvilket var mærkeligt siden vi boede i Japan. Men alligevel ikke, da det var en international skole - spurgte mig om det var mit brev, jeg havde tabt. Jeg nikkede tavst, og da jeg rakte ud efter brevet, strejfede min hånd hans. Et krafttigt elektrisk stød gik igennem mig, og jeg fik kuldegysninger på både arme og ben.

I samme stivnede jeg helt. Med brevet i hånden, som han også stadig havde i hånden. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene, og det sidste jeg kunne høre var at Meranii hvinede henrykt. Vi var nu helt alene. Det føltes som om vi var de eneste i verden. Mine øjne borede sig ind i hans, men stødte straks på modstand. Et gisp undslap min mund, da han gav slip, og pludselig blev iskold. Han vendte ryggen til, og gik så væk. Mine følgesvende som havde overværet det hele, var fuldstændig overrasket. Pigernes måben blev kun afbrudt af at de fangirlede over den nye dreng, mens drengene så helt opgivende ud. 

"Har du tænkt dig at beholde chokoladen?" Spurgte Meranii, og pegede på posen, da vi, efter Meranii havde fået vækket mig, gik mod kantinen. Folk gik trofast efter mig, og med det samme vi kom ind i kantinen, satte de sig ved et bord, og krydsede hurtig en plads til mig, hvorefter de vinkede mig hen. "Du må spise alt det du kan af den." Svarede jeg kort, mens jeg ignorerede den krydsede plads, og gik hen mod et lille fire-mands bord, i enden af kantinen. Meranii fulgte glad efter mig, og jublede stille for sig selv. "Tak, søde." Sagde hun, da vi satte os ved siden af hinanden. "Ikke også dig." Svarede jeg, mens jeg gav alle, der overvejede at komme herhen, et dræberblik. 

Hun trak bare på skulderne, og nakkede hurtigt en æske chokolade fra posen. Jeg grinede da hun indhalerede, og nærstuderede den indtil den var godkendt af hendes "chokolade-gen".  Jeg fandt mit æble, og en pose chips frem fra min taske, og Meranii kastede sig straks også over dem. "Har du egentlig tænkt dig at skille dig af med alle dine Valentines gaver? Er der en dreng der virker.. interessant?" Hun havde munden fuld af chokolade og chips, så hun måtte gentage det før jeg forstod et ord af, hvad hun sagde. "Ja. De ville bare blive kede af det, og skuffede hvis jeg ikke tog imod det, men jeg har tænkt mig at takke pænt nej til alle." "Hvorfor spilde dit kønne ansigt?.." Hviskede Meranii, ikke så meget som et spørgsmål - mere en anklage.

Jeg grinede bare nervøst, og opdagede slet ikke da drengen fra før, satte sig over for Meranii. Vi blev begge helt stille da vi opdagede, at han satte sig ved os. "Len." Sagde han kort, og nikkede til os, før han fandt en banan frem. Meranii og jeg så kort på hinanden, og jeg nikkede, da Meranii med blikket spurgte mig om han var 'godkendt'. "Jeg hedder Meranii, og det her er min bedste veninde Lara." Hun smilede stort. Hendes skuldre sank lidt sammen da han igen nikkede til os begge som hilsen, og rettede sin opmærksomhed mod sin banan igen. 

Overalt i kantinen var en sladren begyndt, og der blev hvisket i alle kroge. "Shit. Endnu mere opmærksomhed. fedt." Tænkte jeg for mig selv, og rullede øjne. Det blev bekræftet at Meranii var enig i mine tanker, da hun med sin store kæft spurgte Len ligeud: "Hvorfor sidder du egentlig her?" 

"Jeg hader opmærksomhed og berømmelse. Det var derfor jeg skiftede skole." Svarede han. Koldt og kontant. Og pludselig forstod jeg hele hans sittuation. Hvorfor han var kold. Hvorfor han sad her. jeg forstod alt. Hurtigt begyndte mit hjerte igen at banke, og jeg greb fat i kanten af bordet. Jeg troede ikke på kærlighed ved første blik. Hvordan kunne det ske? Hvorfor nu, og hvorfor ham?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...