ulvenes hyl

17 årige Tanya, bære på en kæmpe hemmelighed. hun er en måne vogter, og med det bære et stort ansvar. og da hun pluslig bliver hentet, af en mystisk kvinde, og bliver ført til et mystisk land, fra det 1800, hvor der både er hekse brændinger ovs, men også unaturlige væsener. Tanya for en stor opgave, beskytte landet, og sammen med Carlo og Tessa, drager hun ud, for at løse opgaven. men en mystisk skygge forfølger hende, og hvem ved. måske er det ikke kun en skygge, men også en fjende...

4Likes
7Kommentarer
1817Visninger
AA

2. Den nye mig.

 

Da jeg vågnede næste morgen, var været gyseligt. Solen skinnede, og det var mindst 20 grader. Jeg svedte på panden, og det føltes som om, at jeg havde feber. Jeg gik slentrende hen til toilettet, og faldt om da jeg prøvede at åbne døren. Jeg tog fat i håndtaget, og hjalp  mig selv op. Sikke en slapsvans jeg dog var. Det var bare typisk mig. Jeg var ikke særlig stærk. Men det viste alle jo. Jeg var lille og, tynd. Skrøbelig kan man nærmest sige. Men det var jeg jo vant til. Jeg var jo bare mig. Og ikke en eller anden rock tøs, som det fleste  fra min klasse. Jeg sukkede, og gik ind ad døren, til bade værelset. Det var bare ikke nemt at være mig. Jeg tog min tandbørste, men kom til at smide den meget hurtigt ned på, gulvet. Så skyndte jeg mig hen til toilettet, og brækede mig ned i det. Jeg strakte min hånd, og roede efter termometret, og tog min feber. 40,2... det var ikke normalt. Jeg så mig selv i spejlet. Mit brune, krøllede hår var helt, uglet. Mine brune øjen var matte i det. Og min lille skrøbelige krop var ved at falde sammen. Og jeg var meget mere bleg i det end jeg plejede at være. Jeg tog min tandbørste op fra gulvet, og vaskede den. Så gik jeg ind i mit værelse, og tænkte på den ubehagelige dag i går. Jeg viste nu hvad jeg var blevet til. Et monster. Men ikke kun et monster. Men en vareulv. Det mest ubehagelige, bæst her på denne jord klode. Eller måske ikke på denne jord klode, men rar var den heller ikke. Hvad skulle jeg nu gøre. Jeg kunne ikke flugte fra verdenen. Det ville tage for lang tid. Jeg kunne måske bare være mig selv. Gå i skole og, opføre mig så normal som muligt. Og prøve ikke at blive alt for hidsig. Men det var jo også bare så nemt. Intet problem. Okay, et kæmpe problem. Men jeg er da glad for at jeg ikke skal holde det hemmelig for min far. For det havde været en ordentlig, mundfuld. Jeg faldt ned på knæ, og grad. Jeg kunne ikke klare alt det pres. Det var for meget, for en som mig. Da jeg rejste hovedet igen, og så mig selv i det store spejl, der stod inden på mit roede værelse, så jeg en anden pige end den der var vågnet i går morges. Jeg så en pige med meget længere, og helt sort hår, og et meget mere smukt ansigt. Mine øjne hvade nu to farver. Det ene havde en smuk rolig græs grøn. Det andet havde en rasende lys blå. Hov vent, var det fregner. Jeg tog mit hoved helt tæt til spejlet. Ja. Jeg havde fået fregner. Alle tiders. Fregner. Jubi. Hurra, hurra for det. Tænkte jeg, imens jeg skar en grimasse. Da jeg endelig kom på benene igen, var jeg mekka sulten. Jeg gik ned af alle vores trapper og kom endelig, til køkkenet. Så gik jeg direkte hen til køleskabet, og tog nogle æg, og begyndte at lave spejl æg.  