Genfødt

Rachelle er bundet af gamle skikke til at vandre ved siden af sin skaber, vampyren Lorenzo Crawford. De nyder hinandens selskab, men alt ændre sig den dag Lorenzo tager hende med tilbage til London. Hendes fødeby. Snart bliver de begge truet på livet og Rachelles liv tager en alvorlig drejning.

69Likes
193Kommentarer
7390Visninger
AA

9. Øje for øje

 

"Look at you smoking in them neon lights

Under the thunder, yo, you look so nice

Made me wonder how you spend them nights

Me? I spend them looking for men I might like.  " - Lana Del Ray

 

 

Han lå adskillige timer og sov. Det gjorde mig rastløs. Mine ben begyndte at summe, min hals var så tør og brændende, og jeg kunne ikke sidde stille. Noget måtte ske snart, ellers ville stilheden trænge sig helt ind i mit sind og gøre mig sindssyg. Jeg kunne ikke bare sidde her i hans stol og betragte rummet. Jeg var brudt ind hos naboen, som ikke var hjemme, for at finde klorin og andre slags nedvaskelses produkter. Nu var væggene helt rene, så selv malingen så ny ud. Men jeg kunne ikke glemme teksten der stod hen over endevæggen. Hvem end der havde taget sig tid til at tvære Lorenzos blod op på væggen, var personen da ved god selvtillid. Han havde sikkert ikke regnet med, at jeg ville komme tilbage igen og finde ham i tide. Tanken fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, som havde nogen kommet noget af den hvide sne udenfor, ned i min nakke.  Jeg rejste mig med et suk, et suk som lød endeløst i stilheden. Mine ben var stive, sikkert fordi jeg havde siddet ned så længe, men jeg mistænkte også det tilbageværende blod i min krop, for at være ved at størkne. Sådan noget skete, hvis man ikke drak jævnligt. Vi blev ganske enkelt til sten. Der ville nu gå adskillige dage, før jeg ikke ville være i stand til at bevæge mig mere, men jeg undgik alligevel omhyggeligt at betragte mit spejlbillede eller mine hænder. Jeg ville lige så stille komme til at se mere og mere sygelig og dødende ud. Men jeg var på ingen måde uden energi og kræfter som Lorenzo. Tværtimod kunne jeg kravle på væggene, hvis jeg havde haft lyst. 

På stive ben gik jeg ind i soveværelset. Et kort sekund stoppede jeg i dørkarmen og betragtede ham. Han så friskere ud. Vampyr blod, fik altid én til at se mere menneskelig ud. Man fik rødmen i kinderne og huden var knap så bleg. Engang havde vampyrerne været de rene kanibaler, fordi det fik dem til at føle sig menneskelige igen. Nu var det anderledes. Men trods mit blod, så ville hans sår ikke heale helt, det var trods alt også gammelt blod. Han var holdt op med at bløde, men sårene ståd stadigvæk åbne og så uhyggelige ud. Det samme gjorde de brændmærker hans ansigt bar. Jeg blev enig med mig selv om at hjælpe ham en smule og forlod rummet for at lede efter en første hjælpskasse. Jeg fandt den under køkkenvasken. Hvem end de tidligere ejere var, så havde de været forbedte på vores vejne.  Da jeg kom ind i soveværelset igen, fjernede jeg forsigtigt dynen fra ham og så på ham. Sårene forsatte ind under hans skjorte og uden at tænke over det, knappede jeg den rutineret op. Synet der mødte mig, fik mig til at gispe. Jeg kunne ikke få mig selv til at se på hans forslået overkrop, der var præget af store blå plamager fra slag, lange kødlige sår fra noget der kunne have været en pisk og så de ord som så ud til at være skrevet ind i hans brystkasse med en kniv. Lige over hjertet.

