De Blå Sæder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2012
  • Opdateret: 14 jul. 2013
  • Status: Igang


Hele historien tager udgangspunkt i et helt bestemt møde der forgår i toget hun tager til skole hver dag.
Det forandrer alting.
Personen er ikke helt normal. Er han virkelig, eller er han en person Kiara digter sig frem til i sin ensomhed? Hvad gør hun da hun langsomt finder ud af mere og mere, husker mere og mere, og føler mere og mere?

0Likes
0Kommentarer
994Visninger
AA

2. Kap 2.

Jeg sad og gloede ud af det store togvindue. Minderne fra dengang var næsten væk. Eller, jeg tænkte ikke så meget på dem mere. Jeg fik øje på en stor åben mark hvor der løb et par flotte kulsorte frisere. De løb yndefuldt hen over marken, næsten frie som de var. Deres yndefulde bevægelser fik mig til at drømme mig ind i en anden verden. Jeg mærkede hvordan jeg følte at jeg næsten svævede, skønt mine hove under mig løb i en trom-mende rytme. Jeg mærkede følelsen af frihed. Følelsen af ikke at tilhøre nogen eller noget, at være mig selv, at kunne gøre hvad jeg ville. Jeg mærkede følelsen af fri tomhed i form af mine tunge skridt på den bløde jord. Jeg blev pludselig afbrudt af en mørk stemme. Jeg blinkede overrasket med øjnene, og så op. Han havde tykt, pjusket, mørkebrunt hår og mørkeblå øjne, der var lige så blå som det caribiske hav. Han havde sort, og gråt tøj på; en grå T-shirt med et fedt logo på, stramme sorte jeans, sorte Converse sko, og en sort jakke med nitter på skuldrene. Rundt om halsen havde han snoet en lang gråblå tørklæde på. Han havde også et par fede armbånd på, og en skuldertaske over skulderen. Jeg blev blændet fuldstændig. Aldrig havde jeg set så blændende et smil. Det var som om hans smil, og hans øjne sugede mig ind i et univers af drømme, et varmt drømmeland. ”Øh… hallo? Er du der?” spurgte han, og viftede med en flad hånd. Jeg rykkede genert og forlegent rundt på sædet, og prøvede at smile da jeg endelig svarede ham. ”Øh, det må du undskylde… øh… hvad øh…?” sagde jeg forvirret over vores øjenkontakt. Hele to-get gyngede, og mit hjerte hamrede så højt at selv han måtte kunne høre det. ”Jeg spurgte bare om… ups!” sagde han, og var lige ved at vælte ned i mig, da toget satte i gang, ”Jeg spurgte bare om der sad nogen på de sæder her?” spurgte han og pegede på sæderne overfor mig. ”Det gør der ikke.” sagde jeg lidt for hurtigt, og rødmede bagefter. Han lo varmt, og satte sig for-fjamsket ned overfor mig. Han satte sin skuldertaske på pladsen ved siden af sig. Efter noget tid hvor jeg i al hemmelighed sad og smugkiggede på ham, kom jeg til at lægge mærke til noget i hans taske. Der var et lille hjørne af hans taske der ikke var lynet, og jeg kunne lige skimte en skitseblok indeni den. ”Hey… tegner du…?” braste det ud af mig. Jeg var ikke typen til at konvojere med et fremmet menneske, men et eller andet ved ham gjorde at jeg følte at han ikke havde noget imod det. Jeg lænede mig nysgerrigt over det smalle bord der adskilte os. Han så forundret på mig, men smilede bagefter og åbnede sin taske helt. Ganske rigtigt, så var det en skitseblok. Han lynede tasken og rakte mig blokken. Jeg tog ivrigt imod den, og bladrede hurtigt op på den første side. Det var et realistisk billede af en trist gammel mand, der sad og stirrede ud i luften, på en gammel slidt bænk. Ved siden af ham sad en kat, der gjorde det samme. ”Du skal ikke tage dig af de første… de er lidt gamle.” sagde han, og fik det næsten til at lyde som en undskyldning. Jeg så overrasket op på ham. ”Hvad mener du?! Det her er fantastisk!” sagde jeg, og så med store