Genfødt

Rachelle er bundet af gamle skikke til at vandre ved siden af sin skaber, vampyren Lorenzo Crawford. De nyder hinandens selskab, men alt ændre sig den dag Lorenzo tager hende med tilbage til London. Hendes fødeby. Snart bliver de begge truet på livet og Rachelles liv tager en alvorlig drejning.

69Likes
193Kommentarer
7336Visninger
AA

23. At binde en lykke i uvidenhed.

 

Det var .. ubeskriveligt. Jeg havde svært ved at genskabe det hele og sammentidig så jeg det hele for mig, igen og igen. Hvordan han havde kysset mig lidenskabeligt imens han trak mit undertøj af. Lyden af vores tunge åndedræt og duften ham havde gjort mig helt beruset og det var ikke svært at fortælle, at han havde det på samme måde. Nu lå han med sin krop ind imod min og imens han lå der med armene om mig bagfra, hud mod hud var det som om vi delte hans hjerte. Som om, at jeg kunne mærke mit eget slå igennem hans. Jeg havde troet, at det ville være svært for mig at have sex med et menneske, særligt en, hvor jeg havde smagt blodet, men da han havde kysset mig var det som om hele verden - hele den overnaturlige verden - blev noget som jeg ikke var en del af. Det blev uvirkeligt og det eneste der virkelig eksisterede for mig var ham. 

" Sover du? " Mumlede han imod mit hår. Et smil brød frem på mine læber og jeg vendte mig om, så jeg lå med ansigtet imod ham. Der lå vi så i stilhed og så lidt på hinanden, før han kyssede mig og trak os tættere sammen. 

" Vi får så meget ballade, " mumlede jeg, men med en sarkastisk undertone. Josh brummede en latter og tegnede i stedet med sine hænder på min ryg, i blide bevægelser. Det var næsten utroligt, at hans hænder, dem han slog ihjel og arbejde med, var så blide og behagelige. 

" Intet i verden ville kunne få mig til at skamme mig over det her, " svarede han mumlende tilbage og kyssede min pande. Jeg smilede svagt og nød varmen fra ham. 

" Måske burde vi .. " han kyssede mig, før jeg nåede at tale færdig og jeg kunne ikke lade vær med at le af ham.

" Vil du ikke nok blive? " spurgte han og jeg nikkede smilende til svar, selv om ideen om, at de andre ville finde os sammen imorgen tidlig ville være et sandt mareridt. Men jeg blev og jeg lod mig selv falde ned i den mørke sø, af ubevisthed som vi vampyrer var i stand til at fremkalde i stedet for søvn.

Skriget flængede igennem luften og fik mig til at farer op, totalt uvidende om, hvor jeg var og det var først da jeg lå mærke til, at Josh var på vej i sit tøj i en fart, at jeg kom i tanke om, hvad der var sket. Alle lyde sprang i hovedet på mig. Skrig, knurren, lugten af blod, gråd, Mabellas stemme, alt.. Hvad fanden skete der?

Jeg sprang ud af sengen, ret ligeglad med, at jeg intet tøj havde på og fandt det på gulvet, hvor jeg hurtigt samlede det op og trak det på. Mit blik strejfede kort Joshua, som stod henne ved vinduet og så ud.

" Hvad sker der? "  Min stemme lød panisk, i forhold til hvor nede på jorden jeg faktisk følte mig, men Joshuas blik, fik mig alligevel til at fare i panik og jeg var henne ved ham på ingen tid.

Udsynet der mødte mig var forfærdenligt. Folk der kæmpede, ulve der kæmpede og så faktummet, at jeg genkendte både Michael og James gjorde bare det hele meget værre. Josh tog fat om håndledet på mig og jeg så op imod ham.

" Du går ikke derned, Rachelle. Hvis de får fat i dig, slår de dig ihjel.  Bliv her. I sikkerhed. " Han så ned imod mig, så gik han over til klædeskabet og fandt sine våben frem.

" Nej, jeg går med! " Svarede jeg og var allerede på vej hen mod døren.

" Rachelle! " Jeg vendte mig om ved lyden af hans stemme og så på ham. " Vil du ikke nok bare for en gangs skyld, passe på dig selv og blive væk? " spurgte han, men jeg rystede bare på hovedet. Han kom over til mig og så længe på mig, så nikkede han alvorligt, sikkert fordi han hellere ville ned og forsvare familien, end skændes med mig. Han bøjede sig ned over mig og kyssede mine læber, kort inden han var ude af døren. Jeg stod få sekunder og så rundt i det tomme værelse. Det værelse som uden ham, ikke havde nogen historie eller noget minde om ham. Så vendte jeg mig om og løb udenfor.