Jeg tog dem op på en tallerken, og begyndte at spise. Jeg kunne mærke at jeg brændte mig op til flere gange, men jeg var lige glad. For en ting viste jeg. Jeg var rigtigt meget sulten. Og ikke engang smerte kunne få mig til at holde op med at spise. Jeg havde måske ikke fået mad siden i går morges. Men det var jo mit ejet problem. Jeg gik op på mit værelse igen, og tog min dyne. Så gik jeg ned i stuen, og tændte, for tv'et. Jeg kunne ikke rigtigt forstå hvorfor jeg ikke for længst havde hørt min far. Jeg gik ud i køkkenet, og ledte efter en seddel, fra ham. Der var den. Tæt ved kaffe maskinen. Jeg tog den og læste hvad der stod på den. ”  Hej Tanya. Er taget på arbejde. Ved ikke rigtigt hvornår jeg kommer hjem. Kærlig hilsen Ulrik. P.s. der står mad i køle skabet, hvis jeg nu skulle komme sent hjem. Og har også taget Tim med mig. For din egen skyld. ”

Jeg krøllede seddelen, og smed den ud. Så gik jeg ind i stuen igen, og lagde  mig under dynen. Der var ikke rigtigt noget spænende i tv'et, så  jeg lagde mig til at sove. Da jeg vågende, var det fordi at jeg var blevet prikket, på skuldren. Jeg så op, og fik øje på Tessa. ” Hej Tanya. Der var ikke nogen som lukkede op, så jeg lukkede mig selv ind. Hvis det er okay. ”  Jeg nikkede, og sætter mig op. Jeg var rimelig træt, og gad ikke rigtigt noget. Jeg lukkede øjnene, og lagde mig ned igen. Så, så jeg lige en sidste gang på Tessa. Hendes ansigt var skiftet, fra glad til muggen. Jeg så undrende på hende. ” Tanya, det hjælper altså ikke, at du bare sover fra dine problemer. Det går bare ikke. ” Sagde hun, og jeg så på hende med et et spørgende blik. Hvad var det for et problem jeg havde, og som jeg ikke bare kunne sove fra? Det må være alvorligt. ” Du ved ude mærket godt hvad det er jeg tænker på. Dit ulve problem, som du lige har fået. ” Hvordan viste hun det? Kunne hun læse tanker? Det  kunne jo godt lade sig gøre. Efter den ulve omgang må der jo findes magi. Men læse tanker det tror, jeg ikke hun kan. Men hvad var det så , der gjorde sådan så hun vidste det.  ” Jeg ved godt at det er svært at fatte det, men du er ikke den eneste i verden, der er vareulv. Der er heller ikke så mange, men alligevel. ” Var hun måske selv en vareulv. ” Ja Tanya. Jeg er selv vareulv. ” det var bare typisk mig. Jeg sagde jo at alle kunne læse mit ansigt. Og mit ansigt viste rigtigt meget. Næsten alt for meget. ” Men nu skal du altså høre efter. Du kan ikke bare ligge dig ned og sove, bare fordi du har lidt ond her og der, og alle vegne. Og har lidt feber. Vores verden er ved at blive ødelagt, og du vil bare drive den af. ” Sagde hun. ” Øh nej. Det var ikke ment på den måde. Jeg er bare træt, efter i går. ” sagde jeg. ” Ja det kan godt være du er træt, men hvordan tror du så jeg har det. Jeg har ikke sovet i flere dage, og så er du bare træt, pogrund af lidt smerte. ” Jeg så træt på hende, og jeg kunne godt se mig fra en anden vinkel, og se at hun måtte bare lidt se at jeg slet, slet ikke havde det så godt. Jeg var træt, og det føltes som om, at jeg kunne falde om når som helst. Også siger hun bare at jeg er træt. Men jeg