Besat

"Celina jeg vil jo bare hjælpe dig!" Råbte jeg ud i mørket. Et hysterisk skrig svarede tilbage :"Gå! Jeg vil ikke have din hjælp!" "Hun er ikke god for dig!" Prøvede jeg."Du sagde selv du ville af med hende" "Jeg har om bestemt mig, så skrid" "Celina hun må ud af dig inden hun vender tilbage ved fuldmåne." "Skrid nu forhelvede!" "Du er Besat" Julia bliver sendt på en kost skole, hvor hun møder Celina som gemmer på en hemmelighed. Julia der efter hånden bliver gode venner med Celina, vil hjælpe hende med hendes problem. Men vil Celina lade hende hjælpe hende?

4Likes
3Kommentarer
954Visninger
AA

1. Sovetryne

 

Julia:

......*bib**bib**bib* Jeg kiggede på uret. Pis! Den var halv ni. Jeg skyndte mig ud af sengen. Jeg havde kun en halv time til at blive klar. Jeg havde lovet Sophia, at jeg ville komme se hende spille, hendes første fodbold kamp.  Det ville være katastrofalt, hvis jeg kom for sent, for så ville Sophia flippe ud og jeg ville få stuearrest. Jeg tog et par grå træningsbukser på og en sort hætte trøje jeg havde fået af Emilia da hu havde været i Paris, satte håret så det så nogenlunde anstændigt ud og så skyndte jeg mig ellers ud af døren. Jeg hoppede på cyklen og kørte mod sportspladsen. Det var koldt men solrigt.

Da jeg ankom kunne jeg ikke høre nogen jubel og antog at de ikke var gået i gang endnu. Men min mor kom trampende og råbte "HVAD FANDEN HAR DU GANG I? DU HAVDE LOVET DIN LILLE SØSTER AT DU VILLE SE HENDES KAMP, OG SÅ KOMMER DU EN TIME FORSENT! JEG ER TRÆT AF ALLE DU PROBLEMER DU LAVER FOR FAMILIEN. DET HER VAR SIDSTE CHANCE MIN TØS! DET HER FÅR  KONSEKVENSER !" Jeg kiggede forvirret på hende. Klokken var kun jo kun ni. "Men klokken er jo kun ni?" sagde jeg forsigtig.  "Vi skiftede til sommer tid i går, så klokken er ti." sagde hun højlydt, men idet mindste råbte hun ikke mere. Pigerne og de andre forældre nærmede sig."Vi taler om det her senere, tag din cykel og kør hjem!" og så gik hun hen mod de andre.

Jeg var målløs. Jeg blev ved med at se den samtale - hvis man altså kan kalde det det - igen og igen. Min mor med det store lyse hår, rundt om det lille ansigt, der var helt rødt af raseri. Mig som stod målløs i mit trænings træningstøj, mit kastanje brune hår i en lille knold og ansigtet helt fri fra make-up. Jeg gik langsomt hen mod min cykel. Det føltes som om der var ti kilometer der hen. Min mor var simpelthen utrolig og uforudsigelig, så jeg var nervøs for hvad der skete når jeg kom hjem.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...