Forandret

Serah Farron er en 14 årig pige, hvis forældre døde, da hun var 9. Hende og hendes søster boede ikke i lang tid på et børne hjem, før to forældre adopterede dem. Nu er livet ikke nemt for Serah, og hendes søster Luna. Serah bliver mobbet i skolen, bliver slået voldsomt af sin far, og har alt for mange tanker i hovedet. En dag, da Serah og hendes "Far" kommer op og slås, ender det hele med noget frygteligt, som får Serah til at flygte på stedet. hun møder senere en dreng, ved navn Marco, som har boet på gaden hele sit liv, og hjælper Serah, med at leve det vilde liv ude på gaden, for hvem ved, hvad eller hvem der ligger på lur, rundt om hjørnet og bare venter på at det næste offer skal komme ind i dens fælde...

5Likes
9Kommentarer
1155Visninger
AA

1. Et dødt liv...

Lyden af slagende, og skrigende, fik mig til at fryse på stedet, og jeg vidste at det snart var min tur. Trapen knirkede, og afslørede at der var nogen på vej op. Jeg bakkede langsomt hen imod væggen, og pluslig blev min dør flået op. En lyshåret mand, med røde, og ophidsede øjne kom gående ind. Hans næver var knyttede, og fyldt med blod. Hans ansigt, var spændt, og viste tydelige tegn på ophidselse. Han gik med tunge trin hen imod mig. Jeg snubler over et eller andet, en bamse tror jeg, og banker hovedet ned i gulvet. Og det er der hvor han træder til, og overfalder mig. Jeg skriger op, og krummer mig helt sammen. Hans grynten, blander sig med min klynken. Hans slag sætter røde og blå mærker over alt på min krop. Da han er færdig, rejser han sig op, retter på sin sklorte, og går ud af døren. Han husker lige at lukke den efter sig, og da han var væk, løsner jeg mig. Jeg kravler hen til mit spejl, og hjælper mig selv op. Jeg gav et smil fra mig, og tørrede noget blod væk fra mudnen, da jeg så, at det ikke var så slemt. Jeg studere mig selv grundigt.

Min fine sort og rød ternede nederdel samt min gennem sigtige hvide cardigan, og min hvide skjorte, uden ærmer, havde blod pletter her og der. Mit lyserøde hår var ulet, og klisteret ind i blod. engang havde det sidet i en smuk hestehale, som havde sidet på siden af hovedet, hvor noget af mit hår havde hængt løst. nu lå min fine sorte hårelastik, som havde lidt diamanter i forskellige farver, som jeg havde fået af min mor, og selv sat på hårelastikken, på gulvet, lige ved siden af min katte bamse, som var den jeg faldt over. katte bamsen havde helt blå øjne, var rødlig i det, langhåret, og havde en ret så pjukset hale. jeg humpede hen til den, og smalede den op. jeg knugede den godt ind til mig, og humpede over til min seng. Så smidte jeg mig bare ned på min seng, og gav mig til at græde. efter at havde grædt i en time, faldt jeg langsomt i søvn. Da jeg vågnede, var det fordi, at jeg høre en katte væsen helt tæt på mit ansigt. Jeg sætter mig hurtigt op i sengen, og kigger ned på min bamse, som bevæger sig. 

"Den er levende". Hvisker jeg, og holder mig for munden for ikke at skrige.

"Selfølgelig er jeg da levende. hvad troede du jeg var...død." Jeg svare ikke, jeg skynder mig bare hen til den, og holder den for munden.

"Shh." Jeg lytter efter, om mor eller far skulle havde hørt det. Stille. jeg sukker dybt, af ren lettelse. Jeg vil helst ikke komme mere tilskade, og jeg syntes næsten, at jeg nu nok har så mange ar og blå mærke som man overhoved kan ha. dem i skolen har nu også stillet for mange spørgsmål omkring det, og det har fået konsekvenser. slemme konsekvenser. ting som jeg fortryder jeg nogensinde har gjort. jeg husker det tydeligt. mobberiet. ordende, som stadig flyder rundt i hovedet på mig. slaget. skriget. knurren. væsenet der brød ud af mig. den fine serah, som aldrig gjorde noget forkert, blev til et frådigt vildyr, som slår alt og alle ihjel. forandret. det var hvad jeg var. forandret. som en helt andet person. jeg fik også bare mange slag den dag, da jeg kom hjem. Læren har også i en lang periode været bekymret for mig, men hun droppede hurtigt tanken,om at prøve og hjælpe mig, efter at min far, havde snakket med hende. og hvad er jeg, kun 14.

sådan burde en fjorten årigs liv ikke være. ihvert fald ikke så smerte fuldt. ikke så voldsomt som dette. men er der noget jeg kan gøre...nej.

