Genfødt

Rachelle er bundet af gamle skikke til at vandre ved siden af sin skaber, vampyren Lorenzo Crawford. De nyder hinandens selskab, men alt ændre sig den dag Lorenzo tager hende med tilbage til London. Hendes fødeby. Snart bliver de begge truet på livet og Rachelles liv tager en alvorlig drejning.

69Likes
193Kommentarer
7378Visninger
AA

16. At vandre i blinde

"Cause I'm just one of those ghosts

Travelin' endlessly

Don't need no roads In fact, they follow me

And we just go in circles" - paramore

Den aften var jeg kommet hjem lige før tusmørke sammen med Michael. Jeg var løbet meget længere væk, end jeg havde været klar over. Vi havde sagt farvel til hinanden og derefter var han forsvundet op på sit værelse. Der havde været stille i huset, men der lå en seddel på bordet om at de kunne findes i kontoret. Jeg lyttede efter igen, men da jeg intet hørte gik jeg ud fra at Mabella havde lagt en dæmpende besværgelse i kontoret. Endnu en god ting, ved at have en warlock i huset. De gjorde de overnaturliges hørelse til ingen verdens nytte. Jeg havde stået lidt i det mørke køkken og set ud af vinduet, overvejet om jeg skulle opsøge dem. Til sidst havde jeg besluttet mig for, at det ikke ville gøre mit hoved bedre, ved at ryste mere op i min fortid. Indtil videre havde den ikke gjort mig andet end frusteret og desuden kunne jeg ikke helt forholde mig til bare det faktum, at Lorenzo ikke var her. Så jeg endte med at forlade køkkenet i al stilhed og følge Michael eksempel, ved at smutte op på mit værelse .. 

Det var ikke fordi jeg var i stand til at sove. Det er vampyrer ikke. Men vi har brug for mental ro og den kan vi opnå, ved at koble helt fra - eller som det var sket for mig før, ved at blive slået ud eller bidt af en varulv. Det havde altid for mig været en underlig fornemmelse og jeg gjorde det sjældent. Faktisk kun når Lorenzo havde bedt mig om det, for jeg kunne ikke lide følelsen af at være tom og manglen på lyde var skrækindjagende, men lige netop den nat følte jeg, at det var det eneste som faktisk betød noget for mig. At komme af med tankerne, lydene og indtrykkene. At slippe for den fortid jeg så egoistisk havde opsøgt. 

Da jeg endelig vågnede op var rummet oplyst af et blødt, hvidt skær og farverne var meget skarpere. Jeg blev i sengen et godt stykke tid endnu, imens jeg lyttede til lydene i huset. Folk sov stadigvæk. Deres hjerter bankede roligt og takt fast, imens deres åndedræt svagt gav genlyd i huset. Jeg lyttede efter mit eget hjerte, men som normalt var der intet i mit bryst, ud over et gabende, tomt hul, hvor der engang havde eksisteret et levende og dunkende hjerte. Ideen om at kunne høre sit eget hjerte og ligge hånden på brystet, for at mærke dets bevægelser havde tit fasineret mig. Men der var ikke noget tilbage i mig som var levende. Ikke andet end den tørst som nu brændte i min hals og sikkert også havde været skyld i, at jeg var vågnet.

Til sidst svang jeg benene ud over sengekanten og rejste mig op. Forsigtigt kom jeg ud af det tøj fra i går og lagde det pænt sammen, i håb om at Stevie ville mildnes en smule af det. Så gik jeg over til skabet og fandt et nyt par jeans, mørkeblå og ret almene i udseendet. Derefter hev jeg en sort trøje ud og trak den over hovedet. Det var ikke fordi, ejeren af skabet ikke havde haft god stil. Jeg fandt adskillige ting, jeg hellere ville iklæde mig, men sammentidig havde jeg ikke lyst til at udfordre skæbnen og minde nogen af huset beboer mere om deres afdøde. Så jeg trak den sorte trøje over hovedet og trak i et par sokker, inden jeg sneg mig nedenunder.

