Bye Bye, Baby

Linneas udfordring til mig: en novelle om at løbe hjemmefra.

15 årige Sofie er træt af sin far og hans nye kæreste, ja egentlig bare hendes liv. Hun beslutter sig derfor for at løbe hjemmefra, og stikke af til San Fransisco hvor en veninde bor. Men alt går ikke helt som planlagt.

3Likes
3Kommentarer
1582Visninger
AA

3. Afsked

Jeg havde fået jakke, sko, hue og handsker på uden at gå ud af værelset, da jeg heldigvis havde lagt tingene på mit værelse  da jeg kom hjem fra en gå tur tidligere. Jeg havde tasken på ryggen og kufferten i hånden. Nu var det nu. Jeg vendte mig om, kastede et blik på det værelse som jeg kaldte mit. Jeg grinede. På den største væg stod der med store sorte bogstaver: FUCK JER ALLE SAMMEN - ISÆR DIG KRISTA. Så kunne de lære det. Jeg vendte mig om og kiggede på mig selv i spejlet. Mit brun/blonde hår var flettet ned langs siden og jeg havde en lidt for kold blå efterårsjakke på, som matchede mine blå korte converse sko. Jeg havde en sort hue og sorte vanter, og huen var trukket helt ned i panden, så den næsten ramte de sorte firkantede briller, som sad på kanten af min næse. Jeg havde en smule mascara og foundation på, men man kunne stadig se mine fregner over næsen og ud på kinderne. Mine grønne øjne stirrede tilbage på mig, og jeg havde et underligt målrettet udtryk i ansigtet. 

Jeg gik tilbage til vinduet og åbnede det. Den friske efterårsluft slog mig i ansigtet, og et blad kom flyvende forbi vinduet. Jeg løftede kufferten og lagde den på brandtrappen uden for vinduet. Så sprang jeg selv ud. Jeg landede med et bump på den røde trappe. Solen skinnede på mig, men det var alligevel meget koldt. I et øjeblik fortrød jeg, men tog det hurtigt i mig igen. Jeg passede jo ikke ind her, det vidste jeg jo godt. Jeg listede ned af trappen, som sad fast på siden af huset. Hver gang jeg kom til et vindue, stoppede jeg og kiggede ind for ikke at blive set. Heldigvis lå køkkenet på den anden side af huset, hvor jeg var ret sikker på at min far og Krista forholdte sig. På det sidste trin hoppede jeg ned på det grønne græs i haven. Jeg kiggede ud over den store græsplæne. Ud fra min fod gik en lille sti ud til siden af græsplænen og vidre ind i skoven. Hvis man gik længe nok gennem skoven ville man komme til motorvejen. Det var mit mål. Jeg løb ned af stien, og jeg kunne mærke min puls stige. Tasken hoppede på ryggen, og kuffertens hjul larmede mod gruset på stien. Nu kunne jeg se skovens åbning foran mig, så jeg sænkede farten. Hvis de stod i vinduet nu, ville de alligevel ikke kunne se mig. Jeg stoppede og vendte mig om. Villaen så stor og trist ud, ikke noget man havde lyst til at gå tilbage til. Jeg blinkede med øjnene og slugte villaen med øjnene. Der ville nok gå lang tid før jeg ville se den igen, hvis jeg nogensinde ville se den. Jeg var femten år, jeg kunne sagtens klare mig selv. Jeg var ret høj af min alder så måske kunne jeg bilde folk ind at jeg var seksten sytten år? Så kunne jeg få et job, måske være barnepige eller arbejde i et supermarked... En ting var sikkert. Det var muligt. Der var en mulighed for at, hvis far og Krista glemte alt om mig, jeg ville kunne skabe mit helt eget liv. Det begyndte nu. Lige her. "Farvel gamle problemer, god dag nye udfordringer!" hviskede jeg. Så vendte jeg ryggen til villaen og trådte ind i skoven. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...