"Jo. det er nemlig lige hvad der er. du an gøre noget." Sagde katten, og gav sig til at rejse sig, og gå hen til mig.

"Hvad. hvad kan jeg gøre...." Der var stille i noget tid. så brød jeg ud i gråd.

"Så sig det dog! hvis der er noget jeg kan gøre, så sig det dog forhelvede!"

Pluslig høre jeg nogle gå op ad trappen. jeg stopper hurtigt med at græde, og kigger ned på katten som skla til at sige noget.

" Flygt. hop ud af vinduet, og løb din vej. jeg tar med. der sker ikke noget."

Det går ikke lang tid, før døren bliver åbnet igen, og min far træder truende ind. tåre triller stille ned af kinderne på mig.

"Nej stop. hold dig væk fra mig. jeg vil ikke finde mig i det mere."

Jeg vil ikke mere. jeg vil bide fra mig. Han skal ikke få lov til at slå mig mere. han kom nermmere og nermmere, indtil han var helt op i fjæset på mig. jeg rystede over hele kroppen, af nervøsitet, og bed tænderne sammen, for ikke at skrige ham lige i hovedet. pluslig griber han fat i mit hår, og træker mig ned ad trapen, men han kommer ikke langt. jeg har minder hænder oppe ved håret, så han tror at jeg ikke kan gøre noget, men hurtigt som lynet, sætter jeg mit ene ben foran hans, så han snubler. men han gir ikke slip på mit hår, og river mig med ned ad trappen. Da vi endlig når bunden af trappen, lander jeg nederst og han øverst. Jeg giver et lille klynk, da hans mega tunge krop rammer mig. vi tumler lidt rundt, men stopper da vi begge høre en græde stille. Jeg kigger op, og ser Luna stå der og græder.

Luna er min lillesøster. hun er ikke ret høj, og er selv 11 år gammel. Hun har brunt hår, og fregner, og de smukkeste blå øjne. hun slæber altid rundt på en bamse, som hun holder i armen, og lader resten af bamsen slæbe hen mod gulvet. Hun åbner munden forsigtigt, og siger stamende.

"L-lad hende v-være.(Snøft) D-du h-har ingen r-ret til at be-behandle hen-hende sådan."Hun sank en klump, og rettede sig op.

"Lad min søster være, din fede gamle nar. Du har ingen, ingen ret til at behandle hende og mig sådan. og hvis du ikke fatter det, så kan du jo lige så godt gå din vej. for vi gider ikke sådan nogle spader, her."

Hun pegede truende imod døren, for at vise at udgangen er den vej. jeg kigger hurtigt over på far, som ligner en galning på et sindsyg hospital, hvor det lige er slået klik for personen. Hele hans krop ryster af vrede. Han rejser sig hurtigt op, og går med tunge trin imod Luna. hun ved godt at det hun lige gjorde var dumt. Hun begynder at skrige, men rykker sig mærkeligt nok ikke. jeg kan heller ikke rykke mig. jeg er gået så meget i chok, så det nærmest er umuligt for mig. Han tager fat i hende, rusker hende, imens han råber op, og siger en hel masse ting. så begynder han at slå til. først en lussing, så to, og så tre, så et spark, og derefter smider han hende ned på gulvet, og begynder at sparke til hende.

Luna er stoppet med at skrige, og ligger bare der og prøver at få luft. pluslig stopper han, og smider en sidste gang med hende. jeg knuger hende ind til mig. Så vender han sig imod mor.

"Hent en køkken kniv."