Der var stadigvæk stille i huset, da jeg gik ned i køkkenet og så mig omkring. Tørsten dunkede bag i halsen, men stadigvæk i stadiet, hvor den kunne ses bort fra. Min nysgerrighed tog til imens jeg ledte efter flere donor poser og snart blev det ikke bare en vagt på blod, men også på informationer om den mærkelige familie. Jeg havde nået at finde et billede af hende som åbenbart havde ejet mit værelse. Hendes hår var langt og tykt, rødligt men stadigvæk blondt og hendes ansigt var fyldt med fregner.Hendes øjne var næsten violette, men også meget blå. I det hele taget så hendes udseende meget rodet og vildt ud og hendes ansigt var præget af et kæmpe, hvidt smil. Hun holde en af de små børn på skulderne og den lille pige som krammede omkring hendes pande så, lige så glad ud. Jeg betragtede billedet. Hvis det var min søster som var blevet slået ihjel og så der lige pludselig kom en fremmede vampyr ind, ville jeg så være lige så sur som Stevie? Min mave trak sig en smule sammen da det gik op for mig, at jeg forstod hendes had til mig. Jeg havde ingen ret til at gå i det her tøj. 

Jeg havde slet ikke hørt, at nogen var kommet ind i køkkenet og det var først da personen rømmede sig, at jeg lagde billedet tilbage og snurrede rundt. Min hørelse og opmærksomhed stank virkelig. Jeg havde hellere ikke hørt Michael igår. 

" Du er tidligt oppe. " Mabellas brune og varme øjne så agtpågivende på mig. Jeg smilede svagt og akavet.

" Vampyrere sover jo ikke .. " Svarede jeg undskyldende tilbage.

" Josh sagde ellers du sov ganske trygt, da han tjekkede på dig igår? " Hun så undrende på mig. Havde Josh været inde og tjekke, at jeg var okay igår aftes? Eller ville han bare være sikker på, at jeg var, hvor de ville have mig? 

" Jeg vågnede af tørst .. " Indrømmede jeg, tildels skamfuldt over at have løjet og tildels flov over min tørsts magt over mig.

" åh .. " Hun så forstående på mig og smilede forsigtigt, inden hun satte en kurv fra sig med rødder i. Havde hun allerede været ude? Sov warlocks? Det måtte de gøre. For det første var de jo stadigvæk mennesker og for det andet krævede magi mange ressourser. Så hun måtte have været tidligere oppe end mig. 

" Her. " Hun havde fundet en pose med blod frem fra under køkkenvasken og rakte den venligt imod mig. Jeg smilede svagt og skævede imod mikrobølgeovnen i køkkenet. 

" Er det okay, hvis jeg varmer det? Det smager ikke så godt lunkent. " Jeg betragtede hendes store og krøllede hår i det hun nikkede og det hoppede rundt omkring hovedet på hende. Et meget stort, sort og krøllede hår. Jeg missundede det. Det var smukt. 

Hurtigt fik jeg blodet ind i den lille ovn og sat den til to et halvt minut, inden jeg lukkede lågen og vendte mig imod hende. Hun  havde vendt sig imod vandhanen og stod nu igang med at vaske afgrøderne. I tvivl om, hvad jeg skulle sige eller gøre stod jeg og så ud af vinduet, ud på den hvide sne, indtil mikrovnen bibede. Da jeg fik den ud tog jeg den op til munden og skulle til at bide hul i den, da Mabella talte til mig igen.

" Vil du ikke nok hælde det op i et glas? Børnene vågner snart og jeg vil helst ikke have, at de forstår din natur. De har det svært nok i forvejen. Jeg vil ikke gøre dem forskrækket over ligegyldigheder. " Hun vendte sig ikke om en eneste gang for at se på mig, men det var måske også det bedste for jeg stod bare og så forvirret på hende. Var jeg en ligegyldighed? På en og samme tid var det både en fornærmelse og et kompliment, på den måde at hun stolede på, at jeg ikke ville være til besvær. 

" Selvfølgelig. " Svarede jeg rustent og så mig om, inden jeg fik øje på et krus oppe i et skab, bag en glas låge. Forsigtigt fik jeg hældt blodet op i det og da der var mere i posen end der kunne være i koppen, skyndte jeg mig at drikke det, selv om jeg helst ville nyde det. Så smed jeg posen ud og tog glasset med over til vasken. 

" Har du brug for hjælp? " Jeg så ned på rødderne som ikke mindede om noget jeg kunne genkende. 

" Kan du finde ud af det? " Hun skævede smilende til mig. Jeg trak halvt på skulderne af udfordringen i hendes ord.

" Jeg var elev kok i Frankrig engang. Lorenzo har en svaghed for at lave mad til mennesker. " Svarede jeg, i det hun rakte mig en kniv og lod mig hjælpe med at skralde den brune og beskidte skald af rødderne. 

" Men du kan ikke lide mad? Altså menneskers mad? " Et smil brød frem på hendes læber. Jeg lo svagt over spørgsmålet.