øjne på tegningen, og så op på ham. Hans kinder blussede en let lyserød farve der matchede hans matte læber. Jeg rødmede også da det gik op for mig at det måske var ret pinligt det jeg lige havde sagt, og så ned i blokken igen. Jeg sad og bladrede alle tegningerne igennem. På et tidspunkt var jeg kommet til en tegning af en lille pige der sidder og græder for enden af en lang gang, hvis vægge er dækket med blod, og fyldt med huller. Jeg så så meget i hende at jeg næsten selv kunne smage sorgen, og mærke frygten. ”Nu er det min tur” ”Hvad?” spurgte jeg, og så overrasket op på ham. Han så ud af vinduet, med et tænkende blik, og hagen hvilende på sin håndflade. ”Det hedder tegningen…” sagde han, og så på mig igen, med et halvt smil. Han rodede ubekvemt rundt i sit hår. ”Det… er et billede… fra min barndom… det er et… mareridt…” sagde han tøvende, og undgik mit blik et kort sekund, hvor efter han så mig dybt i øjnene. Hans blik låste mit, og jeg kunne ikke undslippe. ”Det… det…” stammede jeg. Jeg mærkede kuldegysningerne kravle op fra mine fødder, og hele vejen op til mine arme. Jeg rystede min krop for at slippe af med følelsen. Jeg lukkede hurtigt blokken i og rakte ham den. Han rakte sin hånd ud for at tage imod den. ”Prøv lige at se hende på sædet ved siden af…” hviskede en passager der sad på vinduessædet på sæderne ved siden af. Jeg besluttede at prøve at ignorere dem, og koncentrere mig om ham. Hans smil. Hans hånd. ”Ja. Hvad er det hun laver? Hvad rækker hun ud efter?” spurgte den anden passager der sad over-for den første der havde hvisket. Den første rystede på hovedet, skævede til mig, og lænede sig ind over bordet til sin veninde. ”Jeg tror hun er sådan en der hallucinerer. Du ved, snakker med en der virkelig ikke er der. Hvis du forstår.” sagde den første, og lavede øjne mod mig, der viste at hun syntes jeg var sindssyg. Den anden lo diskret, og skævede også til mig, der stadig rakte blokken frem. Jeg stirrede ligefrem på ham. Hans smilende ansigt. Han var der jo, så hvorfor sagde de alt det? Måske var det dem der rent faktisk ikke var der, og de bare var nogen jeg opdigtede fordi han var for god til at være sand. ”Det tror jeg også. Hun må være vildt mærkelig. Hun har garanteret ingen venner, det er derfor hun snakker med sig selv.” hviskede den anden. Men selvom hun hviskede kunne jeg stadig høre hende tydeligt. Jeg mærkede et ubehag i hele min krop, og en pludselig svimmelhed. Grebet om blokken blev svagere, og han nåede kun lige at gribe den inden jeg tabte den. ”Hvad er der galt?” spurgte han, og så bekymret på mig. Jeg rystede stille på hovedet. ”Ikke noget… slet ikke noget…” sagde jeg ude af mig selv, og skævede diskret over til dem ved siden af. De rykkede helt tæt sammen, og hviskede nu så lavt at jeg kun kunne høre en mumlen. Han lænede sig halvt forover og lod en hånd hvile på min pande. Hvis han ikke fandtes, hvordan kunne jeg så mærke hans varme brede hånd? Hvordan kunne jeg mærke hans varme ånde, da han lænede sig helt forover og kyssede min pande? Hvordan kunne jeg så høre hans bankende hjerte, og pulsen i hans blodårer da han trykkede min hånd? ”Vi ses en anden gang.” sagde han og forsvandt ud af døren. Jeg sad forvirret tilbage, og endte da også med at køre for langt. Jeg kom pludselig i tanke om at jeg slet ikke fik spurgt efter hans navn, og bandede mig selv langt væk for at have været sådan en kujon. Folk gloede mærkeligt på mig, fordi jeg gik og diskuterede med mig selv hele vejen hjem. Jeg boede i en lille by, så nu ville rygterne snart sprede sig om at jeg var ved at blive sindssyg. Mere end jeg var før.