 

Alt udenfor var kaos. Jeg betragtede kort situationen, indtil jeg fik øje på Lorenzo og var ovre ved ham, lynhurtig til at skubbe den hvide ulv af ham, som snappede efter hans hoved. Han kom hurtigt op af mudderet.

" Det var fandme på tide Rachelle! " Knurrede han af mig og jeg kunne ikke lade vær med at sende ham et overlegenet smil og sjovt nok, var det hvad jeg fik igen, inden han klappede mig på skulderen og så rundt.

" Hvad skete der? " Spurgte jeg og han vendte øjnene imod mig. 

" De kom ud af det blå. Det er ellers ulve fri zone, de burde ikke kende stedet, " svarede han, hvor på han råbte " duk dig! " og da jeg gjorde det, fløj en mørk ulv ind over hovedet på mig og tumlede omkring med Lorenzo. Jeg så forskrækket til og var hurtigt efter dem, for at få ulven af ham. Denne var stærkere og de tumlede rundt længe, før jeg fik fat på den mørke ulv og var i stand til at skubbe den væk. Den var hurtigt på benene, vred og galskaben lyste den ud af øjnene. 

" Pas på, Rachelle. " Mumlede Lorenzo bag mig, da han kom på benene. Jeg betragtede ulven længe, cirkulerende rundt om den og lod den tage det første spring imod mig. Men det var som om jeg kendte dens bevægelser, som om, at jeg forudså at lige præcis denne ulv ville angribe mig fra venstre side og lægge al sin vægt i det. For da jeg rykkede mig væk, skred den langt hen af græsset før, den var i stand til at rette op. 

" Slå ham nu bare ihjel. " Knurrede Lorenzo gnavent fra min side. Jeg rystede modstræbende på hovedet.

 "Slå ham ihjel Rachelle,  " kommandrede Lorenzo igen, da ulven sprang imod mig. Det der skete derefter var ikke min skyld. Det var hans, det er ihvertfald det jeg forstiller mig, hver gang jeg tænker tilbage. For da ulven sprang imod mig, skreg hver en lille fibre i mig, at jeg skulle undvige, men jeg lod den angribe mig. Vi trillede rundt og, da jeg kom op og sidde på dens mave, strakte jeg hænderne ud foran mig og rev til. Hver en lille del af mig skreg at det var forkert, at det jeg gjorde ikke var godt. Men da var det allerede forsent og ulvens hoved løsnede sig fra dens mægtige krop. Jeg havde udført ordre, fordi det var den magt Lorenzo havde over mig. Fordi det var det, som en skaber kunne gøre imod sin vandrer. Jeg gøs, da ulvens hoved langsomt forvandlede sig tilbage imellem hænderne på mig - noget som sker ved drabet af en varulv. Jeg nåede at smide det fra mig, før ansigtet blev forvandlet helt, jeg havde ikke lyst til at kende min fjendes ansigt og værre endnu. Jeg havde ikke lyst til at genkende det. 

Da jeg kom på benene, så Lorenzo på mig med et blik af stolthed, men ikke den stolthed man ser hos en far, når hans barn tager sit første skridt. Nej ,det her var sindssyg stolthed, noget så vanvittigt og grimt, at jeg stod mundlam og så på, ude af stand til at bevæge mig, da den hvide ulv sprang på ham bagfra. Det var først da han skreg af overraskelse, at jeg så det komme og jeg sprang imod ham for at vælte den af. Vi tumlede rundt i græsset og jeg kom op på maven og sidde af den, da jeg betragtede dens brune øjne og en hver handling stoppede.

Rachel .. 

Brittany. Jeg var hurtigere af ulven, end den kunne nå at rejse sig op. Da den endelig kom på benene, så den på mig med forskrækket og sammentidig beundrende øjne.

Du husker mig. Rachel, vi må stoppe det her. Derek har kontrollen over os, så længe vores bror er fanget. Du må få ham fri, så han kan stoppe flokken! Hendes stemme var desperat. jeg forstod ikke, hvorfor jeg kunne hører den, men jeg lod mig ikke distraherer af det. Lorenzo modsagde mig ikke da jeg løb ind i huset og ned i kælderen, hvor gangen denne gang var tom. Hurtigt var jeg henne ved celle døren, hvor han stod lige indenfor og så anspændt på mig. 

" Hvad sker der? " 

" De slår hinanden ihjel deroppe. Du bliver nød til at stoppe dem. Vogtere bliver slået ihjel og .. der er også døde ulve. " Det sidste ramte mig hårdere end forventet, måske fordi jeg selv var morderen der. 

