Genfødt

Rachelle er bundet af gamle skikke til at vandre ved siden af sin skaber, vampyren Lorenzo Crawford. De nyder hinandens selskab, men alt ændre sig den dag Lorenzo tager hende med tilbage til London. Hendes fødeby. Snart bliver de begge truet på livet og Rachelles liv tager en alvorlig drejning.

69Likes
193Kommentarer
7337Visninger
AA

10. Søde ånde

" Even from away he is near me

Making me unendingly teary

Makes me remember the things that I forgot

It's as much what it is as what it is not " - Feist

Vi nærmede os ham, med hastige skidt. Lyden af dem, måtte have fået ham gjort opmærksom på os, for han så op imod mig. Mine jagt gener flød sammen og gjorde det umuligt for mig at se klart. Han kunne være ung, gammel eller blot et barn. Det gjorde ingen forskel længere. Jeg var så sulten, at jeg ikke kunne andet end at lade mine tænder vokse frem igen, som små syle der prikkede legende imod min inderside af underlæben. Vi var havnet i en lille gade og sneen faldt tykt omkring os. Jeg vendte kort blikket imod Lorenzo, der så lige så sulten ud som mig. Vores blikke mødtes. Mine brune imod hans tåge grå. Et smil brød hans læber og et kort sekund følte jeg mig hel igen, uden alle bekymringerne at tage stilling til. Så vendte han blikket imod mennesket og det formørkede sig markant. Det samme gjorde jeg. Smerterne i min hals var ulidelige.

Jeg opfangede Lorenzo give mig lov til at være den første, ude af øjenkrogen og en djævel fór op i mig.  Jeg påførte mit mest charmerende og ondskabsfulde, smil og med en hurtig bevægelse var jeg henne ved mennesket. Hans puls forhøjede sit tempo da min krop kom lynende imod ham. Der kom en chokeret lyd fra ham, inden jeg rev fat i ham og smed ham hen af asfalten. Et skrig og lyden af en knogle der knækkede. Han prøvede at komme på benene igen. Lorenzo lo ondskabsfuldt og den behalige tanke om at tilfredsstille ham, virkede så normal. Som var alting godt igen. Jeg gav ikke dette menneske noget forspring, men løb efter ham, som en leopard ville gøre det. Mine bevægelser, havde altid lagt op af kattenes.  Græd han? Jeg mente at hører lyden af gråd, men den kom mig ikke tættere på. Men lugten var tydelig. Lugten af hans friske blod, som var kommet til sin overfalde, ved en hudafskrabning. Jeg kunne ikke holde mig tilbage mere. 

Mine tænder gled brutalt igennem hans kød, uden jeg tænkte på, at lade ham dø først. Mine lidelser kom før hans - og jeg led virkelig. Blodet løb tykt og varmt ned igennem min hals og tilfredsstillede min hungren. Det gik først op for mig, at Lorenzo havde taget plads ved siden af mig, da jeg mærkede blodet trække sig en smule væk igen. Jeg sugede kraftigere til  og inden længe blev det en kamp om at suge flest liter i sig. Da sløret fra mine øjne endelig lettede sig, trak jeg mig væk og lod Lorenzo få det sidste. Blodrusen kom til tiden og fik mig til at slappe af, imens min krop fyldte sig med lykke og varme. Da Lorenzo var færdig trak han sig også væk og satte sig ved siden af mig, op af den kolde murstens væg, der måtte tilhører et pakhus. Vi var nået helt ud i byens udkant, før vi havde spist. Vi tog ikke notise af liget foran os, men lod ham blive. Der var ingen som fandt ham her med det samme. Desuden havde vi været alt andet end forsigtige så bidene kunne slet ikke tolkes som vampyrbid. Jeg lukkede øjnene i og trak vejret dybt. Lorenzos nærvær var ufatteligt svært ikke at lade sig friste af. Blodrusen udviskede alt min vrede og jeg kunne ikke andet, end at være opmærksom på det sted, hvor vores arme rørte hinanden. 

" Lorenzo .. Hvorfor? " mumlede jeg usammenhængende, som var jeg et menneske med en alt for høj promille. Jeg vendte hovedet imod ham og opdagede at han også så på mig. Han var tæt på, men jeg rørte mig ikke. 