Næste dag, fulgte jeg min sædvanlige rutine. Steg på toget ganske som jeg plejede, og satte mig på den samme plads som altid. Vinduesplad-sen, højre række, tæt ved døren. Altid. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. At han ville komme igen? At han sågar ville sætte sig på den samme plads som før, og lade sin skuldertaske glide ned på sædet ved siden af sig? Jeg forventede det nok, men ikke for meget, jeg ville ikke skuffe mig selv på den måde. Så jeg lod som ingenting, og proppede mine ørebøffer i ørerne og skruede op for Muse. Jeg lukkede øjnene og lænede mig tilbage i sædet. ”Undskyld? Må jeg godt sidde her igen i dag?” spurgte en meget velkendt stemme. Jeg spærrede øjnene vidt op, og satte mig helt op i en rasende fart. Jeg trak vejret som havde jeg lige været ude at løbe, og så på ham med vilde øjne. Jeg blinkede et par gange, og så overrasket på ham. Han kom! HAN KOM! ”Det tager jeg som et ja.” lo han og satte sig akkurat det samme sted som dagen før. Han lynede sin taske op, og fandt en skitseblok frem, og rakte den over mod mig. Jeg tog langsomt imod den, uden at slippe hans blik. ”Ja, altså… hvis du ikke gider kigge dem igennem så bare sig det… men… jeg tegnede dem her efter jeg havde mødt dig i går, og vil gerne høre hvad du syntes om dem…” sagde han og hans kinder blussede let lyserøde igen. Han så spændt på mig imens jeg langsomt åbnede blokken op. Den første tegning var en pige der sad og så drømmende ud af vinduet. Hun havde langt krøllet, gylden-orange hår, der hang ned af hendes skulder, og hendes ryg. Hendes drømmende øjne, hav-de også et skær af ensomhed, og usikkerhed, og var en anelse blanke. Jeg kunne godt genkende hende. Jeg kunne genkende hende på håret, tøjet, stedet hun sad, og så hendes øjne. Det var mig. Han havde tegnet mig. ”Det er fantastisk… jeg kan tydeligt se det er mig… selvom du nok har gjort mig lidt kønnere end jeg egentlig er.” sagde jeg uden at fjerne blikket fra tegningen. Jeg så op da han ikke svarede. Han havde rejst sig op og stod ved siden af mit sæde. Han løftede min taske over på hans sæde, og slog sig ned ved siden af mig. Han rykkede helt tæt op af mig, og lagde en arm rundt om mine smalle skuldre, for at han kunne hjælpe med at bladre. Jeg rødmede, ikke en yndig lyserød farve, nej me-re som en frisk tomat. Der hvor han rørte mig blev der helt varmt, så varmt at det føltes som om det brændte. Jeg havde aldrig følt noget lignende. Næste tegning forestillede en pige der så interreseret på et stykke papir. Man kunne se spændin-gen i hendes øjne, og glæden over det lille stykke papir. Ved siden af hende sad en ældre pige, garanteret hendes storesøster, og kiggede med. Hun lo. Det var fantastisk. Jeg kunne tydeligt se hvem det var. Det var min storesøster og jeg. Jeg havde lige fået mine karakterer og glædede mig til at vise dem til mor. Mine hænder begyndte at ryste, og mine øjne blev blanke. ”Hvordan… kunne du tegne det her øjeblik…?” spurgte jeg uden at fjerne blikket fra tegningen. Jeg så hele øjeblikket for mig, og huskede hvad hun sagde, og hvordan hun begejstret pegede på mine bedste karakterer. Han rykkede lidt rundt på sig, og da han ikke svarede efter lang tid, så jeg op på ham. Han undgik mit blik, og så i stedet på væggen foran ham. Efter lidt nervøs rokken rundt på sædet, så han endelig på mig. Hans blik sendte et underligt trist og fortvivlet skær. Han holdte noget hemmeligt, jeg kunne fornemme det. Der var noget han ikke måtte eller ville sige til mig. Jeg så ham tvivlende i øjnene. ”Hvad er der galt? Hvorfor svarer du ikke på mit spørgsmål…?” spurgte jeg en anelse nervøst. Jeg rykkede mig en anelse rundt på sædet for at få ubehaget over denne ubekvemme situation væk. Men lige meget hjalp det. Hans øjne så for langt ind i mig. ”Ikke noget…” sagde han blot, og rejste sig, ”vi ses i morgen. Bare behold blokken, og tag dem du gider have.” sagde han imens han lynede sin taske og svingede den op på skulderen. ”Så kommer jeg nok til at beholde hele blokken.” sagde jeg og prøvede at smile. Han smilede kej-tet tilbage med sit skønne generte smil. Jeg rejste mig op og vinkede til ham ud af vinduet. Han standsede helt op og vinkede tilbage. En mand der gik forbi gloede underligt på mig, det samme gjorde to unge piger, der efterhånden fnisede af mig, da jeg blev ved med at vinke indtil toget kørte. Jeg sukkede dybt, og satte mig hen på min plads hvor blokken lå. Jeg havde ikke lyst til at åbne den. Jeg var bange for de minder han kunne fremkalde. Jeg havde ikke lyst til at se dem nu. Ikke nu. