Snefnug

"Hvide. Hvide som den skønneste lilje ude på den frie mark. De dalede langsomt og sikkert. Ingen af dem var misdannede, eller grimme. Alle fuldkommende og frie. Frie som fuglene ville man sige. Og dog. Hvor vinden blæste, ville de svæve med. Uden nogen mulighed for modstand ville de blive løftet op kylet i en anden retning. Måske mod deres egen vilje? Hvem vidste?"
Denne historie omhandler en ung kvindes liv i 1700-tallets undertrykkende samfund, der med et ændres af en lille piges stærke indtryk. En dramatisk fortælling og et snefnug der ændrede sin egen vind.

2Likes
0Kommentarer
866Visninger

1. Snefnug

Hvide. Hvide som den skønneste lilje ude på den frie mark. De dalede langsomt og sikkert. Ingen af dem var misdannede, eller grimme. Alle fuldkommende og frie. Frie som fuglene ville man sige. Og dog. Hvor vinden blæste, ville de svæve med. Uden nogen mulighed for modstand ville de blive løftet op kylet i en anden retning. Måske mod deres egen vilje? Hvem vidste? Følelsen af længsel og afmagt sænkede sig langsomt og tungt over mig, ligesom den snestorm som efterhånden havde lagt sig som et tætvævet silketæppe, om den førhen så grønne have, udenfor mit vindue. En køkkenpige, ikke mere end seks år, kom løbende ud i sneen. Hun grinede, mens hun løb, og et melankolsk smil sneg sig over mine læber. Det gav et sæt i mig, da hun pludselig faldt over en gren og faldt, med næsen først, lige ned i sneen. Jeg satte mig op og kiggede intenst på den lille piges reaktion. Hun havde sat sig på knæ. Små tårer var begyndt at løbe ned at hendes kinder, og små røde pletter af blod havde farvet sneen. En pludselig følelse af omsorg ramte mig som et chok, og jeg skyndte mig ned på første sal og ud af døren. Den lille pige var nu begyndt at græde højlydt.  Mit hjerte bankede, mens jeg løb. Jeg sank ned på jorden ved siden af den lille pige og løftede hende op på mit skød. Jeg tørrede blandingen af tåre og sne af hendes lille ansigt, mens jeg snakkede beroligende til hende. Efter vi havde siddet sådan en tid, stilnede gråden stille af. ”Slog de dem ellers nogen steder lille frøken?” Spurgte jeg efter lidt tid, mens den lille pige kom på benene. ”Nej, det gør kun lidt ondt i mit knæ, fordi jeg faldt”. Den lille pige smilede genert, men løftede alligevel op i skørterne for at vise mig hendes knæ. Hun havde heldigvis kun fået en lille hudafskrabning, men jeg rev alligevel et lille stykke af min fine bomuldsunderkjole af og bandt det et par gange rundt om pigens knæ. ”Så nu er du så god som ny min pige”, sagde jeg omsorgsfuldt, og den lille pige beundrede stolt sit nu fint forbundene knæ. ”Er vi så bomuldsveninder nu?” spurgte den lille pige med et stort smil på læben. ”Nej, vi skal først drikke dus før vi kan blive bomuldsveninder,” sagde jeg, og foldede to klumper is i hånden og rakte den lille pige den ene. Vi krydsede vore arme og tog hver en bid af vores snebolde. ”Skål frøken,”, ”skål dame”, sagde vi til hinanden og grinede af al lyst. ”Og hvad bør jeg så benævne dem så min lille bomuldsveninde?”. Den lille pige skulle lige til at svare, da en ældre kvinde rev den lille pige hen til sig. Klask! En lussing fløj gennem luften og tiden stod stille. ”Agens, hvad i alverden tror du, du har gang i? Du burde skamme dig, dit utøj! Intet andet end skam kan du bringe! Og hvad er så din undskyldning denne gang? Så du flyvende grise som bad dig forulempe vor elskede gårdmandsdatter og rive dennes underkjole itu?” Den ældre kvinde skulede ondt til den lille pige, men gav hende hverken tid eller sted til at svare. Endnu en ørefigen fløj igennem luften, men denne gang voldsommere end før. Agnes, den lille kokkepige, sank sammen i sneen, mens hun prøvede af al kræft at holde tårerne tilbage. Det var ikke til at holde ud. Jeg var så vred indvendig, at den kolde sne ingen effekt havde på mig mere. Jeg rejste mig op for at sætte denne umenneskelige kvinde på plads, men inden jeg nåede at åbne munden sagde kvinden: ”De må meget tilgive os Frøken Salensberg. Vi er kun undermennesker sammenlignet med dem Frøken, og jeg lover dem, at dette lille utøj aldrig vil forulempe dem igen! Hun nejede hurtigt og tog derefter Agnes i øret og hev hende ind på godset, mens hun skældte og smældte på vejen ind. Jeg stod bare og stirrede, uden hverken at vide om jeg skulle gøre fra eller til. Jeg vidste at det ikke nyttede noget at følge efter kokkefruen og fortælle, hvordan hun skulle behandle sin kokkepige. Der var kun en ting at gøre!

