Bye Bye, Baby

Linneas udfordring til mig: en novelle om at løbe hjemmefra. 15 årige Sofie er træt af sin far og hans nye kæreste, ja egentlig bare hendes liv. Hun beslutter sig derfor for at løbe hjemmefra, og stikke af til San Fransisco hvor en veninde bor. Men alt går ikke helt som planlagt.

3Likes
3Kommentarer
1444Visninger
AA

1. Vinduet

Jeg brasede ind på mit værelse, og smækkede døren med et brag. Hurtigt låste jeg døren og kastede mig ned på min store dobbeltseng. Jeg bankede hovedet ned i puden og rakte ud efter den lille remote til mit anlæg, som lå på mit natbord. Jeg trykkede hårdt på 'Foward' knappen, indtil den sang jeg ville høre spillede ud af de små højtalere. Jeg kunne høre min far råbe ude fra køkkenet. "Forhelvede Sofie!" skreg han. "Sluk så for det forpulede pop lort! Du kan ikke blive derinde for evigt!" Mit svar var at skrue højere op for musikken, alt imens jeg sang med på Lily Allen - Fuck you. "Krista! Du er nød til at sige noget til hende."  råbte min far. "Hvad skal jeg sige Henrik!" sagde Krista, min fars nye 'kæreste', svagt. "Jeg aner det ikke, du er en kvinde, gør hvad du vil, jeg holder det ikke ud længere!" Krista nærmede sig min dør, og jeg kunne høre hendes små, billige ballerinaer fra Føtex klapre hen ad gulvet. "Søde Sofie. Vær nu sød at lukke op ikke? Du behøver ikke tale med din far, du kan bare tale med mig! Vær nu sød, vi kan blive rigtig gode venner os to. Hvis du bare kommer ud, ikke?" prøvede hun. Jeg skreg endnu højere med på sangen, som så småt var ved at slutte. Jeg trykkede på 'Replay' knappen på remoten. "Det nytter ikke." mumlede Krista.  

 Det var den dag jeg mødte Krista for første gang, og jeg hadede hende allerede. Krista bildte sig selv ind, at jeg bare var bange for at miste min far, og at det var derfor vi havde fået en lidt "svær start". Men jeg vidste at det ingenting havde med det at gøre. Jeg var fuldstændig ligeglad med hvem min far tog med hjem, og om jeg mistede ham eller ej. Jeg havde alligevel aldrig haft et særligt godt forhold til min far. Han kunne gifte sig med et æsel og jeg ville være ligeglad, det var hans problem. Men det at hun præsenterede sig som "Din Nye Mor", det gik over grænsen. "Hej jeg hedder Krista, og jeg er din nye mor! Vi skal nok få det rigtig dejligt sammen!" Sådan havde hun sagt. Og det var så latterligt og naivt at jeg var ved at kaste op. For der var ingen, absolut ingen, der nogensinde kunne erstatte min mor.   Efter hendes død var jeg gået til psykolog i et par uger. Jeg syntes ikke selv jeg havde brug for det. Dog savnede jeg min mor og sørgede over hendes død, men det var ligesom om, at hun ikke var helt væk. Som om hun stadig var der et sted inden i mig. Det var svært at forklare, og psykologen havde sagt at hun måske skulle give slip på sin mor, og komme vidre. Prøve at starte en ny hverdag. Det havde jeg gjort, og jeg fik det hurtigt bedre, nærmest helt som før. Men det var stadig meget anderledes. For jeg havde aldrig, heller ikke da min mor levede, delt særlig mange ting med min far. Min far var forretnings mand, og det gjorde, at han næsten aldrig var hjemme. Han prøvede at rode bod på de mange nætter, jeg havde tilbragt alene i den store villa, ved at købe utallige gaver og forskellige kæledyr til mig. Men det hjalp ingenting. Siden jeg var omkring 10 år havde jeg været en enspænder. Ligesom min mor. Så da Krista kom og troede hun var min nye mor, så tog hun åh så grugeligt fejl. Jeg gik over til vinduet og kiggede ud. Lige under vinduet hang en brandtrappe, som min far fået indstillet efter de mange påsatte brande der havde været i området. Pludselig fik jeg en idé.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...