Forelsket I Min Fjende

Kotorin er en helt normal highschooler, der godt nok bliver mobbet i skolen og af sin eks-crush. Hun troede at alt nok skulle blive bedre i High School, men kun til hun finder ud af hvem der også skal gå der, og da hun støder ind i en helt speciel person.
Hun begynder langsomt at lære mere og mere om sin forsvunde far - hendes mors forbudte kærlighed, der på en måde relaterer til noget i Kotorins liv.
Langsomt forvandles hendes stille liv, til et stort drama, hun ikke syntes at kunne forhindre i at ske.

2Likes
3Kommentarer
1441Visninger
AA

3. Frikvarteret Der Ændrede Mit Liv

Jeg havde ikke tænkt mig at møde ham oppe på taget, så jeg forsøgte at forsvinde ind i mængden af elever der strømmede ud af klasseværelset, men to af hans – mange – venner greb fat i mig og trak mig hele vejen op til døren der førte ud til taget, og skubbede mig modvilligt derud. Ganske rigtigt stod han derude. Han så selvfølgelig godt ud, med sit brune hår, der hang pjusket ind over hans ansigt, og hans løse uniform der bevægede sig i takt med vinden der blidt tog i hans tøj. Jeg gispede og vendte mig hurtigt om mod døren igen, og hev og sled i dørhåndtaget, men de spærrede døren. Jeg kunne klare det hvis det kun var en, men to, det kunne jeg ikke. ”Jeg vidste du ville komme…” sagde han overlegent, og smilede et skævt smil der vist skulle forestille at være charmerende. ”Du skulle bare vide…” mumlede jeg skummelt for mig selv. ”Hvad? Sagde du noget?” spurgte han og smilede. Jeg rystede på hovedet. ”Slet ikke…!” mumlede jeg, og skulede til ham. Hvis jeg nu nidstirrede ham, ville den åndsidiot mon forstå at jeg for længst var ovre ham og egentlig helst ville undgå at skulle glo på hans overlegne selvfede fjæs?!

”Nå, whatever, men nu skal du høre hvorfor jeg kaldte dig herop i dag,” sagde han og trådte et par skridt over mod mig. Jeg trådte et par tilbage indtil jeg stod helt op af døren. ”Det er fordi, efter jeg afslog din kærlighedserklæring… kom jeg til at tænke over hvilken chance jeg afslog… og… jeg vil gerne have at vi er venner… for du kan sikkert ikke lide mig længere…” sagde han og smilede tøvende. Min verden gik i stå. Hvad fanden skulle det her forestille?! Står han rent faktisk og siger at han gerne vil have at vi skal være venner?! No fucking way!Jeg fnyste fornærmet, og så til siden i håb om at han for engang skyld ville fatte noget som helst med den blondine hjerne af hans.

”Hvad? Vil du ikke være venner med mig?” spurgte han, og så nærmest såret ud, ”Jeg er godt klar over at jeg sårede dig dengang, og jeg fortryder nu! Faktisk efter at du havde sagt til mig at du kunne lide mig… så begyndte jeg at lægge mere mærke til dig… og…” sagde han og havde let lyserøde kinder. Det var en underlig situation at stå i. ”Vent! Vent lidt…!” afbrød jeg ham. Han så overrasket på mig. ”Så du kan snakke!” sagde han overrasket, ”jeg troede at du aldrig ville sige noget igen.” smilede han. Den sætning tændte lunten. Den slags snak ville jeg ikke finde mig i fra ham! ”Ja gu’ ka’ jeg snakke! Jeg er et fucking menneske! Men det har du måske glemt?!” råbte jeg arrigt, ”Takket være dig har mit liv de sidste to år været et helvede! Hvordan kan du få dig selv til at ville spørge mig om vi skal være venner?! Er du fucking retarderet?!” råbte jeg hidsigt, og knugede mine hænder imens jeg skulede arrigt på ham. Han så først lamslået ud, så begyndte han at rødme, og trække vejret let uroligt. Jeg så underligt på ham. Hvad var der galt med den dreng? ”Hvad… sker der for dig…?” spurgte jeg og så undrende på ham. Han var simpelthen for mærkelig. Jeg kunne slet ikke se hvad jeg dog havde set i ham da jeg gik i folkeskolen. Hvordan kunne en idiot som ham dog ødelægge hele to år af mit liv?! Jeg begyndte at blive utålmodig da han ikke svarede, men i stedet så ned i jorden, og krampagtigt holdte fast i ærmerne som om han frøs eller han havde ondt i maven. Jeg så arrigt på ham. ”HALLO?!” vrissede jeg utålmodigt. Jeg ville bare væk fra den situation, og gjorde mit selv klar til at sparke døren op med alle mine kræfter, og så styrte ned af gangen, men lige da jeg skulle til at vende mig om, løftede han ansigtet og så lidenskabeligt på mig. Han trak vejret uregelmæssigt, og var helt rød i hovedet, og så rystede han. ”Hvad sker der?!” spurgte jeg og skar en undrende grimasse. ”Du…” startede han, og tog en dyb indånding, ”du tænder mig bare så meget! Du er så forfærdeligt tiltrækkende når du er vred!” sagde han, og trådte et skridt frem mod mig. Nu var der kun et par meter imellem os. Jeg begyndte seriøst at overveje at sparke døren op før det var for sent, men jeg var også nysgerrig for hvad mere han ville sige. Og dum som jeg var blev jeg stående imod døren, og så afventende på ham, med et hidsigt ansigtsudtryk. ”Aha? Tænder dig? NOT!” vrissede jeg, og skulede til ham. Det så bare ud til at tænde ham endnu mere. Jeg prøvede at bilde mig ind at det var skuespil, at han kun gjorde det for at komme i kanen med mig og så kunne kalde mig en billig sæk bagefter og så ville jeg være doomed for life. Så flot en dreng ville aldrig falde for så kedelig en pige som jeg. Det vidste jeg, så derfor aftalte jeg med mig selv at droppe det naive pis og være mistænksom i stedet. Denne gang skulle jeg ikke ydmyges!