”Papa, det kan ikke passe. Hvordan kan det gå til, at en af vore køkkenpiger behandles som dyr? Og hvad er denne umenneskelige fordom som bestemmer, at nogle individer er mere værd end andre? Jeg holder det ej ud, og jeg lader mig ikke finde i mere fra…”. Mere nåede jeg ikke at sige, da det gik op for mig, at jeg havde stået og prædiket over for vigtige handelsmænd fra min Papas vennekreds. De stod nu og stirrede overrasket, og let irriteret, på mig. Jeg blev helt tør i munden og prøvede at fremstamme en eller anden form for undskyldning, men ingen ord ville krænge sig over mine læber. Min fader stirrede dunkelt på mig, og jeg vidste at han jeg havde pinliggjort ham. ”De herrer I må undskylde min datter Marie. Hun har ikke fået sin månedlige silkekjole, og De herrer kender unge kvinder, når de ikke får hvad de vil have”, sagde min fader, og de fornemme herrer lattrede sig let og stemningen var lettet. ”Hvis De herrer vil have mig undskyldt i et øjeblik”, sagde min fader smilende, men skulede derefter vredt til mig som tegn til, at jeg skulle følge med. ”Hvad i alverden var det du var i færd med Marie! Hvad bilder du dig ind at brase ind midt i et af mine møder? Du ved, at disse mennesker er utrolig vigtige! Årh, hvorfor har jeg ikke fået en datter, som hører efter, hvad jeg siger, og som ikke snakker før hun bliver bedt om det? Men dette vil heldigvis snart blive anderledes. Når du er blevet viet med ham, så skal du nok blive afrettet! Ikke lige som din mor som …” længere nåede han ikke at sige, da jeg afbrød: ”Viet?” Der blev helt stille. Mine tanker fløj rundt. Viet. Det måtte være en talefejl? ”Ja du hørte rigtig. Du skal vies med guldsmeden fra Bredgade på lørdag kl. 14:00. Jeg har sørget for maden og brylluppet holdes i Vorfrue kirke.” Stilhed. Jeg vidste ikke mit levende råd. Dette måtte bare ikke ske! Jeg havde lovet Mama, inden hun døde aldrig at lade mig styre af nogen eller noget, da det var den eneste handling hun fortrød i sit liv. ”Papa, dette kan du ikke byde mig! Jeg nægter at lade mig ægte med en mand som jeg dårligt kender til? Og hvorfor lige ham Papa? På grund af pengene? Fordi han er guldsmed?” Jeg nærmest stammede af afsky. Jeg vidste dog udmærket godt, hvem guldsmeden fra Bredgade var. En afskyelig ældre herrer, som altid lagde op til de yngre kvinder var bare én af hans utallige usmagelige sider. Han var en gammel gris, hvis eneste hæderlige gerning her i livet var at være guldsmed. ”Sig mig er du døv pigebarn?! Jeg sagde, at du gør, som jeg siger! ”I al min fortvivlelse og afmagt havde jeg slet ikke lagt mærke til min papa, som med magt havde grebet fat i min arm og skreget mig ind i mit åbne ansigt. Jeg blev pludselig bange, og prøvede at rive min nu smertende arm til mig. Jeg ville ikke bare give efter og gøre som han befalede! Aldrig! ”Slip mig! Lad mig gå! Du ejer mig ej, og min vilje er min egen, thi det står skrevet i Jesu egen bog!” Jeg fik flået min arm til mig og satte i hurtig løb hen mod døren. ”Vagter!” råbte min papa, og kort efter kom to af min papas såkaldte vagter, nu snarere hunde, ud af døren til højre. Jeg løb af al kraft, men ej nyttede det. De to gorillaer havde fanget mig og bar mig nu fastspændt hen til min papa, som befalede dem at bære mig op på mit værelse.