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb vejrtrækning, og prøvede at huske tilbage på en samtale med min elskede mormor…

”Jamen kæreste pige, hvad er der galt? Hvorfor græder du sådan?” sagde hun og tørrede blidt mine tårer væk med sine bløde gamle hænder, imens hun smilende så på mig, ”kom så lille ven, sæt dig her så finder jeg noget sodavand til dig,” sagde hun og vimsede ind i huset. Hun satte koppen ved siden af mig, og satte sig på en stol overfor mig. ”Så… nu må du sige mig hvad der er galt?” sagde hun og tog mine hænder i sine og klemte dem blidt. ”Det er bare… nede i byen så jeg en pige og hendes far… snøft… gå sammen… hånd… snøft… i hånd… og det… det… waaaaaaahhh!!!” hylede jeg. Mormor løftede mig op og satte mig op på hendes skød. Hun holdte mig tæt ind til sig, og vuggede blidt. ”Lille Kiara… du må ikke fortvivle.” sagde hun blidt, og aede mit lange røde hår, ”selvom din far ikke er på jord… selvom du ikke kan se ham… så er han stadig herinde.” sagde hun og lagde sin hånd mod sit hjerte, og lukkede øjnene. Jeg holdt op med at snøfte, og så trist på hende. ”Er han…?” spurgte jeg. Hun åbnede øjnene og smilede til mig. Hendes øjne skinnede af kærlighed. ”Ja… føl selv efter…” sagde hun, og tog min hånd og lagde den mod mit hjerte, ”han vil for evigt holde øje med dig og passe på dig. Han vil altid elske dig uanset hvor du er og hvor han er…” sagde hun smilende, ”så… når du nu engang bliver voksen og kommer i tvivl så luk øjnene og tænk på ham…”

Og det gjorde jeg. Jeg lænede hovedet tilbage og lukkede langsomt øjnene. Og da jeg slappede helt af i kroppen, og fjernede alle de uvelkomne tomme tanker, poppede et sløret billede frem. Han havde kortklippet, chokolade brunt, pjusket hår. Han havde et skævt smil, smilehuller, og lige så blå øjne som jeg. Jeg prøvede at huske dengang vi gik hånd i hånd ned af gaden hvor vores hus lå på. Vi smilede, og jeg hoppede glad rundt i de vandpytter som regnen havde skabt, i mine blå gummistøvler, der havde små røde hjerter på. Mine røde krøllede lokker dansede om hovedet på mig hver gang jeg tog et nyt spring. Og vandet slog til siden, efter at have givet under for min fod, og dannede små vandpytter rundt omkring den. Men de var så små at man end ikke kunne ane dem. De grå skyer var ved at blive oplyst af de hvide skyer, og jeg kunne snært ane solens skarpe stråler igennem det tykke lag af dyner der lå over himlen over den lille landsby. Pludselig da jeg var i min helt egen verden, var jeg gået i stå midt ude på vejen, hvor min far var gået videre. Pludselig råbte min far. Jeg så over mod ham. Han kom løbende mod mig, i en rasende fart. Og jeg så frem for mig for at se hvorfor han gjorde det. Imod mig kom en lastbil i en rasende fart. Dens lygter blændede mig, og hele min lille krop lam-medes. Det sidste jeg så før far kastede mig væk fra vejen, var skyggen af en smuk ung mand der stirrede med et sørgmodigt blik på mig. Og i næst sekund ramte mit hoved asfalten, og huden blev flået op, og efterfulgt af det lød lastbilens horn, og så lyden af noget stort der blev ramt. Jeg reagerede hurtigt ved at se tilbage. Det sidste liv jeg så i ham, var hans læber der formede ordene; jeg elsker dig. Så blev alt sort. ””Pling!”” næste station Hurup. Næste station Hurup.”” Jeg vågnede op af den sørgelige drøm, og blev helt forskrækket over at sidde i toget som var helt tomt. Den eneste der