Forelsket I Min Fjende

Kotorin er en helt normal highschooler, der godt nok bliver mobbet i skolen og af sin eks-crush. Hun troede at alt nok skulle blive bedre i High School, men kun til hun finder ud af hvem der også skal gå der, og da hun støder ind i en helt speciel person. Hun begynder langsomt at lære mere og mere om sin forsvunde far - hendes mors forbudte kærlighed, der på en måde relaterer til noget i Kotorins liv. Langsomt forvandles hendes stille liv, til et stort drama, hun ikke syntes at kunne forhindre i at ske.

2Likes
3Kommentarer
1379Visninger
AA

1. En Almindelig Forårsdag

Det var en almindelig forårs dag, hvor solen skinnede og græsset var grønnere end nogen andre tider på året og blomsterne førte sig frem for bierne. Himlen var lyseblå, og kun enkelte og fredelige hvide skyer hang på himlen. Fuglene kvidrede kærligt il hinanden, og kaninerne besøgte de få uger gamle unger i deres huler. Der var kærlighed og gode dage overalt, og hold da kæft hvor gav det mig kvalme! Al den fucking kærlighed var ved at få mig til at proppe en finger i halsen bare af afsky. Før det skete havde jeg elsket foråret, men jeg havde bare ikke kunnet tage årstiden efter det. Det var cirka to år siden, og jeg gik i syvende klasse. Der gik der en dreng der var to år ældre end mig… tja… det var hans skyld at jeg ikke kunne lide forår længere… for da jeg begyndte i syvende havde jeg gået med et hemmeligt crush på ham i tre år, så jeg tænkte at det måtte være på tide at han fik det at vide. Jeg havde samlet al min mod, og slugt al min generthed og sagt hvad jeg følte for ham. Hans svar; Ha ha ha ha ha ha ha ha! No way! Da jeg i forvejen ikke havde særlig meget selvtillid sank jeg helt ned i en tæt isoleret verden, der separerede mig fra alle de andre unge på min alder og opefter. De begyndte at kalde mig for ”Mumien”. Mine veninder var bekymrede for mig, og kede af at jeg havde fået det så dårligt. Jeg fortjente dem ikke, så jeg drev længere og længere væk fra dem, og var til sidst fuldstændig isoleret. Jeg ville flytte hjemmefra og bo alene, men det ville mor og far ikke gå med til, så jeg skulle bare bo der to år mere, og hvis mine problemer ikke havde løst sig til den tid, så måtte jeg flytte. Jeg måtte selvfølgelig ikke flytte ud af byen, bare i en lejlighed et sted. Jeg var oprindeligt glad for at vi havde flyttet til Tokyo da jeg var lille, så jeg havde en fair chance for at lære sproget, skikkene, og deres kultur i Japan. Som sagt var det forår, og det var dagen hvor jeg skulle starte på gymnasium. Det vrimlede med elever ved indgangen til den enorme skole, og jeg gemte mig bag et træ for at vente til at de var forsvundet alle sammen, så jeg undgik kontakt. Jeg havde sat mit dybrøde hår op i en hestehale, men havde ladet pandehåret hænge. Imens jeg var i skole havde jeg givet mine forældre lov til at flytte for mig. Jeg så på det hav af forskellige af unge der snakkede og grinede imens de følges ind til skolen, helt idyllisk og roligt, indtil min skræk og rædsel pludselig kom gående forbi mig. Jeg stivnede da jeg kunne høre at han stoppede op, og skævede til siden. Mine øjne mødtes et kort sekund med hans, og jeg trak lynhurtigt mit blik til mig, og forsøgte at forsvinde om på den anden side af træet. Men hjalp det? Nej! Han gik bare om på den side, og så undersøgende på mit ansigt. Han lignede sig selv. Han havde de samme kastanje brune øjne, det samme brune pjuskede hår der sad som en popidols, og han havde sat sin skoleuniform