Men mor rykker sig ikke. efter lidt tid, går han selv ud i køkkenet, for at finde en kniv. da han kom tilbage, havde han en lang køkken kniv i hånden. han gik truende imod os. Luna er nærmest besvimet.hun opfanger godt det der sker, men hun bevæger sig ikke. siger ikke noget. kigger bare på far, som kommer nærmere. han tager fat i Luna og mig. han har smidt kniven, og har konsentrationen på os. Han væksler blikke mellem mig, og Luna, indtil han til sidst smider mig ned på gulvet igen. han holder godt fat i Lunas arm. hun er helt blød i knæene, og kan derfor ikke selv stå, så han holder hende oppe. hun bløder lidt i ansigtet, og lidt på maven. hun er helt smadret. altså rigtigt smadret, og ligner mere en dukke, end et meneske. han bukker sig ned, og samler kniven op. han vender rykken til mig, me der n jeg kan skam godt se hvad der sker. han retter kniven mod hendes hals, og jeg begynder at skrige. Jeg var gået i chok. Tårene trillede ned ad kinderne på mig. Smerten som sad i mit hjerte, vidste jeg aldrig ville forsvinde. Den skar i mit hjerte, og borede sig ind i min sjæl. Hun lå helt stille på gulvet. far stod over hende. blodet flødover det hele, og flød stille hen til mig. jeg vej hurtigt væk, og vågnede helt op. pluslig kastede far sig over blodet, og slikkede det op. Jeg tror jeg skulle til at brække mig. pluslig blev hans øjne røde. min mor begyndte a skrige, og han kastede sig over hende. Mit hjerte bankede hurtigt. jeg glemte helt at trække vejret. han vendte blikket mod mig, og sprang efter mig. jeg skreg, og løb op af trappen, og ind på mit værelse. jeg skyndte mig at låse døren. jeg kiggede hurtigt rundt. der. jeg løb over til skuffen, tog nogle penge, og katten, og sprang ud af vinduet, og over på en gren. der står nemlig et kæmpe træ lige ved mit vindue. først der fik han smadret sig igennem døren. det tog ham ikke lang tid at finde mig. jeg må væk. jeg lod mit blik falde ned ad træet. der var langt ned, men jeg måtte springe. jeg rejste mig op, og satte mig på knæ. okay...1...2...3...nu. jeg lukkede øjnene.pluslig ramte jeg jorden med et hårdt smel, og det gac et stødi hele min krop. knæk. jeg faldt sammen på jorden. mit ben. jeg tror det er brækket. jeg bider tænderne sammen, og kralver hen til træet igen. smerten brænder i hele min krop, og får mig til at falde sammen, lige så snart jeg prøver at rejse mig. jeg må væk. han må ikke finde mig. pluslig lander han lige foran mig.

"Kom her Serah. jeg gør dig jo ikke fortræd. det er kun et lille bid. kom her Serah."

Sagde han, med en stemme der lød som om han talte til en kat, eller sådan noget. jeg rykker helt tilbage, indtil jeg banker ind i træet. jeg trækker vejret hutigt.  sveden drybberned ad mit ensigt. her er varmt udenfor. en kold vind rammer mit ansigt. han tager kvæler tag på mig. jeg træker vejret i små hiv. jeg kunne mærke trukket, som kommer når en tar kvæler tag på en. jeg løfter hænderne op mod halsen, og prøver at få hans væk, men lykkeds ikke. pluslig høres et højt bang, og han giver slip på min hals. jeg falder helt afkræftet ned på jorden, og trækker vejret roligt. min hals brænder, og svier efter han næsten maste den. Jeg ser op. En dreng ca. på alder med mig står, med en pistol i hånden. Den er sigtet mog min pap fars hoved, og har ramt ham lige i baghovedet. jeg kan mærke mine øjen låg blive tunge, og mit hoved meget svimmelt. jeg falder langsomt længere, og længere ind i en dub, søvn.

 

Da jeg vågner, ligger jeg ikke længere i haven, men inde i en skov. mit hoved, ben, og hals går ondt. En dreng, brun håret tror jeg, sider close-op til mit ansigt, og bare stirre på mig. Jeg skriger, og viger tilbage. Han hopper forskrækket tilbage, og vælter over en eller anden kæp, og ruller videre, og lige ind i en træstamme. Jeg løfter mig selv lidt op, og ser, om han er okay. Pluslig hopper han op, og kigger forvirret rundt. Jeg sætter hovedet lidt på skrå og studere ham. han har en sort hættetrøje på, et par meget løse hængerøvs bukser, og et bar støre støvler. Også er han utrolig beskidt....

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...