var i toget ud over mig, var en gammel dame med en stor kuffert. Da vores øjne mødtes smilede hun venligt til mig, akkurat som min mormor altid gjorde. Selvom… intet kunne erstatte hende… ingen kunne erstatte min far… min søster… min… mor… End ikke en super robot fra Japan, der lignede, snakkede, var som dem. Intet… ingen… ikke noget på hele denne jord. Jeg var dømt til at være ensom. For hvis jeg ikke var, så ville jeg ikke sidde og spille den triste sang min mor og jeg havde lavet sammen på klaver dagen efter at min søster var død. Og vi havde spillet den i kirken da de bar hende ud, og vi havde nynnet den da hendes hvide kiste blev sænket ned i jorden. Hendes begravelse var meget dyster, og alle der elskede min søster var der. Min elskede søster der blev blot tyve år… Jeg satte pludselig mig selv et mål… jeg ville finde ham… og gøre gengæld. Jeg ville vise ham hvor ondt det gør at miste på så grusom en måde. Jeg ville hævne mig!

Hjemme i byen var der helt tomt som altid. De visne efterårstræer stod halvnøgne på den anden side af perronen. Parken der langsomt var blevet helt tilgroet, og forvokset, virkede endnu tom-mer, da den eneste mand der ville gøre noget ud af den ikke gik rundt med sin rive mere. Det var weekend, hvilket jeg normalt elskede fordi at det var det eneste tidspunkt på ugen hvor jeg ikke behøvede at putte en maske på - en glad maske – men denne weekend føltes tommer og længere end den plejede, og det eneste jeg kunne få tiden til at gå med var at så på den lukkede skitseblok, og ønske at tiden ville gå hurtigere. Jeg havde lavet alle mine lektier, så det kunne jeg heller ikke lave. Jeg sad i min lænestol som var det eneste møbel i min stue. Jeg ville ikke eje et fjernsyn, sofa, lamper, billeder, blomster, og alt hvad der nu hører med til en normal glad stue. Jeg følte ikke en trang til at eje ting som det. Jeg beholdte kun lænestolen fordi det var den min mormor altid sad i og læste, når hun var på besøg hos os. Den var rød, med et guldmønster broderet i. Det var et antikt møbel, jeg garanteret kunne få en hel del penge for, men den var et minde for mig, jeg så den ikke som en ting. Mit hus var næsten tomt, der var ingen pynteting og uoverflødige møbler, men jeg havde en seng, et køkken, badeværelsesting, og så mit sorte flygel der stod på mine afdøde forældres værelse. Jeg havde købt den for de penge jeg tjente på at sælge alle de overflødige ting i huset. Især min mors billeder gav penge. Hun var en dygtig maler, og rimelig anerkendt i malerverdenen, men så var det det skete, og hendes livs lys slukkede for altid. Jeg troede mine forældre gik igen i dette hus. Nogle gange kunne jeg mærke en hånd på min skulder, et kærligt kys på min kind, og en omfavnelse. Nogle gange kunne jeg endda høre ordene ”jeg elsker dig”, men uden at der var nogen. Jeg var alene, og så alligevel ikke, så når jeg følte mig allermest alene sad jeg og snakkede med min mor. Jeg lagde altid en blyant og noget papir på gulvet, så hun kunne svare. Men det var sjældent at hun gjorde det. Det var som om hun gerne ville være her sammen med mig, men alligevel gerne ville forsvinde så jeg kunne få et normalt liv. Men det var ikke muligt. Jeg ville aldrig få et normalt liv. Når jeg engang døde, ville jeg ende op som en ånd der for evigt vil vandre igennem husets triste tomme gange. Jeg havde nu sat og stirret på blokken i 6 timer, og det var ved at blive mørkt udenfor, da blokken pludselig blev hejst op i luften af ingenting. Eller… af mor selvfølgelig. Det var lang tid siden at hun havde svaret mig, så jeg blev noget overrasket da bogen bare begyndte at svæve. Jeg så målløs på bloggen, der nu åbnedes op. Den blev ved med at bladre til der tilsyneladende kom et billede jeg skulle se. Bloggen landede med et bump på gulvet, og mors eksistens var igen væk. Jeg så mig rundt i stuen, og tog en dyb indånding, inden jeg langsomt rejste mig og rakte ud efter bloggen og tog den op. Da jeg så hvad der var på billedet