Genfødt

Rachelle er bundet af gamle skikke til at vandre ved siden af sin skaber, vampyren Lorenzo Crawford. De nyder hinandens selskab, men alt ændre sig den dag Lorenzo tager hende med tilbage til London. Hendes fødeby. Snart bliver de begge truet på livet og Rachelles liv tager en alvorlig drejning.

69Likes
193Kommentarer
7363Visninger
AA

20. Uddødelig

"How do you feel? Without me in your life

Can you go on for another year or two?

Was it right what you did, I don't think it was for me

Now I'm driftin on this memory

Wishin you were here with me

To hold me in your arms the way it used to be

Just you and me"

 

" Hvad er det du ikke må fortælle mig? " Spørgsmålet var blevet stillet så mange gange nu, at jeg var bange for, at de andre kunne komme tilbage hvert et minut. Til mit uheld havde James, som sad i stolen ovre ved vinduet ikke svaret mig endnu. I stedet stillede han mig spørgsmål til svar.

" Hvordan føles det, når I bliver sultne. Altså virkelig sultne? " Han så interesseret på mig, men noget fortalte mig, at interessen var påtaget, så det ville ikke hjælpe mig det store at forsøge, at købe svaret ud af ham, med svar på hans egne spørgsmål.

" Vi svulmer op og bliver til monstre, " svarede jeg med kold humor, men alligevel gled et smil på hans læber.

" Så alt svulmer op? " Hans øjne landede på mine bryster og jeg gav et fortvivlet suk fra mig.

" Seriøst James? Hvad kan være så forfærdenligt? Jeg har da ret til at kende til den person, der skal vandre sammen med mig de næste mange år, " peb jeg fortvivlet og noget måtte have ramt rigtigt, for jeg kunne se, hvordan han vaklede.

" Hvis du fortæller noget til Josh eller de andre, om det her, så bliver jeg nød til at slå dig ihjel .. " Det skulle sikkert forstås som en joke, men hans alvorlige ansigt, fik det til at virke seriøst sammen med det faktum, at han faktisk kunne slå mig ihjel.

" Hvorfor skulle jeg fortælle dem det? " svarede jeg med et smil. Han smilede forsigtigt, da han rejste sig og kom nærmere. Så satte han sig på sengekanten ved siden af mig og så på mig.

" Har du brug for at sidde bedre? " For omkring en halv time siden, havde James hjulpet mig op og sidde, med en masse puder i ryggen. Det gjorde stadigvæk ondt, men smerten var minimal i forhold til når jeg bevægede mig. 

" Nej det er okay. " Han nikkede til svar, så trak han sin trøje over hovedet og vendte ryggen til mig. Jeg gøs ved synet, ryggen var totalt maltrakteret og det var tydeligt, at der hvor der var lemlæstet hud, havde der engang været dybe sår. Muskler var blevet revet over, alt var dækket af gammelt arvæv og det gav mig kvalme, så jeg troede, at jeg skulle kaste al Mabellas urtete op igen. Efter et stykke tid, vendte han sig om igen og trak trøjen over hovedet igen. Jeg var mundlam.

" Det skete for omkring otte år siden, da jeg lige var blevet kvalificeret klar til kamp. Vi var blevet kaldt ud, da der manglede en .. ulv i nærheden af Clacton. Det var ikke vores område som sådan, men vogteren der boede der havde lige mistet sin kone. Så vi tog derud og vi fandt også ham ulven. Igang med at slå adskillige mennesker ihjel, inde i et storcenter. Men da vi forsøgte at slå ham ihjel - det sker somreglt i de tilfælde, hvor de går amok efter en forvandling - trådte Lorenzo frem og dræbte to af vores mænd. Jeg blev angrebet af ulven, som flåede min ryg op. Da en af vores mænd, Kevin slog ulven ihjel, forsvandt Lorenzo og lod mig ligge. Kevin som havde affyret skuddet var selv såret så voldsomt, at han ikke overlevede. Jeg var den eneste overlevende. " Hans fortælling sivede ikke ind med det samme og jeg stirrede bare i chok på ham.

" Det ville han ikke gøre. " Hviskede jeg hæst og prøvede at fremkalde billedet af Lorenzo der reddede mig i gyden. 