" Spiller det virkelig nogen rolle? " Mumlede han, syg af begær, ligesom mig selv. Ikke syg af begær på grund af mig som person, men syg af begær på grund af det fact, at jeg var af modsatte køn. I denne tilstand var det svært at sætte noget op imod begæret. Jeg var ikke rasende nok. Jeg var nedtrykt over, den måde han behandlede mig på, men ikke rasende. Det eneste der hjalp var distrasion. Som at tale med hinanden. 

" Du stak af .. " mumlede jeg.

" Nej. Jeg gik en tur og blev overfaldet. " svarede han. Noget inde i mig, lysnede sig. Medlidenhed? Jeg trak vejret dybt for at samle mig, men hans duft som var blandet med den rene vinter luft, gjorde det ikke nemmere at tænke. Så jeg rejste mig op til sidst. Gik lidt rundt om mig selv og mærkede, hvordan blodrusen tog sit aftag, ikke nok, men nok til at tænke. 

" Du ville lade mig spørge om alt ikke? " Jeg så imod ham.

" Alt. " Svarede han hurtigt og nemt. Næsten for nemt. 

" Hvem overfaldt dig? " Jeg vendte blikket imod gydens udgang, imens jeg lænede mig op imod den modsatte væg. 

" Et medlem af rådet. Det var en slags .. tjah, bøde for hvad jeg har gjort over de senere år. Jeg har slået for mange af din slags ihjel. " Svarede han dæmpende. Jeg rynkede brynene. Rådet? Var vampyr-herredømmet virkelig så forhadt og indædt, at de gav sådanne straffe? Det gav ingen mening. Alliigevel sukkede jeg og nikkede, tilfreds med svaret. Jeg kiggede på ham igen.

" Og hvorfor forvandlede du mig? " 

" Det ved du. " Svarede han koldt. Jeg rynkede uforstående brynene.

" Du elsker mig. " En boblende følelse strøg igennem mig.

" elskede .. " rettede han kort, inden han trak vejret dybt. Jeg forsøgte at gemme de splittede følelser som løb hen over mit ansigt. Jeg nikkede ganske langsomt i forsøg på at skjule det. Han forsatte uden, at sige noget til det. 

"Du var en mærkværdig kvinde, Rachelle. Jeg var dybt betaget af dig allerede fra starten. Jeg havde håbet på at kunne dele efterlivet med dig, som vi kendte og elskede hinanden, men da det gik op for dig, hvad jeg var, ville du ikke vide af mig og jeg lod dig løbe, som det bytte du var. " Han tav. Jeg trak dybt vejret inden jeg forsatte.

" Hvornår kom Matthew ind i billedet? "

" Du forelskede dig i ham og I blev forlovet efter ganske kort tid. Samme nat som jeg .. hvor kender du hans navn fra? " Fejlen gik først op for mig, da han gjorde mig opmærksom på den. Hannah havde kaldt ham Matthew. Jeg havde aldrig hørt navet ellers. Fuck. 

" Øhm. Jeg mødte en pige. " Mumlede jeg flovt tilbage, som den skygge af ham, jeg nu og engang var. 

" Du hvad? "

" Der var flere den aften. Jeg lod hende løbe. " Mumlede jeg, ikke glad for at skulle fortælle ham om det. 

" Et vidne?! fadnme om jeg ikke skulle have gættet det! Du lod et vidne løbe! Er du klar over, hvad du har gjort? " Hans raseri kom så pludseligt, at jeg fortumlet bakkede væk fra ham, men han fik fat i mig og pressede mig op imod væggen. Jeg hadede hans raseri. Jeg blev så utilpas. Desuden brød jeg mig ikke om at blive presset op ad ting. 

" Du kunne for helvedet bare lade vær med at tage mig med tilbage til London. Det gik fint i Schweiz! " Snerrede jeg. Han så på mig med onde øjne, da han gav slip på mig og trådte et par skridt væk. Sneen faldt blød og romantisk omkring os, hvilket var næsten komisk i vores nuværende situation. Vi stod lydløse og betragtede hinanden. Raseriet fordampede svagt imellem os. Jeg sukkede og trak vejret ind igennem næsen for at lede mine tårer væk fra øjnene, inden de ville svigte mig.