må så også godt lige give hende ret i, at jeg ikke bare kan tillade mig, at ligge her og sove når vores verden er ved at blive ødelagt. Det er bare lidt dovent. Så kunne jeg mærke en ubehagelig fornemmelse, og jeg kunne straks mærke at det var bræk der var på vej op. Jeg løb ind i køkkenet, og brækede mig i håndvasken. Jeg kunne høre Tessa, gyse der inde. Det var også bare lidt klamt. Jeg skyldte håndvasken rimeligt gryndigt, og gik ind i stuen igen, med en spand med skvulpende vand i. jeg satte spanden, på gulvet, og kravlede ned under dynen. ” Du kan godt komme op fra den dyne Tanya. Jeg gir dig, tre minutter, og så skal du være oppe. ” Sagde hun. Jeg lavede et skal jeg virkelig blik. Det var virkeligt normalt for en teenager. Hun så på mig, og pegede på min trappe. Som om hun sagde kom så op, og gå så op på dit værelse, og tage tøj på. Jeg rejste mig dovent, og gik op af trappen. Da jeg kom op, kunne jeg mærke noget komme op fra, min mave, og op i min mund. Jeg skyndte mig hen til toilettet, og kastede op.  Så åbnede jeg får vand hanen, og skylede munden. Jeg tog min tand børste, og børstede mine grimme biskidte tænder. Det var ikke særligt svært, at finde noget tøj. Det var bare at trække noget tøj ud fra skabet og....okay det er måske lidt kedeligt at høre om, hvordan jeg fandt tøj.  Jeg tog det på, og redte mit hår. Så gik jeg ned til Tessa. Hun så på mine trætte, matte øjne. Jeg smilede et træt smil. Hun så bekymret på mig, men fik det normale ansigt tilbage, meget hurtigt. Jeg så på hende. Det var ikke normalt for Tessa. Hun var næsten altid så bekymret for andre. Men nu var hun vist da blevet benhård. Og jeg kunne slet ikke li hende, når hun var hård. Så var hun en helt anden. Hun var ikke Tessa. Hun var ikke nogen jeg kunne li. Men jeg havde snart vendt mig til det. Hun stod og ventede, og man  kunne tydeligt se, at hun var utålmodig. Hun stod og havde armene over kors, og vippede med hele kroppen. Frem og tilbage. Hele tiden. Jeg fulgte hende, med øjnene, til jeg tilsidst fik spat. Så gik jeg hen imod hende, og gik lige forbi hende, og ud gangen. Så tog jeg min jakke. Valte et par sko, og gik ud. Der  var stegende hedt udenfor. Jeg viftede med min hånd, og prøvede at lave min hånd til en vifte. Men det gik ikke så godt. Så vendte jeg mig om, for at prøve at lave et flugt forsøg. Men hun stod lige i døren, og snurrede mig rundt, så jeg vendte mig den rigtige vej. Imod skoven. Jeg så mig omkring. Alle gik i T-shirts, og sommer kjoler. Men jeg gik bare i en gammel trøje, og et par bukser. Så vendte jeg mig om igen. Hun så på mig, og smilede. ” Du kommer alligevel ikke til at bruge det ” sagde hun smilende. Jeg så på hende, og rynkede mine øjenbryn. Så grinede hun. Hendes latter var altid lidt lille, og forsigtigt. ” vi er jo vareulve. Har du aldrig set film. Når en vareulv bliver forvandlet, så revner dens tøj, netop fordi, at den er for stor, til at tøjet kan passe. ” jeg nikkede. Så løb hun, og jeg fulgte efter hende. Da vi var kommet til skoven stoppede Tessa, og forvandlede, sig til en vareulv. Hun var lyse brun, med nogle mørke striber her og der. Ligesom hendes hår. Måske forvandle man sig til en