" Rachelle, det er netop hvad han gør. Det var ikke første gang, at han forvandlede en ulv. Men du var den første, som han fik ud i live. Det er normalt at forhenværende ulve flipper ud og slår ihjel. Vi dræber dem. Men du var den første som kom ud af den tilstand, uden trang til at blive ved med at slå mennesker ihjel. " Hans forklaring hjalp mig ikke. Jeg rystede bare forvirret på hovedet og så længe på ham.

" Hvorfor? " 

" Der er ikke nogen grund, tror jeg. Magt måske. Hybrider er svære at slå ihjel, da du skal slå dem ihjel med både sølv og træ. Det plejer vi at gøre ved at ramme dem i hjertet med en kugle, halvt sølv, halvt træ. Men selv det, kan vi kun i deres ulve form. Som vampyrer er de næsten udødelige. Du er næsten udødelig. "  Svarede han tænkende, men holdt inde, da han så mit ansigt. 

" Du må ikke fortælle dem det, Rachelle. " 

" Selvfølgelig ikke. Gør det ondt? " Hviskede jeg svagt. Han rystede på hovedet til svar og så sad vi i stilhed, på et tidspunkt gik han ned efter mere blod til mig. Jeg havde svært ved at forstå, hvad det var han havde fortalt mig. Mit syn på Lorenzo ændrede sig konstant, men det her var overvældende og det var svært at forstille sig sådanne ting om det eneste væsen man havde kendt  de sidste seks år. Han var alt for mig, far, bror, ven og elsker. Vi delte alt sammen. Det havde jeg ihvertfald troet, men desto længere tid jeg tilbragte i det her hul, desto mere gik det op for mig, at jeg ikke kendte ham det mindste.

Da jeg havde fortærret to af de tre poser, gik døren op med et smæk. Jeg vendte blikket derover, stadigvæk drikkende og betragtede Josh og Lorenzo - begge drivvåde af regnen. Josh så træt ud, mørke skygger lå under hans øjne og han bed tænderne samme, sikkert for ikke at ryste af kulde. Hættetrøjen han bar, gjorde ham ikke mindre dyster at se på og sjovt nok, var det ham jeg holdt øjnene på, da Lorenzo stormede ind i rummet og så på mig med et voksent og bekymret blik. Josh smilede svagt og jeg gengældt smilet. Noget der fik mit kolde døde hjerte, til at røre på sig.

" Min kære, jeg hører du har brug for min hjælp. " Lorenzo knælede ved min seng og først der så jeg på ham. Hans grå øjne stirrede bekymret på mig og hans våde hånd greb min. Håret lå tæt omkring hans kønne ansigt, på grund af manglen på hætte eller paraply. Jeg lod ham vente, til jeg havde drukket min pose A+ færdig, som smagte lidt for gammel. Da jeg var færdig slikkede jeg, mig om munden og valgte nøje mine ord. Mest af alt, havde jeg lyst til at kaste blodposen i hovedet på ham og skrige af ham, samt fortælle ham de løgne han havde fortalt mig, men jeg lod vær. Jeg havde afgivet et løfte.

" Lorenzo. Hvor har jeg savnet dig! " svarede jeg med påtaget glæde og lod min hånd kærtegne hans ansigt.

" Fortæl mig, hvad de har gjort ved dig. " Hviskede han næsten lydløst, da han greb min hånd igen og kyssede den ømt. Jeg smilede svagt til ham, med tanken om, at det hele var hans skyld, i sidste ende, i baghovedet. 

" De har ikke gjort noget. Jeg .. mødte min bror, for .. " Jeg så op på Josh, ikke sikker på, hvor længe jeg havde været bevidstløs. Han svarede mig med et svagt smil, " 4 dage .. "

" .. siden og det udløste åbenbart, at jeg nær havde forvandlet mig til en ulv! Heldigvis så hjalp Joshuas familie mig og jeg nåede aldrig, at forvandle mig helt. Men min ryg brækkede og den vil ikke heale igen, " forsatte jeg med et forsigtigt smil, bange for at et alt for stort, ville påvise, at jeg ikke brød mig om hans tilstedeværelse.