faldt jeg tilbage i stolen. Det var et billede af en fantastisk smuk mandlig engel i hvide klæder og langt hår, der omfavnede en lille skrøbelig pige med rødligt krøllet hår. Han så med alt for kærlige og beskyttende øjne. Jeg kunne se han sang for det nyfødte barn, der nærmest havde et guddommeligt skær rundt om sit hoved. Jeg lukkede øjnene og kunne næsten høre ham synge; ”Lys for mig… lys for mig nu…” sang han med den smukkeste stemme, ”send mig tegn og vis mig vej. Lys for mig, lys for mig nu, og jeg går igennem mørket med dig…” Pludselig blev bloggen revet ud af min hånd, smækket i, og hamret ind i væggen. Der lød et skrig, der rungede i hele huset, og jeg krympede mig sammen på stolen og dækkede ørerne. Mor var vred. Mor var rigtig vred, og jeg vidste at hvis jeg ikke forlod huset nu ville jeg komme til skade, ellers skulle jeg gå ovenpå og spille hendes sang. Jeg mærkede hvordan mine ben gik helt af sig selv ud af stuen og op af trappen. Det skete tit at hun eller far, overtog min krop og styrede hvad jeg lavede. Så jeg blev ikke bange. Hun forsvandt først fra min krop da jeg sad ved klaveret, men jeg kunne mærke at hun var i rummet, hun var stadig vred. Jeg begyndte langsomt at spille hendes melodi, og mærkede hvordan vreden der strømmede fra hendes tilstedeværelse langsomt svandt ind. Min mor elskede mig meget højt, og far havde fortalt mig at da hun var i live var hun den mest kærlige kvinde der fandtes på jord. Hun tænkte aldrig på sig selv, satte alle andre højere, og brugte flere penge på fattige end på tøj og mad til sig selv. Hun havde de samme grønne øjne og det samme ildrøde hår som jeg havde. En tåre trillede ned fra min kind, men tåren tilhørte ikke mig, den tilhørte min mor. Når hun græd, græd jeg. Da sangen var færdig rejste jeg mig, vendte mig om, bukkede, og gik ned i stuen igen hvor jeg atter satte mig i stolen og stirrede på bloggen. Jeg ville åbne den dagen derefter, det aftalte jeg med mig selv. Jeg faldt i søvn i mormors stol.

Jeg vågnede ved at min far gik og sang; ”du kan gøre hvad du vil, men aldrig forråde den du el-sker…”. Hver gang jeg havde spillet mors sang på klaveret gik han altid og sang den hele dagen derefter. Hvorfor han gjorde det vidste jeg ikke, men jeg vidste at jeg bare skulle lade ham være og ikke sige at jeg elskede ham. Der var engang hvor jeg havde sagt det til ham imens han gik og nynnede den, han blev så rasende af en eller anden grund, at han havde løftet mig op i luften og kastet mig hen mod væggen hvor han havde taget noget smadret glas og skåret tusindvis af rifter i min ryg. Min far, der havde elsket mig så højt imens han var i live, var som forvandlet som ånd. Det var som om det kun var den onde side af ham der gik igen. Jeg begyndte at ryste da jeg kunne mærke hans tilstedeværelse i stuen, men han var kun lige ind og vende, og så var han ovenpå. Jeg pustede ud, og rejste mig og gik hen for at samle bloggen op. Jeg satte mig ned i mormors stol igen, og åbnede bloggen. Jeg studerede nøje hvert billede jeg kom til, og fandt ud af at alle bille-derne var af min familie, og mig i sær mig, men det sidste billede han havde tegnet var ikke af nogen af min familie. Den forstillede den samme engel fra tegningen hvor der stod en engel og sang for mig. Men denne engel sang ikke, og den smilede ikke. Den rakte hånden ud efter noget jeg ikke kunne se. Dens blik var smertefuldt. En tåre trillede ned af min kind. Mor var i rummet, hun kiggede med i billederne. ””Han er god ham der…”” hviskede hun til mig. Jeg smilede, og nikkede. ””Han er din fremtid… du må hjælpe ham, så han kan blive din fremtid.”” hviskede hun og forsvandt inden jeg nåede at spørge hende om havde hun mente med det hun sagde. Underligt nok undrede jeg mig ikke over hvordan hun ligefrem kunne tale med mig, jeg tænkte kun på det hun havde sagt, og pludselig føltes natten alt for lang. Det var en rolig nat, der skete intet i det tomme hus, og jeg faldt hurtigt i søvn i mormors stol.

