De Blå Sæder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2012
  • Opdateret: 14 jul. 2013
  • Status: Igang
Hele historien tager udgangspunkt i et helt bestemt møde der forgår i toget hun tager til skole hver dag. Det forandrer alting. Personen er ikke helt normal. Er han virkelig, eller er han en person Kiara digter sig frem til i sin ensomhed? Hvad gør hun da hun langsomt finder ud af mere og mere, husker mere og mere, og føler mere og mere?

0Likes
0Kommentarer
893Visninger
AA

1. Kap 1.

 

                Jeg sidder på de samme blå sæder, i den samme vogn, på den samme tid, som altid.                                                        

                                                     Men noget er anderledes lige netop i dag.                                                                                                        

                                                                  Du er her ikke.                                                          

                                         

                                        De blå sæder hvor du og din skoletaske altid var, er tomme.                                  

        Hvorfor skulle alt det også ske?

 

Solen skinnede skarpt, og skar i øjnene da jeg vendte hovedet ud mod stationen som var helt tom. Stedet virkede tomt og forladt som altid. Der var sjældent mennesker udenfor. Efter det der var sket turde folk ikke komme ud længere, og gardinerne var altid rullet for. Hendes dødsfald havde gjort et stort indtryk på alle. Der lå en sort skygge over byen. Alt så ud til at være sort hvid. Menneskene, dyrene, husene. Der lå en tung aura over den ellers så glade by. Men blodet lå der stadig, som et minde om den grusomme død hun led. Huset stod ensomt og forladt. Vinduerne sorte som et bundløst hul. I stedet for at have sympati med mig, hadede alle mig. De mente jeg var skylden i min søsters grusomme død. Hvis bare jeg havde stoppet hende i at komme sammen med ham, ville alt det ikke være sket. Blodet. Kniven. Glasskårne. Så ville jeg ikke skulle få blod på fingrene når jeg gik hen af de tomme gange, og lod hånden hvile op af væggen. Stuens møbler stod pænt og rent som altid, men alle billederne var revet itu eller smadret. Møblerne var dækket af blod, og det samme var væggene. Der var lange kradsemærker fra negle på siden af trapperne, efterfulgt af blod. Jeg kunne nærmest høre hendes skrig, se hendes forpinte ansigt da han endnu engang slog hende. Jeg vendte hurtigt væk fra køkkenet. Jeg gik forsigtigt op af trappen, og prøvede at undgå de huller han havde lavet med øksen. Værelset stank endnu mere end resten af huset, og rummede en uhyggelig aura af død og smerte. Jeg gik varsomt ind i rummet, og prøvede at ignorere den uudholdelige stank af blod, imens jeg gik hen til hendes kommode. Billedernes glas var knuste, og glasset lå spredt ud over gulvet. Jeg så til siden og fik øje på et billede der lå i en blodpøl. Jeg gik langsomt hen for at samle det dryppende stykke papir op. Det føltes som tusind knive der rev og skar i mit hjerte. Det føltes som om hele mit liv blev revet ud af mig, og viklet rundt om min hals. Det billede jeg troede hun havde smidt ud, stod jeg med i hånden. Smilende på det gjorde ondt. Pludselig lød et øresynderivende skrig, og jeg spærrede øjnene vidt op imens jeg gemte mit ansigt imellem mine blodige hænder. Mine knæ havde givet under, og jeg sank mod gulvet.

Skriget blev ved. Stoppede ikke. Blev bare ved, til jeg til sidst ikke havde mere luft. Først da jeg trak vejret normalt igen gik det op for mig at det var mig der havde sagt den lyd. Jeg rystede over hele kroppen. Jeg kunne ikke stoppe det. Frustrationen væltede ind over mig. Hvorfor havde jeg ikke besøgt hende? Hvorfor havde jeg ikke skubbet ham ud over altanen den aften? Hvorfor havde jeg ikke taget hende i hånden og stukket af med hende? Hvis jeg havde gjort det ville hun ikke være død, og mærket på min ryg ville ikke være der. Det evige minde. Jeg følte en pludselig trang til at komme væk. Bare løbe væk fra det hele. Hadet, sorgen, håbløs-heden… fortrydelserne. Mine ben løb. Løb. løb. Løb… Væk. Væk fra det forfærdelige hus, hvis minder jeg for altid ønskede at glemme. De sort hvide billeder i mit hoved kørte uafbrudt. Spolede frem og tilbage.

 

Toget kørte fremad, og snart efter forsvandt træerne ud i et stort pløre af forskellige grønne og brune farver.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...