”Ja… du tænder mig så… meget…!” sagde han og kom igen nærmere, jeg tog diskret i håndtaget, for at tjekke om de stadig spærrede den. Det gjorde de uheldigvis, og nervøsiteten begyndte at sprede sig rundt i min krop, og jeg mistede styrken i mit blik. ”Jeg… jeg ved ikke om jeg ville kunne kontrollere mig selv hvis vi kun blev venner…!” sagde han og kom atter nærmere indtil han til sidst kun var få centimeter fra mig. Jeg så nervøst op mod ham, og forberedte min hjerne til at handle hurtigt med et karatespark lige det ømme sted på ham. Pludselig lod han en hånd hvile på min skulder – det gav mig kuldegysninger, og jeg væmmedes – og lod den glide ned af min arm og stoppede ved min hånd. Jeg rev min hånd til mig, reagerede hurtigt og skubbede ham væk, hvorefter jeg løb over mod den anden udgang der førte nedenunder. ”Hey! Vent…!” råbte han lamslået efter mig, men jeg ignorerede det og løb videre. Flåede døren op, og hoppede en tak for tidligt over gelænderet, hoppede over de sidste trin af trappen, og løb ned af skolens korridor lige forbi hans venner der kom ned af trappen der førte op til den første opgang. ”Der er hun! Efter hende!” råbte de, og jeg kunne mærke hvordan mine nerver gjorde at jeg satte i endnu hurtigere løb. ”Nej! Lad være! Jeg får hende selv!” råbte Kyouta efter, og jeg kunne høre ham løbe. Uheldigvis var han den hurtigste løber på skolens fodbold hold, så jeg bed udmattelsen i mig og satte farten endnu mere op. Jeg faldt nærmest da jeg drejede af ved et hjørne, men så til min glæde at, nu manglede jeg kun to etager. Kun to!(sarkastisk) Det var forfærdeligt! Jeg måtte tænke hurtigt og finde en måde at ryste ham af på. Han var et godt stykke bag mig, han tog den med ro da han vidste at jeg før eller siden ville blive for udmattet til at kunne holde den samme fart. Jeg satte farten ned, og kastede et hurtigt glimt igennem vinduerne ind til alle de klasseværelser jeg kom forbi i farten. Jeg så først liv i et klasseværelse da jeg kom på 2g’ernes etage. Jeg var ligeglad med om det var en pige eller dreng, jeg rev døren til side, og spænede over mod personen der sad med en guitar og spillede imens han/hun så ud af vinduet. Udenfor var der ved at være solnedgang. Tænk at der allerede var gået så meget tid, men ej okay, det var også vinter, efterår nærmere. Jeg skyndte mig at kaste et hurtigt blik på personen for at se hvilket køn det var. Det var en dreng. Han havde langt sort hår der var sat op i en hestehale, og helt mørke brune, næsten sorte, hyptoniserende øjne. Han så overrasket på mig men med et afslappet udtryk, som om han havde hørt mig komme spænende ned af gangen.