ulv, og farven kom fra ens hårfarve. Det kunne være det, mest fordi, da den mørke ulv, var der, var den sort, med røde øjne. Og Rune havde sort hård, med rød-agtige øjne. Og Carlo havde lyse brunt hår, med nogle helt specielle  øjne. Han havde mørke linger, rundt om sine smukke blå øjne. Men nu ikke mere tale om, hvordan Rune, og Carlo ser ud. Hun så på mig, et kort øjeblik, og løb ind mellem træerne. Så kunne jeg høre lidt raslen, og straks var hun tilbage, i noget nyt tøj. ” Okay, må jeg så se dig forvandle dig. ” Sagde hun. Jeg nikkede, og sprang frem. Og lige i de øjeblik jeg lød øjnene blive lukket, ramte jeg jorden, med et kæmpe brag. Jeg satte mig op, og mærkede om jeg havde fået en bule. Og det havde jeg jo selv følgelig. Hun små grinede men stoppede igen. ” Du skal ikke springe frem. Det er kun nogle som mig der kan gøre det. Du er stadig i træning. ” Sagde hun. Men så kom jeg i tanke om den besked jeg fik, fra hendes far. Var det hele arrangeret. Det må det jo havde været. Det var sikkert det her.  Nå ja, så kunne Tessa jo holde øje med mig, og se hvornår jeg skulle blive forvandlet. Smart tænkt. Jeg rejste mig igen. Og stillede mig på fire ben. Så kunne jeg mærke varmen, strømme op igennem mig. Hun smilede. Hun kunne vist da godt se at jeg var ved at blive til en vareulv nu. Allermest fordi, hun nok godt kunne se i mit ansigt, eller mere læse i mit ansigt, at jeg ikke kunne lide varmen det strømmede op igennem min krop.  Og på et sekund, var jeg en vareulv. Men jeg var hvid ikke sort, som den første gang, og som min hår farve. ” Det er fordi du er special. ” Jeg nikkede.  Jeg smilede, da hun begyndte på at klappe. Så kom der en lille latter fra os begge. Eller hendes var en latter. Min var nu mere en gøen. Så kunne jeg mærke den der bræk fornemmelse. Jeg skyndte mig hen til nogle træer, og brækede mig. Det her var bare klamt. Over klamt. Jeg ville helere ligge derhjemme, og side og se dårligt tv. Men der var ikke noget at gøre ved det. Hun pinte mig, og det viste hun også godt selv. Men hun gjorde jo bare, hvad hun havde fået besked på. Og det var vel da også retfærdigt  nok. Men jeg synes så, at dem der sidder, i hvad-det-nu-er, godt kunne være bare lidt mere forstående. ” Tanya, kom herhen nu! ” Sagde hun med en hård stemme. Jeg gik luntende der over. ” Er du klar til at kæmpe for dit liv. ” Sagde hun uden at se på mig. Hendes blik flakkede rundt omkring. Jeg forstod det ikke. Hvad var der i vegen? Var der nogle der var på vej? Og de der var på vej, havde de tænkt sig at dræbe os? Der var så mange spørgsmål, der kørte rundt, inde i mit hoved. ” Vent her ” Sagde hun, og løb ind mellem træerne. På et sekund, var hun tilbage, og stilte sig i kamp position.” Vi skal kæmpe Tanya. Jeg hørte nogle komme, og det er ikke menneske skridt. Men det er heller ikke nogle gode fodtrin . Det er slet ikke et væsen som går. Dette er en VAMPYR!? ” Jeg så på hende. Efter alle det film jeg havde set, var vampyrer ikke farlige, for sådan nogle som os. ” De her, i den her verden, de æder VAREULVE!?, og de er yderst farlige. ” Jeg nikkede, og sank en klump ned  i halsen, men den stoppede lige midt i spise røret. Der sad den og