Misforstået

Vi følger en mand som er pyroman. Da han står og iagtager en ildebrand som han selv har startet, hiver politiet fat i ham. Og midt under en afhøring, starter hans livs jagt, da han bliver viklet ind i en længere efterforskning på en serie pyroman...
Læg gerne en kommentar. Vil meget gerne have konstruktiv kritik :)

3Likes
1Kommentarer
1193Visninger
AA

1. Iagtagelse

Folk vrimler til pladsen hvor jeg står. De vil alle sammen have lov at se, har alle sammen de samme tanker: "Hvordan er det sket?", "Er nogen mon kommet til skade?", "Hvor bliver brandvæsenet af?". Jeg selv har helt andre ting i hovedet. jeg ser ikke død og ødelæggelse. Nej. Jeg ser majestætiske ildtunger, som slubrer husets nøgne mure i sig. Varme bølger får mine kinder til at trække sig sammen. Alle andre bekymringer og pligter forsvinder når jeg står her. Iagtager.

Alle mennesker er blevet givet en helt speciel gave. Nogle gaver mere specielle end andre. Meget få mennesker i verden har fået så speciel en gave som min. En gave som lader mig se længere, end bare til ilden. Jeg ser hver en flamme, hver en glød. Lader ilden og varmen trænge helt ind under huden. Jeg er en hælgen. Men desværre kan andre mennesker ikke se det. Jeg er Misforstået.

Min tankestrøm bliver afbrudt, da blinkende lys begynder at danse rundt i min øjenkrog. Store mænd i røde dragter nærmest flyver ud af den røde bil. De første løber direkte ind i de alt opslugende flammer, mens andre gør klar til at slukke dem. Jeg ser på dem som vandaler. De ødelægger mit eget lille stykke af himlen. De giver mig en følelse af tomhed og vrede indeni. Jeg får det som en alkoholiker hvis flaske lige er blevet taget fra ham. Afhængig, begær efter af få det igen.

Flere og flere mennesker myldrer til pladsen, sammen med flere brandbiler, og endelig også politiet. Det var da også på tide. De plejer ellers at være rimelig hurtige på aftrækkeren. Travl aften måske?

En dame ved siden af mig græder uhæmmet. Irriterende, men mest fordi jeg ved hun græder i afmagt. Måske har hun en elsket derinde. Måske er hun bare forfærdet. Dum. Uforstående.  

Jeg suger det sidste af mit mesterværk til mig, inden det forsvinder helt i skyer af hvid skum. Forfærdeligt, ødelæggende skum. Men jeg fik min rus ud af det, og det er det vigtigste. Er der ingen ild, må man lave den selv. Så det gør jeg tit.

Jeg vender om og begynder at gå. Der er ikke mere at se på. Mine skridt bærer mig lidt væk fra menneskemængden. En dyb, bestemt mandestemme råber efter mig. Ignorerer det og går videre. Men den ihærdige person haler ind på mig og griber fat i min skulder: "Undskyld, vi skal lige stille dig nogle spørgsmål".       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...