på den samme afslappede måde, som da vi gik i folkeskolen. Han lod sine fingre hvile under min hage og drejede mit ansigt fra side til side, imens han undersøgte mit ansigt. Pludselig spærrede han øjnene op, og trådte et skridt tilbage. ”Hey! Er du ikke… hende… hende der… åh hvem var du nu…?!” udbrød han først, og mumlede lige så langsomt for sig selv. Jeg var helt rød i hovedet, og ledte så diskret jeg kunne efter en flugtvej, men nåede det ikke; ”Nu husker jeg det! Du er hende der dengang vi gik i folkeskolen, sagde foran alle eleverne på hele skolen at du var forelsket i mig, og at du gerne ville have at vi kom sammen, ikk’?” sagde han, og fik et overlegent udtryk, imens hans lagde armene over kors. Han så afventende på mig, der stadig ledte efter en flugtvej. Der var snart ikke flere elever ved porten, og jeg vidste at jeg måtte skynde mig hvis jeg ikke skulle låses ude fra skolen på min første skoledag. ”N-nej… det er vist… øh, jeg mener… det er ikke… mig…” sagde jeg stammende og følte mig en anelse svimmel. Det var to år siden jeg havde talt med et andet menneske, end mine forældre og min elskede lillesøster. ”Aha? Og det vil du have at jeg skal tro på?!” sagde han og smilede skævt, med løftede øjenbryn, ”Jeg ved det er dig!” Jeg så mit snit til at flygte, og løb lynhurtigt væk fra den pressede situation ved træet, og over mod skolen. Jeg blev ved med at løbe indtil jeg nåede indgangen til selve skolen. Der var ingen elever på gangen, bortset fra et par stykker der løb mod den klasse de skulle have, og så et par af dem der sædvanligt pjækkede. Jeg gik i lyntempo mod klassen som jeg skulle havde japansk i, og sneg mig stille ind og satte mig diskret på pladsen helt foran. Det var selvfølgelig den dårligste plads af alle, men jeg havde ikke noget imod den, for så kunne jeg nemmere spørge om hjælp. Til min skræk og rædsel kom han gående ind, og da han gik forbi mig lænede han sig ned mod mig og hviskede helt tæt mod mit øre; ”Vi ses oppe på taget i frikvarteret… jeg har noget jeg vil sige til dig.” Mit hjerte gik i stå. Jeg havde ikke lyst til at indrømme det, men det gik virkelig i stå og jeg fik svært ved at trække vejret. Det var ikke fordi det var ham der sagde det, eller jo lidt, fordi jeg vidste at han var glad for piger og dét, så jeg var bange, og jeg repeterede lynhurtigt alle de selvforsvarsteknikker jeg havde lært til karate, i mit hoved, og beroligede mig selv på den måde. Hvis han prøvede på noget ville jeg bare slå ham ned. Sådan, ”Hijarh!” agtig. Jeg fnisede for mig selv da jeg så billedet for mig. Så kunne han lære det den selvfede egoistiske nar. ”Hvad er det der er så sjovt?” spurgte en blid stemme pludselig. Jeg så overrasket til siden, og så på hende der havde sagt det. Hun havde kort page hår, der var helt platinblond. Det var ikke særlig tit jeg så en japaner med blond hår, det var så også fordi den skole jeg skulle starte på var en af de meget få skoler der tillod farvet hår. Hun havde brune fangende øjne, og en let buet mund med tilpas fyldige læber, der var en blød lyserød farve. Hun lignede en japansk topmodel, og jeg var lige ved at spørge hende om hun var det, da læreren heldigvis kom ind. Vores lærer var en kedelig gammel dame, 100% konservativ selvfølgelig. Hun var den eneste på hele skolen der var imod at farve hår, og få piercinger. Men hende skulle man bare ignorere, havde min mor fortalt, da hun også havde gået på den her skole.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...