" Jeg kan ikke. " Svarede han og betragtede mig, da jeg flåede døren op og lod den stå åben.

" Hvorfor ikke? Kom nu, Liam!  "  Jeg rev ham med mig op i huset og videre ud.

" Jeres heks har låst mig inde. " Protesterede han. Jeg så på ham ganske kort. Så trak jeg ham med ud.

" Mabella! Hjælp ham,  " råbte jeg, i det vi løb imod heksen der stod beskyttet af Harry, imens hun mumlede magiske ord.

Jeg tog plads ved Harrys side, men måtte vende mig, da Mabella proteserede.

" Han kan redde os. " Svarede jeg så, hvilket lukkede hendes mund og fik hende igang. Der kom ikke mange imod os og jeg to de tre ulve som kom imod os, med mellemrum. Harrys sværd bekymrede mig, for jeg ville ikke skade min gamle familie, men min egen håndtering - kaste dem imod træer og jorden - var heller ikke ligefrem blid. Til sidst trak ulvene til længere tilbage. Jeg stod forpustet og betragtede dem, imens de betragtede os og det gik op for mig, at det ikke var mig, men noget bag mig og da jeg vendte mig om så jeg, hvad. Min bror, havde forvandlet sig. Hans pels var grå som Lorenzos øjne og han stirrede stift på mig med sine brune øjne.

Tak .. Jeg var ikke sikker på tanken nåede ham, men han satte i spring og forlod os. Det samme gjorde resten af hans flok og de efterlod os i stilhed. Lige indtil endnu et skrig løb igennem luften og jeg drejede rundt.

" James, åh gud! James! " Stevies stemme blev hurtigt erstattet af flere, da resten af vogterne samlede sig omkring deres ven, som lå ubevægelig på jorden. Jeg kunne lugte hans blod på afstand og for første gang fandt jeg blodet ulækkert og uhumsk, men jeg kom ikke nærmere af den grund. Hans blik var vendt op imod himlen og de var for første gang, jeg havde mødt ham døde. Der var ikke den velkendte gnist, ikke den velkendte munterhed. Alt der beskrev James, havde forladt hans krop. Noget indeni mig blev koldt og jeg betragtede dem længe uden at føle noget bestemt. Måske var det fordi jeg var i chok. Måske var det fordi, at jeg lige var blevet gennembanket, jeg vidste det ikke. Jeg vendte mig om i tide til at se den brune ulv liste ind i huset. Michael. Det gav mening, at han gik ind for at finde tøj. Måske burde jeg også skifte. En bidende lugt fangede min næse og jeg skar ansigt, i det jeg så rundt for at finde kilden til det. 

" Lorenzo. " Det var næsten kun en hvisken og jeg var henne ved ham, hurtigere end et lyn. Hans krop lå blodig på jorden og hans øjne var vidt opspærret. Såret var allerede helet, men det var ikke det som fik mig til at græde. Det var det enorme bidmærke der borede sig ind i siden på ham. Allerede nu, var lange, røde tråde ved at danne sig fra det, op igennem huden. Allerede nu, var han forgiftet. På vej mod forrådnelse og døden. 

" Rachel .. " Der løb et vanviddigt smil over hans læber da han så mig og hans blik gled ned imod min mave. Langsomt løftede han sin hånd og lagde den imod mit maveskind, hans ansigt blev alvorligt, da det gik op for ham, at der intet skete. Jeg så uforstående ned, imod hånden, men da jeg vendte blikket imod ham og han talte, forstod jeg det.

" Jeg er så ked af det. " Hans feberirske blik, fangede mit og jeg var ikke i stand til at sige noget. Jeg var ikke i stand til at hade ham for det, selv om han havde holdt det hemmeligt. Ikke nu. Ikke i denne situation. Til sidst kom Josh og Harry over til os. Jeg forklarede kort og monoton, hvad der var sket og de blev enige om at lade ham komme ind i huset. Ingen sagde noget til det. De lod ham få en celle nede i kælderen, i tilfælde af, at han skulle blive sindssyg og få vrang forstillinger. 

 

Fire dage efter, var huset ikke forandret. Der var stille som den grav, James var blevet lagt i den samme morgen og mørke skyer samlede sig over hovederne på os alle sammen. Ingen bad mig forlade stedet. Jeg blev ved med at komme ned til Lorenzo, hver dag. Delvis skyldte jeg ham det, delvis havde jeg ikke andet tilbage. Josh var uigennemtrængelig. Han havde været stille siden angrebet og jeg havde ikke set ham det store. Ikke før jeg fandt ham, stående ude foran tremmerne ind til Lorenzo, den morgen.