irriterede mig. Jeg kunne nu endelig høre de vampyrer nærme sig. Og det  var jeg måske glad for. Ja det var jeg. Hvor er det bare dumt. For vis jeg kunne høre det så betød det at de var tæt på. Jeg trådte,et skridt tilbage, og trak ørerne tilbage. Så var de der. Et par kilometer væk, kunne man se nogle underlige, skikkelser komme nærmere. Jeg trak mig bag hende. Hun var nok den der var mest modig, lige nu. Hun fjernede ikke blikket, fra de grimme bæster, i bare et sekund. Hun var vist da meget opmærksom, på at slå de grimme bæster ihjel. Og jeg var vist da, mere opmærksom, på at flugte. Men jeg ville ikke være, en kylling. Ikke nu hvor både mig, og Tessa, var i fare. De kom nærmere. Så trak den forreste, sin røde kåbe af, og viste sin rigtige, skikkelse. Den var høg, og meget stor, bred i det. Den var helt blå, og havde krustaller som øjne. Jeg tror at det var safirer. De var lidt tåget, altså de var ikke faste, som os mennesker, så en ting viste jeg, jeg kunne ikke gribe fat i dem. Men det var heller ikke, som om at de havde en mund. Så hvordan, kunne de drikke vores blod, når de ikke ( efter hvad jeg kunne se, og min syns sans fejlede altså ikke noget ) havde nogen mund. Men det var nok bare mig. De kom nærmere, og for hvert et skridt de tog, blev jeg mere og mere bange. Til sidst var de helt tæt på. Jeg rystede over alt på min krop. Tessa, så skarpt på dem. Hun smilede, et blodigt smil, kan man nærmest kalde det for. Hun var i den grad klar til krig. Hun sprang frem, og jeg overvejede, om jeg også skulle springe med. men før jeg vidste af det, var der to store vampyrer, lige foran mig. Jeg gik lige et skridt tilbage, og sprang så på dem. Men da jeg prøvede at bide i dem, røg jeg bare lige igennem dem. Satans, tænkte jeg. Hvordan skulle jeg dræbe dem, når jeg ikke engang kunne, få fat på dem. Jeg kunne mærke små sved dråber, pile ned ad min pels, som små krystaller. Så kunne jeg mærke, at en bed mig i halen. Jeg skreg, imens at den tørstige vampyr, drak af mit blod. Tessa vendte sig om, og løb imod mig, og sprang på den ene vampyr. Hun kæmpede og kæmpede, for at den ikke på et tidspunkt, skulle komme til at få chancen til at kunne drikke mit blod igen. Jeg var svækket. Den grimme, væmmelige vampyr, havde suget rigtig meget blod ud af min lille fine, ulvekrop. I al den smerte der li så stille kom kravlende op fra min hale, og op ad  mit ben og hen til mit hoved, kom jeg i tanke om, hvad der enetelig var sket, med  mit ben. Var det helet? Vareulves skader heler jo ret hurtigt. Orv, de var helet. Alle de mange skader var helet. Sejt. Men nu tilbage til smerte scenen. Jeg løftede hovedet en anelse, og så en til af de der slags vampyrer. Den bøgede sig stille, og lagde sit klamme, ikke rigtige hoved hen til min hals, og gik i gang med at suge endnu mere blod til sig. Jeg var for træt til at skrige. Al min energi var blevet suget ud af mig. Jeg lå og stynede efter vejret. Til sidst lukkede øjnene, og besvimede. Var jeg nu ved at dø? Nej jeg måtte bare ikke dø. Jeg havde stadig ikke nået at få følt, den rigtige kærlighed. Med børn og det hele. Efter det, så må jeg godt gi op, hvis det nu skulle være. Men lige nu måtte jeg