NightWalker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2012
  • Opdateret: 11 feb. 2012
  • Status: Færdig
Næste morgen vækkede mor mig tidligt, for i vores familie blev alle vækket ved solopgang, og det var bare det mest dumme tidspunkt, på dagen at blive vækket. ”Se og få gnedet søvnen ud af dine øjne, og kom så nedenunder for at få noget morgenmad” sagde mor, og gik ned. Jeg gik hen til mit skab og fat det tøj, jeg skulle have på, det mine forfædre engang havde båret, selvom kjolen var for løs, så tog jeg den på. Jeg satte mit hår op i en hestehale, og løb så nedenunder. Min far sad med en avis, og jeg snuppede en bolle, fra brød kurven. ”Jeg kan se du har kjolen på” sagde far fra avisen. ”Ja, jeg syntes om den, men jeg bliver ved med at tro der er en historie om kjolen” sagde jeg. Mor så på far, og han nikkede.

11Likes
9Kommentarer
1526Visninger
AA

12. Foreningen

Jeg mærkede at, jeg blev løftet op. Jeg kunne mærke, at den der holdt mig i sine arme, gik ned af gangen. Jeg så ikke op, hvis jeg så prinsens ansigt, kunne det jo være at jeg mistede det mod, jeg havde tilbage. Hvis jeg mistede mit mod, ville jeg jo ikke kunne hævne mordet på Alibur. Jeg mærkede en varm hånd, der fjernede mine tårer fra mine kinder. Jeg slog ud efter den, jeg ville ikke have, at man fjernede mine tårer. For når jeg græd, så skulle man lade mig græde ud. Jeg havde gjort mig selv så træt ved at græde, så jeg faldt i søvn i prinsens arme. Dog græd jeg stadig mens jeg sov, for jeg savnede så meget Alibur, og jeg savnede at høre hans stemme. Han lå mig ind i en seng, så jeg kunne ligge blød. Men selvom jeg sov, løb tårerne stadig fra mine kinder. Han fjernede tårerne flere gange. Da jeg vågnede igen, så jeg at prinsen sad i en stol ved siden af sengen. Hans ansigt var begravet i hans hænder. Jeg satte mig op, og fik fat i min kniv. Jeg rejste mig fra sengen, og gik hen til ham, for nu ville jeg kunne dræbe ham. Men desværre hørte jeg, at han græd. ”Rani… hvorfor tvang de mig til at bryde kontakten med dig” græd han. Jeg knyttede min næve og var lige ved at bore kniven i ham, da jeg så hans ansigt. Jeg genkendte det, det var Aliburs ansigt. ”Alibur?” sagde jeg. Prinsen så op og så kniven. Han greb fat i mit håndled. ”det er mig Rani” sagde jeg lidt bange. Han så på mig, og vred kniven ud af min hånd, og holdt mig så ind til sig. ”Rani… hvad laver du her” sagde Alibur. ”Jeg var kommet for at dræbe dig, da jeg troede du var død… men du er i live” græd jeg. Jeg mærkede at han kyssede mig i håret, og jeg rødmede meget. Han strøg en finger over min mund, og satte så sin mund imod min. Jeg lå mine arme om hans hals, jeg græd glad. Alibur løftede mig op, og over i sengen. Hvor han lå sig ved siden af mig, og kyssede mig igen. Jeg kunne stadig ikke forstå, at min Alibur var The Nigth Walker. Men en ting vidste jeg, jeg kunne ikke dræbe ham, da jeg elskede ham så højt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...