" hvad gjorde du? " Hans grå øjne fyldtes med vrede.

" Jeg forvandlede mig og hvis du havde været her, ville du måske ikke blive så skide sur! " Knurrede jeg, denne gang provokeret af hans vrede. Han så bare stædigt på mig, imens jeg fornemmede, hvordan James trak sig over imod Josh.

" men det var jeg ikke og det gør det ikke bedre, at du vælger .. " 

" nej, det var du ikke! For du skred uden et eneste ord. Jeg har ventet her i syv uger på, at du skulle komme tilbage og hente mig! Men du kommer ikke. Og vil du hører det sjove ved det hele? Jeg er faktisk blevet ret ligeglad. For du fortalte mig heller ikke, at jeg var en ulv. At jeg kunne forvandle mig. At vi faktisk var i fare! Alle de gange du har reklameret for et nyt sted at besøge, har det ikke været en skid på grund af din rejse lyst! Du vil bare undgå at få brændt fingrene! " Min stemme havde hævet sig højere end jeg forventet, da jeg afbrød ham.

" Jeg gjorde det for at beskytte dig. Jeg elsker dig, Rachelle. Hvis nogen gjorde dig noget, ville jeg slå dem ihjel. Sandheden ville gøre ondt på dig, jeg mente ikke du var parat. " Hans undskyldninger havde ingen kraft imod, hvad der bobbelede i mit sind og jeg stirrede tilbage på ham med et blik der tydeligt fortalt, at jeg ikke stolede ham. Han stirrede tilbage med et voldsomt blik, fyldt med kærlighed, følelser og ejerskab. For når alt kom til alt, så ejede han mig. Det var loven. Til sidst gav jeg op og sukkede dybt af ham. 

" fint. What ever. Bare fortæl mig, hvordan jeg healer, så jeg kan komme væk herfra. " Knurrede jeg svagt tilbage. Han smilede, et smil der så venligt ud, men for mig bare betød, at han nød sin sejr over mig. At jeg altid ville være hans.

" Det er enkelt. Blod hjælper ikke, fordi du stadigvæk er halv ulv. Måske ville direkte blod hjælpe på smerterne, men det der får dig til at heale igen, er hvis du forvandler dig helt. Ulven sidder låst fast i dig nu. Du kan ikke bare lade den blive imellem dit sind og din krop. Det slår dig ihjel. " Svarede han.

" slår hende ihjel? " Joshs stemme, fik mig til at hæve blikket til hans bekymrede blik. 

" som om du ikke er ligeglad, vogterbarn, men ja det slår hende ihjel. Hun er ikke i stand til at fordøje jeres klamme blod og hun nedbrydes indefra, som var hun gået i forrådnelse, " mumlede Lorenzo tilbage.

" tal pænt Lorenzo. Han har gjort mere for mig, end du har de sidste par uger. " Snerrede jeg trodsigt igen.

" som hvad? han har måske gjort det, jeg plejer? fodret dig, fået dig til at le og har han også ligefrem stået til rådighed når du havde brug for et godt knald? Har han elsket dig, som jeg elsker dig?" Lorenzo sendte mig et kækt smil, som jeg lod som om jeg ikke så, men jeg valgte bevidst ikke at se op på de to vogtere, som sikkert stod og følte sig dårlig tilpas over samtalens drejning. 

" Han har fortalt mig sandheden og det er mere, end du nogensinde har gjort for mig - til sammen. " Svarede jeg koldt.

" Er kærlighed virkelig ikke mere værd? "

" Ikke, hvis den er opdigtet. " Mit svar fik hans ansigt til at formørkendes og han vendte sig imod mændene. Et køligt blik lå længe på mig, imens han studerede mit ansigts udtryk. Til sidst så han væk fra mig, med noget der lignede skuffelse.

" Få hende udenfor, så hun ikke smadre din seng, når hun forvandler sig. " Mumlede han, inden han forlod værelset. Josh gjorde tegn til James om at bære mig, men denne rystede blot på hovedet. 