" Hvorfor .. skiftede du mening? " Mumlede jeg til sidst, imens jeg pressede to fingre imod min næseryg.

" Hvad?"

" Da du forvandlede mig og fandt mig igen, havde du skiftet mening. Du elsker mig jo ikke mere. Hvorfor? " Jeg holde øjnene lukket. Prøvede at finde hoved og hale i mine tanker.

" Rachel .. " Knurrede han blidt og omsorgsfuldt. Jeg åbnede i det samme øjnene og sendte ham et dræbende blik.

" Rachelle," rettede han hurtigt, imens han trådte nærmere. "  Jeg elskede Rachel Millers over alt på jorden. Hun var som morgendug på græsstråene. En klar måne aften. Hun kunne få alle til at holde med hende. Hun var intelligent og fornuftig, men hun kunne sende de mest lokkende og overbevisende øjne. Og selv om du stadigvæk har de evner i dig, så er de gemt væk, i et andet sind. En anden tanke gang. I er ikke den samme person." Svarede han. Jeg fik en pludselig trang til at kaste op, ikke fordi jeg havde kvalme over det han sagde, men fordi det var den eneste måde, jeg kunne komme af med følelserne i hovedet, på. Men jeg gjorde det ikke. I stedet stod jeg stiv som en støtte og nikkede, i det hans hånd fløj op til mit ansigt og lod en af de brune lokker glide væk bag øret på mig. 

" Så du elsker mig ikke. " Konstaterede jeg. Jeg prøvede virkelig at gemme smerterne væk, men han måtte have set dem. Eller også fik han bare dårlig samvittighed over, sine ord. Sine ondskabsfulde og sammentidig smukke ord. Han lo blidt, kærligt og varmt. Jeg følte mig flov over mine dårlige evner til at skjule følelser. Følelser som jeg ikke engang vidste, jeg havde.

"  Rachel Millers var fantastisk, men du min kæreste Rachelle, er slet heller ikke så ringe endda. " Om det var blodrusens begær eller hans eget, forstod jeg ikke, men mine øjne søgte op imod hans igen, som var muntre og kærlige. Min selvtillid sank. Jeg forstod intet længere. Ham, verden, mine følelser. Intet. Hvis han ikke elskede mig, hvorfor sagde han det så?

" Jeg kan ikke klare det Lorenzo. Jeg kan ikke klare mere af det her.  " Hviskede jeg opgivende. Hans blik var bekymret da han så min ynkelige skikkelse krybe under ham. Ikke på grund af ham, men på grund af alt, hvad der lå på mine skuldre. Han sukkede dybt og stødte hånden imod væggen over mig. 

" Det bliver bedre. Tiden healer. " Hviskede han, i det han bøjede sig ned imod mig. Vores ånde mødtes og blandede sig, kort inden vores læber ramte hinanden. Jeg stod som forstenet, da det skete, mærkede kun hans læber der blidt formede sig over mine. Da jeg endelig gav efter og kyssede igen, strømmede en blid følelse af tryghed og hjemlighed ind over mig. Så trak jeg mig væk. Jeg havde ikke lyst til at kysse ham. Jo, men ikke på den måde, ikke når han udnyttede mine svageste øjeblikke. Selv om jeg havde den holdning, gjorde det alligevel ondt at give slip på hans bløde læber, der mindede mig om hjem og smagte så sødt. Desuden virkede det unfair. Hans blik afsøgte mit. Ikke skuffet eller vredt. Bare forundret.

Det var der vi begge blev opmærksomme på den dybe knurren og vendte blikket imod gydens udgang.  Og det var først der, det gik op for os, at vi havde haft en tilskuer på. En meget vred og dyrisk tilskuer. 

Vampyrens eneste naturlige fjende. Ulven. 

 

** Dette afsnit skulle have været længere endnu, men var bange for, at I ikke ville kunne lide mine kapitler så lange, så handlingen er delt over dette kapitel og næste, nummer 11 (; **

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...