Et brat fald

Der er sket noget forfærdeligt... Noget meget forfærdeligt! Og det var hans skyld...

4Likes
4Kommentarer
813Visninger

1. Et brat fald

Jeg løb og løb. Blodet pumpede rundt i mine årer, adrenalinen rasede i mig og mine lunger trak sig sammen i krampe. Alligevel fortsatte jeg. Jeg ville bare væk fra det forfærdelige, det grusomme og mest af alt, væk fra virkeligheden. Jeg havde… Jeg havde… Nej, jeg kunne ikke engang tænke på det! 

Det var nat og jeg løb midt i en stor, tom skov. Jeg hørte eller så i hvert fald ingen, selv med mine skærpede sanser.  Små skarpe sten var strøet ud over det bløde underlag. Min venstre fod blev skåret af en af dem og jeg opdagede at min sko var væk. Jeg måtte have tabt den under flugten.  Mit syn blev sløret af forræderiske tårer. Ikke på grund af smerten. Nej den var en god ven i tomheden. Det var på grund af det vanvittige jeg havde gjort. Det var kun et par timer siden, men skyldfølelsen var så total at det føltes som en evighed. Det var jo ikke fordi jeg havde haft lyst til at gøre det! Slet ikke! 

  Jeg så den lille pige for mig. Hendes mørke krøller og hendes store brune øjne i det lille engle-ansigt. Hun ville være blevet meget smuk når hun blev ældre. Men hun ville aldrig blive ældre, og det var min skyld! Fire år. Fire år var det eneste den lille Angelika nåede at leve i. Jeg skulle have beskyttet hende, men jeg havde fejlet.

           Jeg opdagede at der ikke var mere skov. Jeg var stoppet på klippen som gik et stykke længere ud, hvor den så endte i et brat fald. Der var en frisk duft af natteluft og skov, og det blæste en lille smule. Jeg gik hen til kanten og satte mig ned. Der var en fantastisk udsigt. Fuldmånen kastede sit blege lys over alting og gav det et magisk skær. Langt under mig spredte de skarpe klipper sig, før havet tog over lidt længere ude. Til venstre for mig var stranden, og bag klitterne anede jeg, langt inde, nogle mørke skyer over den lille, kedelige by som jeg var vokset op i. Det var en lille smule beroligende at sidde der, men jeg var stadig i chok over hvad jeg havde gjort. Det havde jo ikke været med vilje! Hun havde bare stået det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. 

Jeg så det hele for mig: Min bror havde bedt mig om at passe deres lille datter, Angelika, mens han og hans kone var på besøg hos et fjernt familiemedlem. Jeg havde naturligvis sagt ja, for jeg følte at jeg sagtens kunne klare den lille pige. Jeg var jo trods alt en voksen mand, 22 år gammel! Mine forældre var døde for længe siden og, min bror havde ingen nærmere familie end mig så jeg var flyttet ind i deres hjem for et lille stykke tid. Det var den dag de skulle komme hjem at det forfærdelige skete. Jeg havde siddet i stuen, mens Angelika løb rundt og legede. Pludselig hørte jeg en lyd oppe fra loftet, men jeg tænkte at det nok bare var pigen. Men så kom hun ind i stuen. ”Alexander, hørte du også det?” spurgte hun og hendes øjne var store af forskrækkelse. ”øh.. jeg troede det var dig.” Svarede jeg undrende. Jeg rejste mig op, og gik ud til trappen til loftet. Jeg så at døren ud til gaden stod åben, men lagde ikke noget særligt i det. Angelika fulgte efter da jeg gik op af trappen. Jeg stoppede på det øverste trin og kiggede rundt. Angelika var kommet op af trappen og stod tæt bag mig, mens hun kiggede forbi mit ben. Først var der intet, men så hørte jeg en lyd af klikkende kløer mod gulvet, og om hjørnet af gangen kom... en hund! Jeg kunne se at den var meget gammel og at den var blind. Den måtte have forvildet sig ind gennem døren.  Jeg trådte instinktivt et skridt tilbage... og så var det for sent. I min forbavselse tænkte jeg ikke over at den lille Angelika stod bag mig, så jeg kom til at skubbe til hende! Jeg vendte chokeret om, og så hende falde skrigende ned af trappen. Det føltes som om bumpene var uendelige og hvert eneste af dem sprang mine trommehinder. Og så blev der stille. Alt for stille. Jeg løb rystende ned af trappen og faldt på knæ ved siden af pigen. Hun var død, så død som man kan være, det var der ingen tvivl om. ”Åh gud, åh gud, åh gud!” rallede jeg mens tårerne strømmede. Jeg tog hende i mine arme og vuggede hende frem og tilbage i lang tid. Så lagde jeg hende forsigtigt ned og rejste mig op. Og så løb jeg.   

Jeg kom brat tilbage til virkeligheden. Åh det var så forfærdeligt! Et lille forkert skridt og så... Mon hendes forældre var kommet hjem? Sad de nu og hulkede, trøstede hinanden og forbandede mig lang ned i helvede? Jeg var ved at blive kvalt af min egen skyldfølelse.

            Jeg kiggede op og så at skyerne var kommet helt ud til havet nu. Og pludselig kunne jeg ikke klare det længere. Jeg rejste mig, gik hen til kanten af klippen og kiggede ned. Det ville ikke være svært. Bare et skridt mere...                                 Det var så uhyggeligt det jeg havde gjort!                                                                                                                                            Jeg overtalte mig selv, og valgte. Der kom en iskold ro i mit indre... Og så hoppede jeg.                                                          Da begyndte de første dråber at falde...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...