" Det er .. anderledes end min normale føde. Vi kan sagtens spise det og det smager godt nok. Men som døde kroppe kan vi jo ikke rigtig komme af med det igen. Så somregel ender det med hedeture og en masse opkastning. Det er den del af det jeg ikke bryder mig særligt meget om.  " Svarede jeg, mere åben om det, end jeg havde troet jeg ville være. Nu var det den ældre kvindes tur til at le svagt og jeg kunne ikke lade vær med at få tilid til hendes rare og muntre sind. Det var imens, at jeg stod og betragtede hende, at jeg blev klar over to små dunkende hjerter der var på vej ud af deres senge og hen imod os.

" Børnene er vågnet. " Konstaterede jeg, inden jeg drak koppens indhold i en mundfuld og skyllede kruset af, for bagefter at tørrer munden for blod. Mabella så på mig med det undrende udtryk, men vendte sig imod døren da to trætte børn kom ind i køkkenet, gabende og igang med at gnide deres søvnige øjne.

" Bella, Sebastian? Hvorfor er I så tidligt oppe?  " En moderlig klang gled ind over kvindens stemme i det hun krammede dem og  guidede deres slappe kroppe hen til stolene ved det lille spisebord. 

" Bella havde mareridt " forklarede den lille dreng søvnigt imens han gned sine øjne. 

" Nå, hvad var det så denne her gang? " Spurgte Mabella i det hun gav den lille og forsigtige Bella et kram. Pigen slyngede armene om hende, imens hun mumlede svarede hende.

" James hoved faldt af midt i stuen. " Drømmen var så absurd, at jeg ikke kunne lade vær med at smile en smule af hende. Mabella lo muntert til den lille pige. Efter at have trøstet hende, fik hun hældt noget morgenmad op til dem begge to. Stille sad de og gumlede på maden og det var først der de blev klar over min tilstedeværelse. Bella smilede forsigtigt og genert til mig, men Sebastian var straks meget mere fjendsk end sin lillesøster.

" Hvorfor er hun her? "

" Hun hedder Rachelle. Hun er her fordi hun .. ikke helt kan finde ud af, hvem hun er. " Svarede Mabella før jeg på nogen måde fik tænkt et svar frem. Jeg vidste ikke helt om jeg kunne lide den måde hun skjulte min natur på, men noget fortalte mig, at protester ikke ville holde mig under det her tag længe. Så jeg holde mund.

" Jamen hvorfor kan hun ikke bare selv finde ud af det? " Svarede Sebastian skarpt tilbage, imens han gav mig, et dræberblik som kun små børn kan præstere.

" Sådan taler man ikke om sine gæster imens de hører på det, Sebastian. " Stemmen var mandig og mit blik fejede over til døren. Josh stod i dørkarmen og så ned på den lille dreng, som straks fik en undskyldning kogt sammen. Jeg lyttede knapt nok efter, men beundrede i stedet manden foran mig. Han stod lænet imod dørens karm og det mørke brune hår hang i silkebløde lokker omkring ansigtet. Hans himmelblå øjne scannede kort rummet men stoppede ved mig. Jeg tror jeg holde vejret, det var ihvertfald den følelses jeg havde. Min ikke eksisterende hjerterytme sænkede sig og vi stod bare længe og så på hinanden. Til sidst brød et drenget smil ud på hans læber.

" Tager du imod undskyldningen, Rachelle? " Hans ord var blide og jeg forstod dem ikke helt til at starte med. Bella fniste og hendes mor forsøgte at gemme et smil. Sebastian gav mig et olmt blik. Så gik det op for mig, hvad Josh havde spurgt om og jeg nikkede feberisk, imens jeg så imod den lille dreng.

" Selvfølgelig gør jeg det. " Drengen så ud til at lyse en smule op, men han smilede ikke ligefrem. Bagefter skydte jeg mig, at vende tilbage til rødderne som jeg flittigt skrællede videre, imens Josh satte sig ned imellem de to børn og gav sig til at spise morgenmad. Ud fra deres samtale kunne jeg forstå at Sebastian var i lære hos Josh og James, i kamptræning. Bella var stadigvæk for lille, men James var begyndt at lærer hende at skyde med bue, hvilket hun var meget stolt over. 

Begge børn var Mabellas. Halvt warlock, halvt menneske. De var kommet til huset da børnene stadigvæk var meget små, fordi Mabella var på flugt fra sin mand som havde fundet ud af hendes sande identitet. Det snakkede børnene selvfølgelig ikke om, men Mabella fortalte mig det, imens vi arbejde med at ordne maden. Senere kom Stevie ned. Hun gav mig et surt blik, inden hun dumpede ned ved siden af James som også var kommet til. Til sidst kom Harry. Børnene forsvandt ud i haven og sneen kort efter. Michael kom ned som den sidste da James, Stevie og Joshua havde forladt køkkenet for at gå ud i laden. Så vidt jeg forstod havde de en slags øvelses rum derude. Kamptræning, havde James forklaret mig ganske kort, inden han var forsvundet med de andre. 