være stærk. De andre vampyrer kom kravlende, hen til min lille uskyldige krop, og drak ad mit blod. Så kunne jeg høre Tessa kom springende, og fjernede de fleste. Jeg var ikke stærk nok til at kunne klare det her. Jeg ville dø. Også  endda lige foran Tessa. Nej det kunne jeg ikke tillade mig. Hun måtte ikke se min livløse krop. Det ville være for meget for hende. Jeg måtte holde ud bare lidt endnu. Jeg kunne mærke mine øjne blive lukket li så stille. Da jeg vågnede igen, lå jeg på hospitalet. Der var mørkt, og stille. Jeg var vist da vågnet midt om natten. Da jeg så ned af mig selv, så en pige der lige havde været i kamp, med over ti vampyrer, og havde fået så mange tæsk, så det var løgn. Jeg grinede stille ad mig selv. Så kom en af sygeplejekerne hen til mig. Hun havde et falsk smil på. Hun løftede en lille sprøjte op. ” Det kommer ikke til at gøre ondt. ” Sagde hun med en lille og blød stemme. Jeg nikkede. Så stak hun den ind i armen på mig. Det var vist noget modgift, til mig. Jeg faldt langsomt i søvn. Det var vist ikke modgift, men en dosis sove middel. Jeg vågnede op på en gade, eller nu mere en lande vej. Der var ikke nogen huse, ikke nogle mennesker, ikke nogle dyr. Der var ikke noget, andet end vejen. Der var ikke engang nogle træer. Men så kom en hel del væsener. Jeg så lidt mere efter, og opdagede at det var mennesker. Men det var ikke bare mennesker, det var alle mine venner. Også dem jeg ikke engang havde mødt endnu. Jeg så nysgerrigt på dem, og ventede på at de lavede et andet ansigts træk. Men de blinkede ikke engang. De havde bare et tørstigt smil, og nogle uhyggelige øjne. De havde alle sammen helt røde, eller sorte øjne. Jeg tror at dem der  havde sorte øjne, var onde. Men jeg kunne ikke se hvem der var ond, og hvem der var god. Øv. Jeg kunne ellers godt tænke mig og se hvem jeg skulle holde mig væk fra. Men så blev det mørkt. Og stjernerne lyste op på himlen. Den runde smukke måne, kom li så stille kravlende op på himlen. Jeg så på den fulde måne, og kunne mærke den, sorte ulv komme ud. Altså hvis man skal sige det på en lidt mere forståelig måde, så var jeg ved at blive til en vareulv. Da forvandlingen var færdig, blev der helt mørkt. Alle stjernerne, blev taget væk. En efter en. Jeg så til, imens månen stille blev taget ned, og en sort skikkelse kom op på himlen, og spiste månen. Det var forfærdeligt. Ingen havde bare ret til at spise månen på den måde. Månen var den største og smukkeste genstand her på jorden, synes jeg. Så kom den store skikkelse ned og viste sit rigtige jeg. Det var en som jeg godt havde hørt om, fra nogle enkelte bøger. Den var rent faktisk en meget stor rolle i næsten alle de bøger. Det var Ghost. En mørke lilla drage, med helt røde øjne. Der kom lilla tåge rundt omkring mig og mine venner. Det her betød at jeg nok ville få, de største tæsk. Den kom nærmere. En lilla, næsten sort røg, spyede den ud, fra munden. Den lilla røg, kom kravlende fra alle hjørner. Jeg var fanget. Den lilla tåge kom nærmere og nærmere. Jeg tog en dyb indånding, og holdt vejret. Til sidst kunne jeg ikke mere, og trak  vejret ind. Jeg kunne mærke trætheden, komme snigende. Til sidst besvimede jeg....

