Intet er for evigt.

Camilla er den stille type. Hun sidder altid i en krog på biblioteket i frikvarteret. Men så en dag starter smukke Marco i klassen. Hun tror ikke han vil have noget at gøre med hende, men hun tager fejl. De bliver hurtigt bedste, eller mere end det. Men så sker der noget drastisk. P.s: Det her er en skole opgave novelle, men jeg har selv bestemt alt hvad den skal handle om.

3Likes
6Kommentarer
1204Visninger
AA

1. Marco

Der er langt ned til jorden hvis man kigger. Virkelig langt. Måske skal man bare lade være med at kigge, og få det overstået. Men kan ikke få mig selv til det, og går længere ind mod midten af taget. Her lader jeg mig dumpe ned. Hvorfor er det egentlig at jeg er her oppe når min mor udtrykkeligt har sagt at jeg ikke må gå her op. Måske er det min trang til fare som mor ville have sagt, eller også ønsker jeg bare at dø. Det er måske lidt pinligt, men jeg ved det faktisk ikke. Når jeg tænker over grunden er den første følelse jeg mærker vrede. Men derefter er der kun endeløs sorg. Marco. Jeg er sikker på at jeg smiler når jeg tænker på første gang jeg så ham. Det er i dag tre måneder siden han første gang trådte ind i klassen. Jeg erindrer hans nervøse smil og at han bed sig i læben. Jeg husker også at han satte sig ved siden af Karl, forrest til højre ved vinduet. Jeg kiggede hele tiden hen mod ham for at indprente mig hans udseende: Hans hår var sort, næsten skulderlangt og pjusket. Pandehåret gik ned i ansigtet så man næsten ikke kunne se hans øjne. De var mørkebrune, næsten sorte. Hans kindben var høje og huden en tone mørkere end min. Jeg kunne ikke se en eneste fejl ved ham. Det kan jeg stadig ikke. Lige pludselig drejede han hovedet, og kiggede mig i øjnene. Han smilede, og jeg smilede tilbage. Vi sad i hver sin ende af klasselokalet og stirrede hinanden i øjnene i cirka fem sekunder, da jeg først kiggede ned i mit bord. Jeg fortrød med det samme at jeg havde kigget ned, men da jeg igen så op, sad han og skrev noter. Jeg skrev ingen noter den dag. Faktisk har jeg ingen anelse om hvilke fag vi havde, eller om det var tirsdag eller fredag. Det betyder heller ikke noget for mig, medmindre jeg ikke kan få en uddannelse, på grund af jeg ikke fulgte med. Men det tror jeg nu ikke bliver noget stort problem, da jeg klarer mig ganske udmærket i skolen. I frikvarteret gik alle andre hen for at tale med ham, men jeg gik bare ned på biblioteket og hørte musik, som sædvanlig. Jeg bladrede lidt i nogle manga-tegneserier, men fandt ikke noget interessant.  Jeg satte hen i hjørnet at lokalet, og tændte min ipod. Jeg havde brug for at høre noget højt og larmende, noget som kunne overdøve alle andre lyde og følelser. Egentlig er jeg ikke så meget til heavy metal, men i visse tilfælde er der simpelthen ikke noget der er bedre til at skjule dine følelser. Jeg måtte have lukket øjnene, for jeg fik et chok og sprang op, da en kølig hånd blev lagt på min skulder. ”Du må virkelig undskylde hvis jeg forskrækkede dig.” Det var ham. Marco, eller dengang kendte jeg selvfølgelig ikke hans navn. ”Nej, det okay.” Sagde jeg og smilede svagt. Jeg var sikker på at jeg så vildt dum ud. Men det var der ikke noget at gøre ved. ”Jeg hedder forresten Marco. Jeg skal gå i din klasse” Sagde han og rakte hånden frem. Jeg rejste mig op, børstede støv af mine bukser med hænderne, og tog hans hånd. Den var blød og kølig, men alligevel varm. Underligt. ”J..jeg hedder Camilla.” Jeg kunne høre på mig selv at jeg stammede. Vildt pinligt syntes jeg.  Marco smilede skævt til mig. ”Hvorfor er du ikke sammen de andre piger?” Spurgte han. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. At jeg blev mobbet og ikke havde nogle venner? Det ville være ynkeligt og jeg ville gerne gøre et godt indtryk på ham så jeg sagde bare: ”Vi er ikke så gode venner for tiden.” ”For tiden eller..?” Hvordan kunne han regne ud at jeg aldrig rigtig har følt mig tilpas i min klasse. ”Jeg kender det godt. Det er meget hårdt, men du skal nok få nogle venner.” Han smilede og klappede mig blidt på skulderen. ”Som om.” Røg det ud af mig. ”Som om. Hvad mener du med det? Du kan altid starte med mig. Hvis du altså vil.” Sagde han og smilede skævt. Spurgte han om vi skulle være venner? Jeg tror jeg var ved at græde af glæde, men jeg holdte det inde i mig selv.  Jeg smilede igen. Denne gang er jeg ret sikker på at det var et overbevisende smil. Det var i hvert fald ægte. Et kæmpestort smil bredte sig over hans kønne ansigt. Af refleks rakte jeg hånden frem og berørte hans kind. Jeg var helt sikker på at han ville fjerne den, og gå med det samme. Men han fjernede ikke hånden. I stedet lagde han sin hånd oven på min, og aede den lidt. Det var underligt, men samtidig rart. Jeg havde brug for en ven. Rigtig meget endda. ”Det tager som et ja.” Sagde han. ”Det er godt.” Mumlede jeg bare. Han nåede ikke at sige mere, for idet samme ringede klokken. Frikvarteret var slut. Vi gik op i klassen, og satte os på vores pladser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...