" Min ryg. " Det var det eneste han sagde, men vi forstod ham begge. Hans ryg var åbenbart blevet skadet så meget den gang, at han ikke var i stand til at løfte tungere ting. Jeg slog dynen til side, da Josh kom over til mig og rakte ud efter hans hals. Da han fik fat omkring mig og løftede forsøgte jeg at holde et smerte udbrud inde.

" Undskyld. " Han smilede svagt til mig, men mit forsøg på at smile igen, var et mislykket forsøg i en smertelig grimasse.

* * * * * * * * * * *

Da vi kom udenfor, regnede det ned på os og det lykkedes mig at få hevet Joshs hue over hans hoved, inden vi kom ud og til sluttede os de andre. Mabella blev i døren, men Harry stod sammen med Michael, Lorenzo og James et stykke derfra. Alle tre lignede de statuer af faldne engle. 

" Hvad nu? " Josh vendte sig med mig i armene og så på Lorenzo.

" Læg hende på jorden. " Svarede han kort, inden han kom over til os. Josh lagde mig nænsomt ned og rejste sig derefter, inden han gik over til de andre. De grå øjne så ned på mig og i mudderet, som klæbedes til min krop  og jeg følte mig, med det samme ekstremt sårbar overfor min skaber. Hans blik vandrede over mig så, så han mig i øjnene.

" Rachelle, tænk tilbage. Hvad kan du huske? " Det var helt klart et forsøg på at fremprovokerer noget i mig og jeg svarede lydigt, i håb om at blive fri for smerterne. 

" Derek. jeg husker Derek og Liam. Jeg husker den dag, jeg så dig første gang. Ude i skoven. " Svarede jeg og modtog et forbløffet ansigts udtryk. Jeg hørte Michael videre fortælle det til de andre, men det gjorde mig ikke noget.

" aha. Kan du huske, da jeg angreb Derek? Hvordan jeg næsten slog ham ihjel? " Han sendte mig hårdt blik. Hvad, havde han angrebet Derek? Derek var min ven. Havde han nær slået min bedste ven ihjel?

" Du angreb ham? " Spurgte jeg. Lorenzo smilede grumt.

" Hvad med da jeg overfalde jer i gyden? Dig og Matthew? " 

" Du slog ham ihjel. Han var et godt menneske. Og du slog ham ihjel. " Mumlede jeg tilbage. 

" Ja, han var et menneske. Men han havde stjålet noget fra mig .. " 

" Du lod mig selv gå. " Knurrede jeg tilbage. Han tog fat om mine arme og hev mig op imod ham.

" Du elskede mig. Hvordan kunne du overhovedet gå fra mig?" 

" Stop! Stop, det gør ondt! " Tårene løb ned af kinderne på mig, sammen med regnen, men han holdt ikke op og smerterne fik mig til at hulke højlydt. Til sidst, holdt han op og så på mig med tomme øjne.

" Min du elsker mig ikke vel. Du elsker dem. De små vogtere som jeg lod beskytte dig. En og hver af dem. Men ved du, hvad? Det gør mig ikke noget. Jeg ordner dem lige så nemt som Matthew. Hver og en. Hver og en. " Hviskede han syrende i mit øre og af en eller anden grund var det ikke provokationerne omkring min fortid, men min nutid der fik det til at koge over for mig. Forstillingen om Bella og Sebastian der lå døde ved hans fødder, det tomme blik i Joshs øjne og al hadet for, hvad han havde gjort imod James fik det til at boble af raseri indeni i mig.

" Du rør dem ikke. " 

" Jeg rør lige, hvad jeg har lyst til. " Svarede han, inden han gav slip på mig og lod min falde om i mudderet.

Jeg væltede om på siden og kastede Mabellas urtete op på jorden. Mine hænder forvandlede sig for øjnene af mig. Mine fingre forvandlede sig til pelset poter, med syle skarpe klør og op af armene voksede lange, mocca farvet hår ud. Mit hoved dunkede og der lød endnu nogle knæk. Men så blev der helt stille og da jeg åbnede mine øjne for at se på de andre, var det der mødte mig, blikke fyldt med ærefrygt. Jeg havde lyst til at le, hele min krop summede af energi og det bedste var den følelse som lå lige ved mit bryst. Følelsen af et varmt hjerte der dunkede. Jeg mødte Joshs blik og han sendte mig et smil. Da jeg så over på Lorenzo - som lugtede forfærdenligt allerede herfra - sendte han mig et anerkende blik og nikkede, og trods alt han havde sagt, så fordampede min vrede for ham i denne nye skikkelse. 

