Sixteen

En dansk stil jeg har fået til opgave at skrive ud fra et stilehæfte. Der stod en tekst, som jeg skulle skrive videre på. :-)

0Likes
0Kommentarer
555Visninger

1. Sixteen

Han forstod ingenting. En dreng på 16 skulle leve som en mand på 36. Han måtte ikke begå fejl. Fejl som andre teenagere måtte begå. Han skulle være rollemodel for sin yngre bror. Uretfærdigt. Hvorfor måtte han ikke leve livet som andre teenagere? Hvorfor måtte han ikke blive længe ude om natten? Hans oldnordiske forældre skulle bestemme, hvordan han skulle leve sit liv. Ingen dumheder. Han skulle opføre sig ansvarligt og voksent. Natten i går var grænseoverskridende, for hans mors svage hjerte. Han forestillede sig snerten af selvbebrejdelse i hans fars grønne øjne. Uretfærdigt. Han havde ikke gjort noget forkert. Ikke noget normale forældre ville syntes var forkert. Hans forældre var ikke normale. De var det modsatte. De hang sig i hans talemåde. De hang sig i de mindste smådetaljer. De kunne ikke lade ham være. Lade være med at rette på ham. Han skulle være perfekt.  Et brag lød fra underetagen. Hans far råbte af hans mor. Porcelæn blev smadret. Det lød som om, at hans far kastede sin kaffekop hårdt og hurtigt mod murstensvæggen. Han kunne ligefrem høre den dampende Merrild, løbe ned af væggen. De gik helt amok. En ubehagelig kuldegysning fór igennem Osvalds krop. Forfærdet løftede han hovedet fra gulvtæppet. Hans hænder sitrede. Osvald hadede hans forældre. Han hadede i hvert fald måden de opførte sig på. Hysteriske. Paranoide. Perfektionistiske. De mindste detaljer. Ingen kunne være mere oldnordiske end hans forældre. Tænk, at de kunne skændes over hans bytur. Hans bytur som startede helt fantastisk, men sluttede en smule drastisk. Det var ikke hans skyld. Han havde ikke gjort noget forkert. Osvald kiggede hen mod trappeopgangen. Han gik hen og stillede sig på det øverste trin. Det knirkede. Meget endda. Under ham, kunne han høre hans forældres stemmer runge i stueetagen. Det var lige før, at råbene gav genlyd. Aldrig havde de råbt så meget af hinanden. Var det hans bytur? Det kunne næsten ikke lade sig gøre. Så mange grænser havde han ikke overskredet. Eller havde han? Tankerne fløj vidt omkring. Kunne han være skyld i deres skænderi? Kunne hans bytur? Var det mon køreturen? Han havde jo ikke haft drukket særlig meget. Det var ikke hans skyld. Manden kunne bare have set sig for. Manden

havde ikke nogen undskyldning for at løbe ud foran bilen, og dermed smadre fars Audi. Mon det var det, de skændtes over? Det var jo ikke noget stort. Hysterisk, at de skulle gøre et nummer ud af det. Hvilke andre teenagere havde ikke overvejet at tage fars bil engang i mellem? Men fra at overveje det, til at gøre det? Osvalds hoved dunkede voldsomt. Hans tanker kludrede sig sammen, så alle tankerne blev til én kolossal eksplosion inde i hans hoved.  Hvordan kunne han stoppe hans far i at råbe? Hvordan kunne han stoppe hans mors tårer? Igennem alle tanker, fór én enkelt tanke. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor skulle han køre bilen, når han udmærket godt vidste, at man skulle være 18? Han var 16. Det var hans skyld. Det var hans skyld, at manden blev sendt på akut afdeling. Det var hans skyld, at hans forældre skændtes. De ville ikke holde op. Osvald ville ikke høre mere. Tankernes banken, havde udviklet sig til en voldsom hovedpine. Nærmest migræne. Han gik tilbage på sit værelse. Smed sig på sengekanten, så sengen knirkede. Han hev dynen over hovedet, og prøvede at begrave sine tanker. Flere og flere kom til. Det sortnede i små glimt. Til sidst lukkede Osvald sine øjne i, og lagde sig til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...