Mit liv!

Det handler om en pige der får tæv af sin far. (Den er opdigtet) Der kan godt være lidt stavefejl

1Likes
3Kommentarer
950Visninger
AA

1. Mit liv med vold.

Jeg troede kun det var trusler, men truslerne blev ægte. Nu havde han gjort det igen. Han vidste at han sårede mig og at jeg mistede mere og mere af min tillid til ham, for hver gang han gjorde det. En morgen tabte jeg et glas på klinkegulvet i køkkenet og det gik i stykker. I mange bittesmå stykker. Han havde hørt det fra stuen, hvor han sad og så tv. Han kom små løbende og  tog hårdt fat i min arm og råbte af mig, hvad fanden jeg havde gang i. Han gav mig en lussing. Og en til. Han gav mig en albue i maven. Jeg følte alt luft og liv i mig forsvandt. Jeg fladt ned på det hårde og kolde klinkegulv. Jeg ramte glasskårene fra glasset som jeg tabte før. Jeg havde ikke nået at samle dem op. Jeg havde lyst til at skrige, men lod vær. Jeg  vidste at det ville gøre det værre. Jeg bed smerten i mig. Lukkede øjnende og ønskede at jeg kunne forsvinde væk. Helt væk.

I skolen gik det ikke godt. Jeg blev tit spurgt om hvorfor jeg havde så store blå mærker, rundt omkring på min krop. Min lærer havde spurgt mig flere gange, om jeg var blevet slået eller fået tæv af nogle, men jeg ville jo ikke sige at det var min far. Selvom han var voldelig, var han stadig min far, og et eller andet sted elskede jeg ham jo alligevel. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Selvom jeg godt vidste at det var det rigtige. Jeg kunne bare ikke. Lærerne blev ved med at spørge ind til det og jeg blev ved med at afvise det. Min lærer sagde en dag, at hun vidste at der forgik noget, om det var hjemme eller ude vidste hun ikke. Men der foregik noget. Hun ringede til min far, han fortalte at hun havde ringet. Jeg følte mig lettet, men stadig bange. Bange for hvad min far ville sige. Han ville sikkert tro, at jeg havde sagt at han slog mig. Jeg frygtede at komme hjem.

Klokken ringede ud og jeg havde fri. Jeg gik stille og roligt hjem. Da jeg kom til indkørselen så jeg at far var hjemme. Jeg gik stille ind, i håb om at han ikke ville høre mig. Han stod i gangen og ventede på mig. Ville jeg få tæsk?

Han spurgte mig om jeg havde sagt noget til mine lærer. Jeg svarede lige så stillet nej, men han troede han ikke på mig. Han sagde at jeg var en løgner, lige som min mor. Han slog mig. Han ramte mit øje. Jeg havde lyst til at græde men ville ikke virke svag. Jeg troede ikke han ville gøre mere, men jeg tog fejl. Han gav mig en knyt næve i maven så jeg landede på gulvet, han sparkede til mig og slog mig igen og igen, jeg troede jeg skulle dø, men nej, til min store overraskelse holdt han op. Han hold virkelig op. Punktet var nået, det måtte stoppe.

Jeg søgte på nettet, og fandt en hjemmeside, hvor piger skrev om deres liv. Deres problemer. Jeg faldt over et opslag. Overskriften var: ”Vold løser intet”. Det gav mig til at tænke. Jeg vidste at jeg måtte gøre noget. Jeg klikkede ind og begyndte og læse. Den pige kunne være mig, så jeg besluttede mig for at lave en anonym profil på hjemmesiden og så prøve at skrive noget ned. Det var svært at få det skrevet. Men tog mig sammen. Jeg skrev. hvad jeg syntes om at min for slog mig, hvilke følelser der farede gennem min krop. ”...det er forkert at slå børn. Det er faktisk bare forkert at slå. Når min far slår mig, føler jeg mig magtes løs. Jeg føler at han ikke elsker mig. Vold er ikke noget for mig. Vold gør alting værre. Vold hører ikke til her. Jeg føler mig svigtet, som om jeg er ligegyldig. Børn med vold i opdragelsen, vil have minder for resten af  livet, de vil ikke kunne stole på nogle fuldt ud! Jeg ved det er ulovligt at slå børn, men hvorfor er der ikke nogle der gør noget mere ved det? Det kan ikke passe, at folk som mig, skal lide...”  Jeg græd. Jeg vidste at når jeg klikke på 'send', ville hele landet kunne læse om mig. Om mit liv. Om hvad der er sket. Mine meninger. ALT! Jeg gjorde det! Jeg klikkede på send. Kort tid efter kom der en masse kommentarer til mit opslag. Lang over halvdelen havde skrevet noget om at jeg skulle fortælle det, og at jeg skulle gøre noget ved, for hvis jeg ikke gjorde det ville det blive værre.

Pigerne på nettet havde ret! Jeg måtte gøre noget! Jeg fortalte det til min lærer. Hun blev meget chokket og hun sad bare og kiggede på mig, som om jeg var en rummand fra Mars. Hun ringede til politiet. Jeg var bange. Bange for at min far ville gøre mig noget. Han har altid sagt, at hvis nogen får noget af vide, ville det blive værst for mig selv! Jeg fortalte alt til politiet. De var chokeret. Chokeret over hvor meget han egentlig havde slået mig og at det først var blevet opdaget der. 4 år forsent.

Min far kom i fængsel og jeg boede hos min tante. Jeg havde besluttet mig at starte forfra med mit liv. Lagt alt volden bag mig, men det lå stadig i baghovedet. Jeg havde få gange set min far, men jeg havde så svært ved at se ham i øjnene. Han havde ødelagt en del af mit liv og det var en del af mit liv, som jeg aldrig fik tilbage.

Jeg startede i skole igen og i starten var det meget ubehageligt. Folk havde mange spørgsmål. For mange spørgsmål. For hver gang der blev spurgt ind til det, gjorde det mere og mere ondt. Det blev for meget. Jeg blev mere og mere indelukket. Mine veninder gav op, de mente at jeg opførte mig underligt, de mente at jeg var blevet en helt anden. Jeg tænkte at det nok var fordi jeg ikke havde fortalt dem om alt det der var sket. De vidste ikke at han havde slået mig. Jeg var flov. For flov til at fortælle det til de folk som jeg holdt af. Dem der betød noget. Jeg fik nok. Jeg var alene hjemme. Jeg en håndfuld piller og slugte dem alle sammen og lagde mig til at sove. Jeg ville væk. Væk fra alt. Væk fra venner, skole, familie og ikke mindst, væk fra min far. Den mand som var skyld i alt. Ham som havde ødelagt mit liv. Det sidste jeg huskede var, at jeg lå på gulvet og min tante stod bøjet over mig. Opløst af tårer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...