Luctus

Luctus er det latinske ord for alene. Luctus er en overnaturlig fortælling om en pige uden navn, der er kommet til en anden verden efter en tragisk død. Hendes kæreste ved navn Spes omkom også, hvilket fører til en jagt efter ham i den anden verden. Den unge pige, der bliver kaldt Luctus, møder dukkemageren Callidus, en veninde ved navn Subtracta. Historien handler mest om det at elske, men ikke blive elsket.

0Likes
1Kommentarer
1005Visninger
AA

1. Ego

Jeg råbte, råbte så højt jeg kunne, men ingen hørte mig. Jeg blev aldrig hørt. Jeg kiggede på min kanin, Felicitas, hun var gammel. Hun fældede, man kunne snildt se al den brune og hvide pels. Pelsen lå overalt i det hvide, kolde og forladte kanin bur, selv på tremmerne var der pels. Felicitas var blind, handikappet, men hun havde det godt i sit bur, hun kendte det og selvfølgelig kendte hun mig. Vi var bedste veninder, hun var den eneste jeg stolede helt på. Nu er hun død. Jeg fandt hende i buret, livløs, stiv og uden det lille bankende hjerte. Jeg græd, mere end jeg nogensinde havde gjort. Det var som om mit hjerte gik i stå, da jeg så den lille brune og hvide kanin ligge der, helt stille, uden bevægelse.  Jeg fik hende for 9 år siden til min 10 års fødselsdag. Den lille pakke af pap med huller i, en af børnehjemmets pædagoger havde købt Felicitas til mig. Tårer, alle de tårer der strømmede ud af mig. Jeg kunne mærke hendes lille hjerte slå gennem det tynde stykke hud omkring hende, det var nyt for mig. Carer, hun hed Carer, en tyk, ældre dame med dybe rynker i panden, hun var ny og hun havde ondt af mig. Alle fik ondt af mig, ondt af mig. Min mor døde, døde da jeg blev født, hun var min fars største kærlighed, men jeg dræbte hende. Han kunne ikke leve med mig, jeg mindede ham konstant om mor. Jeg kan ikke huske ham, kun hans lugt. Lugten af dagsgammel alkohol og nyrøget cigaretter. Han har besøgt mig nogle gange, mens jeg var på børnehjemmet. Han havde en bamse med til mig hver gang, Primum, Secundo, Tertius, det var deres navne. Jeg blev aldrig adopteret, jeg var kendt som Filius Diaboli, alle døde omkring mig. Jeg havde været i mange plejefamilier, hver eneste gang kom jeg tilbage til børnehjemmet. Jeg voksede op i stilhed, jeg sagde normalt aldrig noget, hvilket passede mig fint. Carer gik på pension, jeg havde ikke andre and Felicitas, og eftersom hun var en kanin, kunne jeg ikke særlig godt have en samtale med hende. Jeg var ligeglad med alt, gjorde bare hvad jeg nu skulle. Jeg var ligeglad, indtil jeg mødte Spes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...