Rachel .. Stemmen ramte mig kort og gled væk. Jeg så mig forvirret om.

Søster? .. endnu engang så jeg mig forvirret om.

" Hvad er der i vejen med hende? " Harry lød bekymret.

" Måske prøver hun få øje på sin hale. " Jokede James.

Hvordan? Du er vampyr .. Stemmen var så hurtigt fremme, så tydelig og præcis, at jeg så mig omkring endnu engang, denne gang med et bange blik.

" Få hende tilbage .. nu!  " Michael lød med ét panikslagen.

" Hvad sker der? " Joshs stemme var forvirret.

" Det er hendes kobbel. Hendes hjerte begyndte at slå, da hun forvandlede sig. De kan hører hende. Få hende tilbage, nu!" Knurrede han og vendte sig imod Lorenzo.

" Jeg har ikke nogen forstand på det der! " 

" Du har gjort det før, efter de første dagen, hvor hun gik amok. Hvad gjorde du? " Han så udfordrende på Lorenzo, som vred sig, da han svarede,  " jeg gav hende direkte menneskeblod. Det fremprovokerende vampyren i hende. Når hun får det ned igennem halsen, forvandler hun sig. " 

" Hvad gjorde du?! " Harrys lød rasende.

" Fint. Hent en donor pose, James. " Kommanderede Michael.

" Det vil ikke hjælpe. Har prøvet det før. Det skal være direkte. " Svarede Lorenzo nøgternt, alt imens flere spørgende stemmer fyldte mit sind. 

" Harry? " Michael vendte sig bekymret imod hans vært.

" Jeg gør det. Hvis nogen gør det, så er det mig. Hun er mit job. Derfor mit ansvar. " Afbrød Josh og fandt en dolk frem, fra sit bælte. Lorenzo så kort på ham.

" Fint. " Så lod han blikket glide over på Michael og derefter så de begge på mig. Jeg så forvirret på dem, men da Lorenzo var lynhurtigt henne ved mig, bed jeg overraskende hurtigt ud efter ham. Han snerrede af mig, men takketværet min nye form for bevægelse, fik han fat i mig, da jeg var for langsom i undvigelse. Michael var hurtigt henne ved mig, og lagde hænderne omkring min snude og underlæbe. Tvang dem fra hinanden. Jeg knurrede dybt og forsøgte at rive mig fri. Jeg ville ikke tilbage.

hjælp mig!

Søster? Hvor er du, hvad gør de ved dig? Stemmen var bekymrende.

Hun er ikke en af os, Brittany. Dereks stemme brød igennem mit hoved. Jeg genkendte den med det samme.

Hun er vores søster, Derek.

Nej, hun er ikke. Det vil hun aldrig blive igen.

Derek? Derek er det dig? Min tanker slog ud imod hans og jeg mærkede hans overraskelse over min genkendelse. Det var der, at jeg lugtede blodet og mit blik faldt på Josh, som skar sig i håndfladen. Jeg stirrede skrækslagende på ham. Jeg ville ikke drikke hans blod. Af alle mennesker, valgte de ham. Jeg ville ikke have det! tanken om hans blod der flød ned igennem min hals var afskyelig. Men deres greb var stærkt og han satte sig på hug foran mig, imens han stak hånden ind i munden på mig og lod det dryppe. Vores øjne mødtes og han lod den anden hånd glide ned over pelsen på min hals, næsten som et kærtegn, men jeg afskyede det. Jeg afskyede alt det, de gjorde imod mig. 

" Undskyld. " Mumlede han og da jeg begyndte at komme med dyriske udbrud, da smerten gled igennem mig igen, trak han sig væk. Det samme gjorde Michael, men Lorenzo blev hos mig og imens jeg forvandlede mig, holdt han mig, så jeg ikke kunne vride mig løs. Til sidst, var der ikke mere energi tilbage i mig og jeg mærkede blødt stof fra hans jakke, da han svang den omkring min nøgne krop og rystende skuldre.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...