Dagen gik og flere efter den. Jeg hjalp til så godt jeg kunne. Vogterne var væk det meste af tiden. James var den som var der mest, men han udfyldte altid vigtige papire og havde aldrig tid til at underholde. Så jeg hjalp for det meste Mabella med at sørge for huslige ting. Efter et enkelt øjekast på vaskemaskinen var vi blevet enig om, at det ikke ville virke for mig, så i stedet satte hun mig til at gøre rent. Michael jokede med, at jeg var blevet stedets husholderske, når vi var sammen. Han var den som jeg brugte mest tid med. Mabella var sød, ingen tvivl om det, men vi havde ingen fælles humor. Harry undgik mig ret bevidst og snakkede aldrig til mig. Michael havde fortalt det var det samme, hos ham og at det bundede i, at Harry var fra tiden, hvor vogterer ikke lod underjordiske vandre rundt i deres hjem, men slog dem ihjel så snart de trådte ind på grunden. Den tanke foruroligede mig lidt, men da jeg havde fortalt det til James havde han bare leet af mig. 

Sådan forsatte det i en uge. Nogle gange blev jeg spurgt ud omkring min fortid med Lorenzo, men ingen snakkede om min rigtige fortid. Den som menneske - eller ulv, men den side kunne jeg ikke helt acceptere endnu. Det var bare for langt ude. Jeg modtog ikke rigtig oplysninger omkring Lorenzo. Josh havde forsøgt at få fat i ham, men han var som sunket i jorden. Hvilket gjorde mig både bange og tilfreds. Tanken om at han kunne være død, pinede mig, men ideen om at han var forsvundet for eget bedste gjorde mig tilfreds og det gjorde det nemmere at acceptere, hvor han havde sat mig af. Så jeg holdte mig til den tanke. Og tanken om at han ville hente mig igen. Jeg kunne allerede forstille mig det. Han ville komme ind af indkørelsen og når jeg fik øje på ham, imens jeg støvede af inde i stuen ville jeg løbe ud og som altid når han havde været væk i længere tid ville han samle mig op og svinge mig rundt. Jeg ville hvine af grin som en lille pige og bagefter ville han trykke mig ind i hans varme favn. Der, hvor jeg hørte hjemme. Der, hvor ingen af de sandheder jeg havde hørt, betød noget. 

Og sammentidig var jeg sur på ham. Hvordan kunne han bare efterlade mig? Hvordan kunne han have holdt min fremtid skjult? Hvorfor var han så egoistisk? Mit andet scenaria om hvordan jeg ville reagere når han kom hjem, var knapt så venligt og indeholde vold i stride strømme. 

Men problemet var, at der ikke skete en skid. Jeg kede mig dag ud og dag ind, kun for at se frem til aftensmaden, hvor jeg ville være i stand til at tale med James og Josh som altid havde noget spændende at bevidne om. Desuden - hvilket jeg havde meget svært ved at indrømme - havde jeg brug for at se Josh engang imellem. Vi havde ikke talt om vores sammenstød foran lejeligheden endnu, men så snart jeg fik muligheden havde jeg tænkt mig det. Og da den endelig kom, turde jeg ikke. I stedet sad jeg bare og betragtede ham, stum for ord. Jeg følte mig så dum, at jeg var begyndt at blive væk fra madtiderne, med den undskyldning at jeg jo alligevel ikke spiste noget.

Og sådan forsatte det den første uge og den næste.

Om morgen hjalp jeg med Mabellas rødder, om formiddagen gjorde jeg rent. Ved middagstid stak jeg af, ud på en løbetur for at komme væk. Om eftermiddagen hang jeg ud med Michael og om aften forsøgte jeg mest muligt bare at undgå folk, hvis ikke jeg underholdte den lille Bella som modsat sin bror var begyndt at kunne lide mig. Sebastian var begyndt at minde mere og mere om Stevie, efter min mening. Men Bella var sød og elskede når jeg tegnede med hende. Måske fordi det faktisk var noget jeg var god til. 

Vejret blev bedre og sneen tøede stille væk, men jeg blev mere og mere rastløs.

Lige indtil den dag, Josh fangede mig nede i køkkenet, imens jeg ventede på Mabella. Noget jeg idag ville ønske aldrig var sket. Men ingen kan forhindre skæbnen i at få sin vilje. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...