Jeg gad ikke engang spørge ham hvorfor han sad her på den tid af dagen, og hvorfor han ikke var hjemme, jeg handlede hurtigt ved at gribe fat i hans guitar og smide den på bordet ved siden af ham, for så derefter at slå armene om ham og knuge mig ind til ham. ”Hvad…?” sagde han hurtigt, og slog overrasket armene til siden. ”Der er nogen efter mig…!” pustede jeg, ”Bare hold om mig så de ikke kan se mit ansigt! Please!” bad jeg, og knugede mig endnu tættere ind mod ham, og gemte ansigtet i hans uniform. Hans varme smeltede over i mig, da han lagde armene om mig og pressede mig tættere ind mod sig imens hans læber lagde sig imod mit hår. Det føltes behageligt. Det var lang tid siden jeg havde fået en omfavnelse af nogen. Men jeg havde aldrig fået så varm og behagelig en omfavnelse som denne. Det var som om vores kroppe smeltede sammen under tøjet, som om vi var to brikker af et kæmpe puslespil der passede perfekt sammen. De to manglende brikker. Jeg gispede og spilede øjnene op da jeg kunne høre Kyouta råbe mit navn, og hans skridt komme nærmere. Det gav et ryk i mig da jeg kunne høre døren blive revet op, og jeg knugede mig endnu tættere ind mod den mystiske dreng. ”Så der var du!” sagde Kyouta og jeg kunne høre sejren i hans stemme og det overlegne smil. Jeg knugede hans trøje endnu hårdere og prøvede at skjule at jeg rystede. Jeg kunne mærke at personen jeg holdte om så over mod Kyouta. Hans hænder var anspændte, og jeg kunne mærke musklerne igennem hans tynde skjorte. Jeg rødmede let. ”Gider du godt gå? Jeg tror du har fået fat i den forkerte!” sagde han, og vendte igen ansigtet mod mig, og lod det hvile blidt i mit hår. Jeg kunne mærke hans blide vejrtrækning i mit hår, og lukkede øjnene. Jeg følte mig tryg hos ham. ”Nej. Jeg ved det er hende! Du kan lige så godt komme frem nu!” sagde han, og jeg kunne høre han kom over mod os. Personen bevægede på sig, og rejste sig op, men uden at give slip på mig. ”Hey! Lad min kæreste være! Hvis du ikke forsvinder øjeblikkeligt så skal jeg personligt sørge for at dit idol ansigt kommer til at ligne din bedstefars!” sagde han truende, og vendte sig halvt om mod Kyouta var en anelse tøvende. Kyouta så hævngerrigt på mig, der stirrede tilbage. Jeg var ikke bange for at konfrontere ham af en eller anden grund, da jeg stod ved siden af den mystiske smukke dreng der stadig holdte sin hånd rundt om livet på mig. Kyouta fnyste, og rettede sig op.

”Du kommer til at fortryde det! Jeg ville alligevel bare have hendes første gang! Men tro mig! Jeg skal nok få den, uanset om hun er medgørlig eller ej!” truede han, og vendte sig om, ”Og en ting til…” sagde han, og vendte sig igen en halv centimeter om så vi lige kunne se hans ansigt. ”Jeg ved sgu da godt at du lyver, Hatsuharu Takumi!” Og så var han væk. Jeg pustede lettet ud, og lukkede øjnene, og lod automatisk hovedet hvile mod hans bryst. Han fjernede sig blidt fra mig. ”Tak…” startede jeg med at sige, og nåede lige at afbryde ham inden han sagde noget, ”og undskyld..” Jeg bukkede hovedet, pressede øjnene sammen, og knugede mine hænder for ikke at lade tårerne få frit løb. Han stod tøvende et par skridt fra mig, så trådte han helt tæt hen til mig, og lod sin ene hånd hvile på min skulder og lod sine bløde læber hvile mod min pande. Jeg spærrede overrasket øjnene op, og rødmede. ”Jeg… skal nok få rodet dig ud af det rod jeg har lavet. Jeg siger bare til alle at Kyouta havde hørt forkert, og at det hele var en stor misforståelse…” sagde han tøvende, og fjernede sig fra mig igen. Jeg så op for at få et glimt af hans ansigt, men nåede kun lige at se ryggen af hans høje, tynde skikkelse. ”Tak!” råbte jeg hurtigt efter ham, og han stoppede op, og vendte hovedet halvt, så jeg kun lige kunne se hans mund for hans lange pjuskede hår. ”Hvis nogen spørger…” sagde han, ”så har vi aldrig mødtes…” ”Hv-hvorfor…?” spurgte jeg dum som jeg var. Selvom han ikke ville have noget med sådan en som mig at gøre.

”Fordi…” sagde han tøvende, og så ligeud igen så jeg kun kunne se hans sorte silhuet der skar ud midt i solens stråler der skinnede ind af vinduerne, ”du er min værste fjende…” Jeg stivnede bogstavelig talt. Hele min krop frøs til is, og mit hjerte gik i stå. De ord… det mor havde sagt… det… det mindede faretruende meget om hinanden. Alt for meget.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...