Drømmen Om Frihed

Livet er ikke let, og især ikke når man bor på et børnehjem.
Katrine's mor valgte at skille sig af med hende, da hun var lille. Hun mente ikke at hun kunne klare at opdrage hende, og sendte hende derfor på børnehjem. Moderen troede at de ville tage sig godt af hende og at hun ville få det meget bedre os dem, men tingene er ikke altid som de ser ud til.

2Likes
0Kommentarer
1756Visninger
AA

5. Mandag d. 17. juni

Mandag d. 17. juni.

Klokken er halv otte. Jeg skulle egentlig være i skole nu, men mine nye forældre - Laura og dave - kommer og henter mig senere i dag. Og inden de kommer skal jeg rydde op og gøre rent. Først ordner jeg min seng, og bagefter tører jeg støv af og støvsuger. Og når det er gjort tømmer jeg min skraldespand, og sætter mine tasker og kufferter ud i gangen. Det er ikke ret svært at gøre rent, men det ville da være ti gange bedre, hvis psykopædagogerne ville gøre det. De har jo alligevel ikke andet i livet, end at irritere alle dem der bor på børnehjemmet.

Efter rengøringen finder jeg det tøj jeg skal bruge. Jeg tager min korsettop, min meget korte nederdel og mine læderstøvler ud af mit skab. Jeg tager det på, og det ser godt ud. Bagefter tager jeg mine nittearmbånd og en let kæde på. I kæden sidder der nogle sikkerhedsnåle, så den ser rocket ud. Jeg lægger en fed make-up som passer til mit outfitt, og tager mine kranieøreringe i. Jeg kigger mig selv i spejlet, og jeg ser godt ud. Jeg står og kigger på mig selv i et stykke tid, men lige pludselig hører jeg en banke på min dør. Jeg råber at de bare skal komme ind, og ind kommer Laura. Jeg smiler og løber hen og krammer hende. Hun kysser mig på panden. Lidt efter kommer Dave ind, og så er der dømt gruppekram. Glæden suser rundt i mig, og jeg kan ikke lade være med at smile.

Da jeg skal sige farvel til psykopædagogerne, bærer Dave mine tasker og kufferter ud i bilen. Jeg giver pænt hånd til psykopædagogerne, men jeg kommer ikke til at savne dem. Men alligevel giver det et sug i maven på mig, da Laura tager mig i hånden. Jeg spørger om jeg ikke må sige farvel til huset, og Laura kysser mig på panden og lader mig gå ind i spisestuen. Jeg går langsomt hen til min plads ved vinduet. Jeg sætter mig ned i det hårde stolesæde.

Det stolesæde som der snart er et andet barn der vil sidde i. Et andet barn som har brug for kærlighed og støtte, men som ikke får det. I hvert fald ikke her. Ikke har på Børnehjemmet Blommen. Og hvis det nogensinde sker, vil det være et mirakel... Men jeg tror ikke på mirakler.

 

Køreturen hen til mit nye hjem er lang. Hele vejen snakker Laura og dave om økonomi, og hver gang jeg prøver at sige noget tysser de på mig. De er nok slet ikke så flinke som de udgiver sig for at være.

Lige pludselig stopper bilen. Jeg kigger ud, men det jeg ser er forkert. Forventningen om det store flotte hus forsvinder med at brag. Det hus jeg ser, er lille og så er det lavet af træ. Det er på størrelse med en jagthytte. Dave beder mig om at komme ud af bilen, og tage mine tasker og kufferter med ind i huset.

Jeg trasker hen mod døren på huset. Dave kigger lidt irriteret på mig, men Laura siger at det bare er fordi, at banken har lavet noget rod med nogle lån. Jeg går ind i huset, og indenfor er der en fæl lugt af gammel mad, luften er støvet, murene er gamle og tapeten er skrællet af flere steder. Jeg vender mig om for at spørge Dave og Laura om hvorfor de har sådan et gammelt hus, men de står lige bag mig og jeg bilver så forskrækket at jeg gisper. Dave beder mig om at give slip på mine ting, og jeg giver slip. Det er som om han har taget kontrollen over mig. Han tager fat i min arm, og Laura gør ikke noget ved det. Hun står bare og kigger. Han slæber mig ned af en trappe, og smider mig på gulvet. Jeg prøver at løbe væk, men han slår mig i hovedet med noget meget hårdt. Jeg besvimer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...