Jeg gik langsomt ind i toget og gik helt op af væggen ind til toilettet, for at se efter om han sad der. Jeg kunne ikke se noget ude fra gangen, så jeg tog en dyb indånding og gik ind i togkupeen. Det var som om mit hjerte gik i stå da jeg så hvem der sad der. Jeg var lige ved at vende om, og løbe hjem, men jeg havde ikke lyst til at tage hjem til mit hus. Han så op på mig, og smilede sit englesmil. Jeg var fanget. Nu kunne jeg ikke vende om. Jeg smilede kort igen, og gik akavet hen til sædet, og satte mig på pladsen overfor den hvor jeg normalt sad. Der var en del tavshed, hvor vi bare sad og så på hinanden. Normalt kunne jeg ikke se folk i øjnene ret lang tid af gangen, men af en eller anden grund kunne jeg ikke slippe hans øjne. De fangede mig. De dybblå øjne, med et snært af sølv, der virkede som et endeløst hav. Hans lange sorte øjenvipper, og hans blege hud. Jeg kunne se på ham i endeligheder. Han var som nogle af hans tegninger; alt for detaljeret og alt for inddragende. Men… han var levende… eller…? ”Du har…” sagde han med sin blide stemme, der bare sugede mig endnu længere ind i ham, ”så-dan nogle smukke øjne…” Stilheden fyldte togkupeen. Jeg lukkede ørerne for omverdenen, tænkte kun på ham, koncentre-rede mig kun om ham. ”Men… de er så…” ”Triste…” afsluttede jeg på hans sætning, ”jeg ved det… men… det er fordi jeg er sammen med dig…” sagde jeg, men bed mig i læben da det lød lidt ondt. Han rynkede øjenbrynene et kort øje-blik, og så væk fra mig. Han så ned på sin taske, og bed sig kort i læben. ”Det må du undskylde…! Det var ikke på den måde…” sagde jeg, og så ned i bordet. Han så op igen, så på mig. ”Jeg mente at, når jeg er sammen med dig, behøver jeg ikke at tage min sædvanlige maske på… jeg skal ikke smile, skal ikke grine eller være sjov… jeg føler… at jeg kan være mig selv… slappe helt fuldstændig af…” sagde jeg, og mine hænder klamrede krampagtigt til hinanden, og mine knæ mod hinanden. ”Og så… ved du heller ikke… om det… der… er sket…” Der var tavshed igen, men nu væltede lyden af togets tunge raslen og lyden af andre passagerer, ind over mig. Forstyrrede mig. Rystede mig. Pludselig kunne jeg mærke en varm hånde på min pande. Den var så varm, så kærlig. Den inde-holdte den varme jeg havde længtes efter i så mange år, i det ensomme kolde hus, og jeg kom pludselig til at tænke på den varme en omfavnelse af ham ville indeholde. Men… det var for far-ligt… jeg kunne ikke tillade mig det. Jeg kunne mærke hvordan min krop holdte op med at ryste, og jeg slappede af i hele kroppen. Jeg faldt blidt tilbage mod sædet, med lukkede øjne og let åben munde. Varmen beroligede mig, fik mig til at falde i søvn. Den var bedre end den sødeste mest lunefulde vuggevise, kærligere end noget knus eller kærligt ord jeg kunne få. Den var min grund til ro. Det gav et pludseligt sæt i mig da den forsvandt, og jeg vågnede lynhurtigt op. Jeg så mig bevildret rundt i det alt for genkendelige og alt for mørke rum. Jeg var hjemme. Men hvordan kunne det ske? Jeg var jo faldet i søvn?! Det sidste jeg kunne huske var… hans varme… hans silkebløde hånd… en… klar drøm…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...