Øje for øje

Hvem end der havde haft fat i Lorenzo, så havde personen da styr på sine udtalelser. Jeg lod min hånd løbe over de lange piske sår og overvejede om jeg skulle give mig til at slikke på dem. Det ville hjælpe. Vores tunger var præget af gift, men ikke så meget, at vi kunne forgifte vores bytte. Giften healede i stedet for. Men så meget holde jeg alligevel heller ikke af ham. Eller gjorde jeg? Jeg havde trods alt ladet ham drikke mit blod, trods smerterne baf det. Jeg kom til at tænke på det han havde fortalt mig, aften han skred. 

" Nej! Jeg elskede dig og jeg var ensom. Jeg efterlod dig, fordi jeg troede du var død, Rachelle! Jeg fandt dig igang med at slå en hel menneskemængde ihjel, fire dage efter! "

Tanken om at han holde af mig på den måde var underligt tilfredsstillende. Og ny. Kunne jeg også lide ham på den måde? Eller var det bare noget jeg bilde mig ind. Og hvordan kunne jeg sidde og tænke på det? Manden forlod mig jo alligevel i sidste ende.  Jeg vendte blikket imod hans ansigt og et elektrisk stød fór igennem mig. Hans øjne var åbne og han lå og betragtede mig helt stille. Ganske langsomt trak jeg min hånd tilbage og lagde den i mit skød, foldet sammen med den anden. Flov over at have rørt ved ham.

" Det ser slemmere ud end det er. " Konstaterede han kort for mig, med en hæs stemme. Jeg vendte blikket væk fra ham og så i stedet rundt i rummet, ikke helt klar over, hvad jeg skulle sige. Nu hvor han var i sikkerhed, følte jeg mig tom indeni. Jeg var ikke vred på ham, men heller ikke vildt begejsteret for, at han var vågnet, imens jeg sad og rørte ved ham. Jeg vendte kort blikket imod ham, da han talte igen, for så at feje det væk fra ham igen.

" Du har sikkert mange spørgsmål. " Endnu en konstatering. Det tog mig en smule tid at svare. Jeg var ikke helt klar over, hvilken slags ord jeg skulle bruge. Eller hvilket spørgsmål jeg skulle sige. Så tilsidst droppede jeg det og lod det ligge til han var en smule mere sig selv. 

" Jeg kommer ikke til at sprøge dig om noget før du ser normal ud igen. Kan du jage? " Jeg rejste mig fra sengen. Vi havde været inde næsten hele dagen og jeg kunne hive mit hår af, i frustration over den smerte der lå i min krop af bare tørst. Det ville ikke give mening at vente endnu et døgn. 

" Med dit blod i mig kan jeg sikkert. " Svarede han, med et af de der sædvanlige smil. Charmerende og en anelse provokerende. Jeg fnøs kort af hans dårlige forsøg på at få mig til at smile. Han havde altid betragtede mig som den bedste til at jage, fordi jeg aldrig gjorde byttet bange. Desuden var jeg også hurtigere end ham.

" Fint, tak noget tøj på der dækker din krop. Jeg har ikke lyst til at hele Londons befolkning flipper ud, fordi der løber en zombie rundt i gaderne. "  Min spydige kommentar fik nu ham til at fnyse, men jeg lod som om jeg ikke hørte det.  Han kom i noget tøj, ret hurtigt og vi forlod bygningen sammen, uden et ord. 

 

Da vi kom ud var det næsten blevet aften. Skumring var det i hverfald. Vi var langt fra alene og min konstante nynnen blev mere argrressiv end normalt, selv om det ikke regnede spor den nat. Jeg havde bare svært ved at holde mit fokus. Desuden var det svært at glemme, at jeg for under et døgn siden var blevet kysset af en mand, jeg havde kendt før på denne gade. Burde jeg vende tilbage til ham og besøge ham en dag? Jeg slog tanken og beslutningen fra mig. Det måtte jeg finde ud af på et andet tidspunkt. Lige nu var jeg bare sulten og jeg havde ikke lyst til at virke svag og uopmærksom fordi jeg gik rundt i gaderne og tænkte over mit lidt for rodet kærligheds liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...