Det ukendte

Luna har været ude for noget. Noget ukendt. Noget skete dengang i vinter, men hvad ved hun ikke. Hun ved bare, at hun er alene, om at have se det der skete. For det der skete frarøvede hende hendes venner. Hvordan skal hun komme videre?
Kan hun komme videre?

0Likes
10Kommentarer
1536Visninger
AA

7. Et træ.

”Luna? Hørte du hvad jeg sagde?” Jeg vågnede brat fra mit flashback. Jeg så stadig på vores gamle bord. Jeg så på Lukas. Han kiggede bekymret på mig. ”Hvad sker der?” spurgte han. Jeg mærkede tårerne presse sig på, de var her stadig, de var overalt, selvom de var væk. ”De er overalt,” svarede jeg ærligt. Smerten i maven havde bredt sig til mit hoved. Det føltes som om nogle bankede på det. ”Rolig,” sagde han blidt. Jeg kiggede på ham, han så forstående ud. Pludselig rejste han sig. ”Kom,” hviskede han og rakte mig en hjælpende hånd. Jeg tog den ikke, men rejse mig bare op.

Han viste mig udenfor. Han gik ret hurtigt, men han var også en del højere end mig. Min lille og ikke trænede krop kunne ikke følge med, men han satte ikke farten ned. Han gik hen mod æbletræet. Det træ havde jeg siddet ved utallige gange. Græsset omkring det var lige så grønt, som sidst jeg så på det. Det var længere jo tættere på stammen det var, som om folk ikke nænnede at klippe det af. En mild brise fik det til at bevæge sig. Stammen på træet sneglede sig op mod den blå himmel. Det var kroget og kringlet. Det var anderledes, men det var det jeg kunne lide. Træets skygge vred sig for at følge med den originale. Bladene på træet var grønne som græsset. Æblerne var endnu kun blomster. Jeg kunne dufte dem. Jeg så, at jeg stod stille. Lukas havde vendt sig om, for at se hvor jeg blev af. Han smilede til mig, da han så hvordan jeg betragtede træet. Han gik nærmere træet og satte sig ned. ”Jeg tænkte, du ville have noget fred. Det her sted er nok det mest fredelige,” sagde han og krydsede benene.

Jeg vågnede af min trance, og gik hen imod ham. Jeg satte mig ned ved siden af ham og sukkede. En mild brise fik mit røde lange hår til at flagre i vinden. Jeg fangede en lok og placerede den omme bag mit øre. ”De er over alt,” gentog jeg stille. Han kiggede overrasket på mig. Han var sikker overrasket over drejningen af den ikke eksisterende samtale. Han lod en hån glide igennem græsset, imens han tænke. ”Ja, de er overalt. Som om de stadig er her,” sagde han og kiggede ned i jorden. Hans ord gav mig en mavepuster af smerte. Tanken om deres mulige tilstedeværelse var næsten for meget. ”Jeg forstår de stadig ikke,” hviskede jeg. Han skulle lige til at sige noget, da klokken ringede ind til time. ”Vi må hellere komme afsted,” sagde han og rejste sig hurtigt. ”Vi ses,” sagde jeg og vinkede, inden han vendte sig om og gik hen mod hovedbygningen. Jeg blev siddende i det grønne græs lidt. Det var sært beroligende, men også frygteligt. Vi havde siddet der så mange gange før. Vi havde grinet i det græs. Jeg prøvede, at tænke over noget andet. Jeg var ret overrasket over, at jeg havde åbnet mig for Lukas, men hvem skulle jeg ellers snakke med? Jeg rejste mig og gik til time.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...