" Hej. " Hans stemme var træt og mørke skygger lå under hans øjne. 

" Hej. " Svarede jeg og lukkede op for at gå ind til Lorenzo. Da jeg kom ind til ham, fandt jeg ham badet i sved. Hans øjne var feber blanke og han skænkede mig kun et kort blik da jeg kom ind. Så lukkede han øjnene og sank med en smertende lyd. 

" Du kommer til at leve alene nu. " Han lød næsten som om, han havde spurgt om, hvad jeg fik til frokost. Jeg svarede ham ikke, for jeg vidste ikke om det var et spørgsmål eller en konstatering. Desuden havde jeg slet ikke overskud til at snakke om det. Det virkede så, uvirkeligt at være afsted uden ham. Han havde været hos mig i seks år. Jeg havde regnet med, at vi ville vandre sammen i mindst hundred, før han fredeligt ville lade mig gå. Men intet i mit første liv gik godt, så hvorfor skulle mit andet være anderledes? 

" Jeg kendte drengens mor. " Lorenzos stemme var næsten hviskende, men Josh bevægede på sig med det samme. Endnu en ting jeg havde fået opsnappet imens jeg boede her, var at Josh var adoptivbarn. Hans forældre døde, da han var ung. Jeg så op og da Josh skulle til at åbne, rystede jeg på hovedet. 

" Lad ham nu bare komme ind, Rachelle. Han skal jo dø engang alligevel. Hvad havde du egentligt tænkt dig at gøre med ham?" Hans blik hvilede på mig længe, så lukkede han øjnene. Jeg svarede ham ikke, men sagde heller ikke noget da Josh kom ind igen. 

" Din mor, Annabell, var forhandler hos vampyrene. Hendes egen far blev forvandlet da hun var lille, men han opsøgte hende længe efter og de kørte et slags samarbejde. Det var hendes skyld, at jeg fandt ly hos jeres slags. Din morfar støttede meget op omkring min ideer. Han elskede ideen om en hybrid, som Rachelle. " Lorenzo havde stadigvæk lukkede øjne.

" Holder du af hende, Josh? " Han hostede kort, opgivende.

" Meget. " Svarede han, men Lorenzo rettede sit spørgsmål med et, hvor meget.

" Det føles som paradis når jeg er nær hende. " Joshs ord fik mig til at smile. Lorenzo havde åbnet øjnene og betragtede mit smilende ansigt. 

" Så lad mig gøre dig en tjeneste, vogter. " Hurtigere end jeg registered var Lorenzo oppe ved Josh og med et fast tag om ham, lod han sine tænder glide igennem huden. Josh kom med et smertes udbrud, i det jeg rev Lorenzo væk og skubbede ham væk fra Josh. 

" Hvad har du gang i! " Skreg jeg forfærdet af ham og vendte mig imod Josh som holdt sin hånd op imod nakken. Lorenzo smilede hånligt af mig og sank sammen, op ad tremmerne, ude af stand til at gå mere. 

" Det er da smart, Rachel. Nu får du ham forevigt. Du slipper for at være hans skaber og kan lege hans lille mage istedet for. Var det ikke sådan du ville have det? Hm? Nu prøver man, at gøre dig en sidste tjeneste. Noget som måske vil rette op på fejlene. Men nej, altid så kræsen. Så snobbet. " Lorenzos vanviddige blik hvilede på os længe, imens jeg fik Josh til at fjerne hånden så jeg kunne se bidet. Det var forsent. Han var forgiftet. Det var forsent.

" Lorenzo. Han glemmer, gør han ikke? " Jeg vendte mig om imod ham. Hans øjne lyste af skadefro da han nikkede.

" Det var dig og mig, Rachel. Sådan har det altid været. Ingen Matthew. Ingen Joshua. " Puldrede Lorenzo. Spyt gled ud af mundvigen på ham, men han tørrede det ikke væk. I stedet snøftede han og begyndte så at le.

" Kun vinderen får lov til at vælge Rachelle. Kun vinderen. Vi andre binder bare en lykke til hos selv uden at vide det. En lykke af lykke. Hehehe, komisk som .. " Jeg var ikke helt klar over, hvornår jeg fik nok af at hører på ham, men i to lange skridt var jeg ovre ved ham og fik brækket hans nakke. Måske var det for mildt gjort. Det var sidste gang jeg så ham og fra den dag af var jeg fri. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...