Hvidt. Selvom det nu var næsten midnat var den hvide snekappe udenfor mit vindue stadig lige så hvid som den smukkeste lilje. Verdenen virkede ensom og forladt, pga. den uberørte sne. Årh det var ikke retfærdigt! Det kunne ikke være rigtigt, at man kunne være fængselsindsat i sit eget hjem? Men hvad skulle jeg dog stille op? Årh bare tanken om den gamle guldsmeds berøringer gav mig kvalme. Et liv med ham ville være som et liv i et fængsel. Jeg sukkede dybt og håbløst, da en kold brise fløj let og elegant gennem det åbne vindue. Dér var den! Det eneste, der holdte min frihed indespærret, var vinduet dér! En følelse af håb gled ind over min krop og fyldte mine åre med en form for lykkefølelse. Jeg fløj over til min seng og flåede lagnet ud under den tunge edderdunsdyne. Jeg rev lagnet i tre lange spalter og bandt enderne sammen. Mit hjerte bankede vildt i mit bryst, mens jeg med ivrige hænder gentog processen med dynebetrækket. Da torvet var færdigt, foldede jeg forsigtigt min dyne efter min krops positur og lagde min gamle dukke for enden af dynen. Jeg smilede stolt af mit lille værk og skyndte mig derefter over til vinduet.

Der var langt ned og tanken om skadernes omfang ved et fald af sådan en højde gjorde mig svimmel. Men det var nu eller aldrig! Med et fast tag om torvet kravlede jeg ud på den anden side af min ellers så velkendte balkon. Langsomt, men sikkert, firede jeg mig ned. Da jeg igen berørte fast grund under fødderne fyldtes min krop med lettelse. Den velkendte følelse af fangenskab forsvandt som dug for solen, da jeg pludselig opdagede en skikkelse falde sammen ovre ved brønden. Jeg listede forsigtig nærmere for at få et klart billede af skikkelsen, da et frygteligt syn kom mig i møde. Det var Agnes. Hendes ansigt var tårevædet og fyldt med væmmelige revner og mærker. Men det var ikke det som skræmte mig mest. Det var den måde, hvorpå hendes arm nærmest hang. ”Agnes! Agnes hvad er der sket!” Hun kiggede forfærdet op på mig, som havde hun set et spøgelse. Rædselsslagent så hun til alle sider, som et jagtet dyr. ”Nej du har ikke set mig! Du har ikke..”, hendes rædselsslagene blik sagde mere om, hvad der var hent hende, end de ord hun stammende prøvede at fremsige. Jeg tog hende op og knugede hende tæt ind til mig. Den lille piges ord blev nu til gråd. Hun græd så tårerne fløj omkring hende, og hendes ellers så fine lyse kinder var røde af kulde. ”Åh, jeg vil ikke blive her. Jeg kan ikke klare det. De hader mig alle sammen og behandler mig som en af deres beskidte hunde, som hverken ejer følelse eller sjæl,” sagde Agnes, da hendes stemme knækkede. Jeg knugede hende tættere ind til mig og vuggede hende stille frem og tilbage. Hendes følelsesmæssige udbrud havde overvældet mig i en grad, der ikke kunne beskrives. Jeg kendte til hendes magtesløshed og følte derfor en tæt relation til Agnes følelser, og med ét havde jeg truffet en beslutning. ”Agnes i nat skal det være slut. I nat er det farvel til fangenskab, og folk skal aldrig mere bestemme, hvad vi skal gøre eller mene. Vi er frie mennesker og har ligeså meget ret til selv at bestemme, hvem vi vil forære vores kærlighed til, og hvem vi vil bo og leve hos. I nat svæver vi en anden vej.” Agnes smilede beslutsomt til mig, og hendes øjne glødede med en sådan vilje, at hverken slange eller løve ville kunne finde på at tirre hende nu. Jeg satte hende ned, tog hende ved hånden og sammen løb vi ud igennem gårdporten, på vej mod et sted, hvor vi ved egen kraft og vilje ville kæmpe for et lige liv med selvvalgte handlinger.

Hvide. Hvide som den skønneste lilje ude på den frie mark. De dalede langsomt og sikkert. Ingen af dem var misdannede, eller grimme. Alle fuldkommende og frie. Frie som fuglene ville man sige. Og dog. Hvor vinden blæste, svæve de med. Uden nogen mulighed for modstand blev de løftet op kylet i en anden retning. Men pludselig skiftede vinden retning og solen tittede stille frem over en de tunge, blå skyer, som efterhånden havde samlet sig og dannede da et tætvævet skydække. Men kampen ville blive lang og sej, men måske, i sidste ende, ville solen endelig tage over og smelte den tykke kappe af sne, som dækkede den hele jord. Måske?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...