Da jeg vågnede, var alt sort. Men det var som om, at man kunne se at det var sort. Altså på den måde...nej det er lige som i tegne film. Når der er mørkt, men alligevel ikke helt mørkt. Man kan lige ænse vægende, døren, og gulvet. Jeg gik hen til døren, og lagde mit hoved på siden af døren. ” Hvis du vil ud, skal du først igennem tre prøver. Du skal først gætte mit ynglings tal. ” Jeg rystede på hovedet. Hvordan kunne man dog det. Det var nærmest som et eventyr. Tre prøver. Unaturlige dyr. Nu ved jeg hvad tallet er. Det er et eventyr tal. Var det...7, eller et af de andre som jeg ikke lige kan huske. Men syv det er det jeg gætter. ” Syv. ” Sagde jeg. ” Rigtigt. ” Svarede han. ” Den anden prøve, går ud på at du skal, prøve at finde et stykke papir. På det står der den tredje opgave. ” Et stykke papir. Hvordan skulle jeg finde et stykke papir, her i det her mørke. Det er jo umuligt. Eller ikke ligefrem umuligt men nemt var det heller ikke. Jeg ledte, og ledte, og pluslig kom et meget meget lille lys. Jeg gik automatisk hen til det lille lys, og opdagede at det var det stykke papir. Mine øjne gled hurtigt ned ad papiret. Kunne jeg læse i mørke. Åbenbart. Der stod ”Ved den sten du helst vil til. Der er det du helst vil. Vil du finde nøgle, som vagten har gemt rigtigt godt. Så følg mine ord, indtil det bliver rigtigt vådt... ” Hvad mente det med det. Skulle jeg finde en våd nøgle, som ligger ved en sten. Jeg satte hænderne ned på jorden, og begyndet med at lede. Der var den!. Nøglen. Og papiret havde ret. Nøglen var våd. Jeg tog den hen til nøgle hulet, og lukkede mig selv ud. Men da jeg åbnede øjnene, var jeg ikke det sted jeg havde håbet, eller håbet og håbet, mere forventet. Men jeg var et sted, jeg godt kunne huske det her sted fra en eller anden meget fin bog. I forhold til en anden bog, jeg ikke lige kan huske hvad hed. Den var lasset, og gammel. Jeg så en lille marmor skål, som var støbt sammen med en lang stang, som var lavet ad...gæt selv. Marmor.  Jeg gik hen til den. Men da jeg skulle til at stikke fingeren ned i karet, så jeg kunne få taget min sjæl, tog en hånd fat i den, og lagde den ned på min hofte. Jeg så op. Min mors spøgelse stod og kiggede på mig. Jeg så op på hende. ” Lad være. Hele verdenen vil blive udslette. ” Jeg så op på hende ” Jeg er ligeglad med om hele verdenen vil blive udslettet. Det har de fortjent. Jeg stak hænderne ned i karret, og forsvandt li så stille....” Jeg vågnede med et skrig. Jeg ville ikke dø. Det havde jeg også sagt til mig selv masser ad gange. Jeg så mig omkring. Jeg lå stadig på hospitalet. Det var ved at blive lyst. Jeg kunne se Tessa stå ovre i en krog. Hun så bekymret på mig. ” Er du okay? ” Spurgte hun. ” Ja. Jeg har det skam helt fint ” Svarede jeg hende. ” Jeg skulle aldrig havde fået dig til at gå ud  fra dit hus. Jeg burde havde vist at det ville, være for farligt, for sådan en som dig. Du er stadig ny. Du ved ikke så meget om, de mange skabninger, der kan gi dig de slemmeste skader. Jeg burde havde fortalt dig hvordan man dræber en vampyr. Jeg burde....” ” Hold så op ” Afbrød jeg. ” Jeg burde dit, jeg burde dat. Jeg er ligelgad med om hvad du havde burde fortælle mig. Sket er sket, og sådan er det. Er du med. ” Jeg rejste mig en smule op, og satte fingerenen truende op imod hendes ansigt. Hun var kommet tætterer på, men gik hurtigt tilbage, til sit lille hjørne. ” Jeg ved det godt. Jeg kan bare ikke tilgive mig selv. Du kunne havde