NightWalker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2012
  • Opdateret: 11 feb. 2012
  • Status: Færdig
Næste morgen vækkede mor mig tidligt, for i vores familie blev alle vækket ved solopgang, og det var bare det mest dumme tidspunkt, på dagen at blive vækket. ”Se og få gnedet søvnen ud af dine øjne, og kom så nedenunder for at få noget morgenmad” sagde mor, og gik ned. Jeg gik hen til mit skab og fat det tøj, jeg skulle have på, det mine forfædre engang havde båret, selvom kjolen var for løs, så tog jeg den på. Jeg satte mit hår op i en hestehale, og løb så nedenunder. Min far sad med en avis, og jeg snuppede en bolle, fra brød kurven. ”Jeg kan se du har kjolen på” sagde far fra avisen. ”Ja, jeg syntes om den, men jeg bliver ved med at tro der er en historie om kjolen” sagde jeg. Mor så på far, og han nikkede.

11Likes
9Kommentarer
1437Visninger
AA

1. Mødet

Jeg husker tydeligt den aften, jeg hørte skuddene. Jeg løb ned i stuen, for at se om mine forældre var okay. Jeg så mine forældre at de var okay, men min mor så bleg ud. ”Mor hvad er der galt?” spurgte jeg. ”En ung mand der ville tale med dig kom, han er død” sagde mor. Jeg forstod ikke hvad hun mente, ligetil jeg så på gulvet, foran sofaen. Der lagde der en ung mand, på min alder, med skud mærker i ryggen. Hans ansigt havde nogle mærker hist og her, og hans lyse hår strittede til alle sider. Hans øjne var brune, det kunne jeg se, for hans øjne var lidt åbne, selvom han var død. Jeg kunne ikke klare at se ind i hans døde øjne, så jeg lagde et tæppe over ham, og lukkede hans øjne. Jeg satte mig på gulvet, og kiggede på den unge mand. Tænk at en skulle dø så ung, det var ikke til at forstå. Da mine forældre gik seng, blev jeg i stuen. Jeg kunne ikke sjove, og far havde sagt at det ville være dumt at ringe til politiet så sent om aften. Mor havde sagt, at jeg skulle holde mig fra den døde mand, men som altid lyttede jeg aldrig efter hende. Så da jeg så at mine forældre gik ind på deres soveværelse, løb jeg ud på badeværelset efter førstehjælpskassen. For jeg ville rense den unge mands sår i ryggen, så de ikke så så slemme ud. Men da jeg åbnede for rense-kludene, hørte jeg en stønnen. Jeg så op mod trappen, kunne den stønnen komme fra mor, eller kom den fra far. Jeg gad ikke tænke over det, så jeg løftede lidt op i den unge mand, og hev hans blodige trøje af ham. Men da jeg hev i trøjen lige over sårene, greb han fat i mit håndled. Jeg blev så bange at jeg ville skrig, men han satte hurtigt sin kolde hånd for min mund, så jeg ikke kunne få en lyd ud. Jeg så bange på ham, men hans øjne var varme og blide. ”Jeg fjerner kun min hånd hvis du lover mig, at du ikke vil skrige, kan jeg stole på du ikke skriger når jeg fjerner hånden” sagde han. Jeg nikkede som et ja, så han fjernede sin hånd. Jeg var stadig bange, men mere rolig, nu når jeg havde hørt hvor blid hans stemme var. Jeg slikkede min læbe, for den revnede en smule. ”Jeg hedder for resten Rani,” sagde jeg. ”Okay, smukt navn du har Rani” sagde han. Jeg så på ham, han så ikke uhyggelig ud. ”Hvad hedder du enlig?” spurgte jeg. Jeg syntes mine ord lød dumme. ”Mit navn er ligegyldig” svarede han. ”Må jeg ikke høre det, du hørte jo også, hvad jeg hed” sagde jeg. Han så på mig, og så lige ind i mine øjne. ”Hvis du ikke griner, siger jeg det” sagde han. ”Jeg lover dig, jeg griner ikke, du grinede jo heller ikke af mit” sagde jeg. ”Okay godt så, jeg hedder Alibur” sagde han. ”Alibur, det er da ikke et slemt navn, det er jo flot” sagde jeg, og smagte på navnet. Alibur smilede over det jeg sagde. ”Tak… det er der aldrig nogen der har fortalt mig før” sagde han glad. Jeg smilede, og lagde mit hår over skulderen. ”Hvor gammel er du Alibur, jeg er selv 17 år gammel” sagde jeg. ”Jeg er 19 år gammel, men hvad tæller det, i en stor verden som den vi lever i” sagde Alibur. Jeg nikkede, for han havde ret. Hvad betød det at man var en ung teenager, når alle de voksne anså en som et barn? Jeg sukkede lidt, og så mod vinduet. ”Er der noget galt Rani?” spurgte Alibur. ”Ikke rigtigt… jeg tænker bare på, hvad der er på mørkets side” svarede jeg. ”Mørket side, hvad er det?” spurgte Alibur. Jeg gabte og sukkede. ”Jeg ved det ikke, min far snakker altid om, at ødelægge mørkets side” sagde jeg. Alibur så forvirrede på mig. Jeg smilede til ham. ”Hvis du vil sove her, må du tage sofaen” sagde jeg. ”Jeg kan ikke sove her, jeg må hjem, ellers bliver mine forældre urolige” sagde Alibur, og rejste sig op, han gav mig en hjælpende hånd, så jeg kunne komme op at stå. ”Kan jeg få dig at se igen?” spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke Rani, jeg må rigtigt ikke gå ud, en regel min far har over mig” svarede Alibur. ”Javel” sagde jeg bare, og lagde håret om på ryggen. ”Men vi kan da skive sammen, så mister vi da ikke kontakten til hinanden” sagde han, og smilede. Et lille smil kom frem på min læbe, og jeg tog en blok frem af min morgenkåbe. Jeg skrev min adresse, og mit mobil nummer, så han både kunne skrive og ringe til mig. Jeg gav Alibur papiret, og han takkede.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...