Livet<3


3Likes
5Kommentarer
860Visninger
AA

1. I believe I can fly

 

Da jeg vågnede, stod jeg op og lavede morgenmad for i dag var det min tur. Jeg skar mig i fingeren på den takkede brødkniv, smerten var så befriende. Jeg fik igen mine dårlige tanker, af mit ringe og dårlig liv. Lysten til at forsvinde. For altid. Jeg havde så meget lyst til at tage den takkede brødkniv og gøre det igen, men jeg stoppede dog alligevel ved tanken, om alle de spørgsmål andre ville stille. Andres mening betyder meget. Det er vigtigt.

Jeg fandt et plaster frem og forsatte som intet var hent. Jeg kaldte på mine far, og var tæt på at kalde på min mor også, men stoppede heldigvis. Min mor var her ikke, hun rejste for 2 måneder siden. Vi satte os, for at spise og da jeg hældte mit daglige glas juice op, spildte jeg en lille dråbe på voksdugen, men så stor, at min far kunne se den. Han kiggede på mig, og jeg så hans, ellers så blide øjne, blive til mørke sorte øjne. En djævle. Jeg havde set dem mange gange før, og jeg blev bange. Jeg vidste hvad der ville ske. Jeg løb ud af køkkenet, gennem stuen op ad trappen. Jeg kunne høre min far lige efter mig. Jeg skyndte mig ind på badeværelset. Jeg nåede lige præcis at låse døren inden han kom og harmede på døren ind til badeværelset. Hvis han ville, kunne han sikkert godt, ødelægge døren og det gjorde mig bange. Meget bange. Han harmede på døren igen. Tankerne røg gennem mit hoved. ”Hvorfor mig? Hvorfor lige mig? Har jeg virkelig fortjent det her?”

Han havde ikke lov til at gøre det mod mig. Jeg var hans barn, elskede han mig ikke. Måske var jeg bare en fejl. Jeg gik lidt væk fra døren. Hen til vasken og hældte noget koldt vand i hovedet. Det eneste jeg kunne gøre nu, var at vente. Bare sidde og vente. Vente på han gik.

Jeg vågnede idet at hoveddøren smak hårdt i og der blev stille. Helt stille. Jeg tænkte at han nok var gået ned på det lokale værtshus som han plejede. Jeg listede stille ud fra badeværelset og ind på mit værelse og fandt den bog jeg var i gang med at læse. Jeg kunne ikke koncentrer mig om bogen. Alt kørte rundt i mit hoved. Jeg havde lyst til at fortælle en om hvad der skete. Hvordan jeg havde det. Men jeg var bange for at der ikke var nogen der vil tro på mig.

Jeg fandt min fars smertestillende piller i skabet på badeværelset. Jeg tog en håndfuld. Jeg satte mig på kanten af badekaret og tog en dyb indånding. Jeg tog en af pillerne, men jeg nåde ikke længere. Jeg hørte hoveddøren gå op og blev smækket i igen. Det var far. Han kaldte på mig. Jeg var bange og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg gå ud til ham? Jeg var lænket til det kolde badeværelse gulv. En lille stemme hviskede inden i mig: ”Tag dig sammen, mand dig op! Man slår ikke børn!” Jeg tog mig sammen og gik ned til ham. Jeg fortrød det hurtigt. Jeg havde så meget lyst til at vende om. Men nej. Der var stilhed mellem os, jeg stod og tænkte. Jeg vendte mig rundt for at gå. Det skulle jeg aldrig have gjord.

Jeg mærkede noget der greb hårdt fat i mit hår. Jeg blev smidt ned på det kolde køkkengulv. Min far satte sig oven på mig. Han slog mig. Hårdere og hårdere. Jeg prøvede at komme fri, men han var for stræk, jeg kunne intet gøre, jeg måtte bare vente på han holdte op. Jeg græd. Jeg bad ham lade være. Men han bliv bare ved, jeg havde så meget lyst til at gøre modstand, men jeg vidste ikke om jeg ville få noget ud af det. Jeg turde ikke tage chancen og gøre modstand. Jeg vidste godt at det han gjorde var forkert. Meget forkert. Han holdt endelig op og jeg slap fri. Han gik ud af døren og jeg var overladt til mig selv. Jeg pakkede hurtigt en taske, men da jeg var færdig, så jeg at han stod i dør åbningen. Han kiggede på mig. Han spurgte mig hvad jeg havde gang i, men jeg svarede ikke. Jeg turde ikke, for hvad skulle jeg også sige. Han tog min taske og hældte alle mine ting ud. De landede hårdt på gulvet. Han slog mig. Jeg fik lussing, meget hårdere end nogensinde før. Han tog hårdt fat i min arm og smed mig i sengen, han sagde godnat og gik ud. Så lå jeg der i min seng og græd. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg vendte og drejede mig og til sidst faldt jeg i søvn.

Mit vækkeur ringede. Jeg stod op og trak i mine bukser og i en trøje. Jeg gik ud på badeværelset og fik et chok da jeg så mig selv i spejlet. Jeg kunne ikke komme i skole sådan her. Jeg prøvede at dække det blå øje. Jeg kiggede på min mobil og da jeg så hvad klokken var, fik jeg endnu et chok. Skolen! Klokken var lidt over otte. Jeg havde travlt. Jeg skyndte mig ud i garagen for at finde min  cykel frem. Selvfølgelig var den punkteret. Jeg gik ind til min far og spurgte ham om han vil lappe den inden jeg gik i skole, men jeg fik bare et koldt svar :”Lær og klar dig selv møgtøs!”. Jeg prøvede, men jeg kunne ikke. Jeg gik ind til min far igen og spurgte ham igen men han svarede det sammen som før. Jeg spurgte ham igen. Han gav mig en lussing og gik ud for at lappe den. Jeg skyndte mig at cykle i skole. Min klasselærer så mit blå øje, hun spurgte mig hvad der var sket. Jeg stak bare hende en hvid løgn, men hun troede ikke på mig, hun blev ved og ved med at spørge og   jeg blev ved og ved med at sige at der ikke var noget, men til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg brød total sammen. Jeg fortalte alt Jeg holdte ikke igen med noget som helst.. Det var sidste gang jeg så min far troede jeg 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...