været død. Og det hele er min skyld...” ” NU HOLDER DU ALTSÅ OP! ER DU MED. JEG GIDER DET IKKE MERE. ” Råbte jeg. Hun nikkede stille. ” Godt. Så er det jo på plads. ” Sagde jeg, glad og tilfreds. Jeg kunne høre nogle komme. ” Der kommer nogen. ” Sagde jeg. Mit blik gik langsomt hen til døren. Ventende, og spændte så vi begge på døren. Døren blev li så stille åbnet. Det var Rune der kom ind. ” Hvor vover du at komme her. ” Sagde Tessa, og blotede sine helt hvide tænder. Jeg så på Rune, og så på Tessa. Hun smilede. Rune smilede også. Jeg elsker altså bare hans smil. Hendes smil forsvandt stille. ” Hej Rune. ” Sagde jeg. ” Du skal ikke kalde mig Rune, når det kun er vareulve til stede. Der skal du bare kalde mig for, Darko. ” Jeg så på ham. ” Hvad mener i ? ” Tessa sukkede håbløst. ” vareulve har to navne. Carlo og Devil. Rune og Darko. Tessa og Angela. Og så dine, Tanya og Shantie.  Jeg vil så lige sige, at dine er lidt mere piget, end mange andres. ” Sagde hun, og fniste. ” Ha ha! Meget morsomt. ” Sagde jeg. Rune smilede stille ovre ved døren. Jeg sukkede. Jeg ville ikke være en vareulv. Det var bare ikke mig. Jeg havde altid afskyet ulve. Deres måde at tro at de er de bedste, i tegnefilm. Jeg har også altid været nærmest, bange for månen. Men nu skulle jeg tilbede den. Det var bare for meget. Jeg så op på Tessa. Hun smilede til mig. ” Jeg vil hjem nu ” Sagde jeg. ” Du kommer snart hjem. ” Sagde Rune. Jeg nikkede. Så vendte Rune sig om, og gik ud. ” Det var hyggeligt at møde dig, som vareulv. Håber at du snart bliver rask. ” Jeg smilede venligt, og vinkede. Tessa snerede af ham på vej ud. ” Du kan da bare ikke forstå at han er ond. ” Sagde hun. ” Øh.....nej ” Sagde jeg lidt langsomt. Som et barn der lige var blevet opdaget i noget forbudt, og nu prøvede at lyve sig væk fra straffen. Efter tre uger, og nogle dage på hospitalet, blev jeg endelig udskerevet. Jeg kunne godt gå, og jeg kunne også godt bruge mit ene den. Min ene arm var kommet lidt tilskade, men det var ikke noget. Jeg gik nu med krykker. Efter som at jeg havde brækket mit ben. Mine blå mærke og alle de skrammer, var også gået væk. Jeg sad nu, og var på vej hjem. Tessa fablede, om en masse, om hvordan hun modigt, og utroligt, flåede alle de vampyrer i stumper, og stykker. Jeg så ud af det vindue, jeg havde. Jeg hørte slet, slet ikke efter. Det eneste mine tanker var på, var på alle de række huse, som vi passerede. Da vi kom til Tessas hus, åbnede hun døren vinkede til mig, og lukkede den igen. Jeg vinkede stille. Hun var blevet meget mere sig selv. Efter den omgang, med ” åh nej jeg har gjort dit, og jeg har gjort dat ” Og det var jeg vældig glad for. Jeg gad rent faktisk ikke høre på hende. Da vi kom hjem, gik jeg hurtigt ud i køkkenet. Jeg havde ikke fået så meget at spise på hospitalet. Så så jeg mig omkring. Der var ikke blevet ryddet op, siden jeg blev angrebet.  Dynen lå der stadig. Spanden stod stadig på gulvet. Jeg gik op ad trapperne, og mit værelse var stadig rodet. Han havde åbenbart, ikke brugt sin tid på andet, end at vente på at jeg blev udskrevet. Har han virkelig bare siddet i kaffeteriet hele tiden. Bare for min skyld. Han er bare verdens bedste far. Han lavede aftens mad den dag. Da jeg havde spist det, gik jeg op på mit værelse, og tog nat tøj på. Jeg lagde mig forsigtigt i min seng, og faldt stille i søvn

                              

                 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...