My lost love <3

Endnu en dag. Endnu en bunke lektier. Endnu en stribe af medfølende blikke.
Det er det der venter mig idag. For en måned siden døde min mor. Siden hendes død har alle være anderleds overfor mig bortset fra ham. Mit liv kærlighed. Hans navn er Aiden. Han er der heletiden. Og han syntes så virkelig. Men inder vare evigt, det bør Katy mere en nogen anden vide...

1Likes
1Kommentarer
1217Visninger
AA

3. "Det vil dræbe dig!"

Jeg tog mig sammen og kom på benene. Lyden var væk. Jeg gik langs stolrækkerne. Noget glimtrede i mørket. Jeg ved jeg burdte være bange, men det var jeg ikke. Jeg tog det ene skridt efter det andet. stenene i kirken var ujævne, og der manglede nogen stykker. Det var døbefonted der skindede. Et hun i taget lod en smal stråle månelys række med til netop dette punkt. Lyset dansede op af siderne på karet. Vandet så helt blåt og fredeligt ud. Da gik det op for mig at min hals var helt snøret sammen. Det var som en ørken i mit indre. Jeg hade jo også løbet i timmer, så det var ikke så underligt. Jeg læb de sidste par skrigt over mod fornden og slubrede vandet imig. Det løb ned af min hage og gennem vædede min top. det kolde vand strømmede gennem mig med nyt energi, men selv om efekten var positiv, fik jeg føgelsen af at Aden ikke ville komme tilbage til mig. Jeg tørede munden af for at træde væk fra karet, men i det jeg løftede hodevdet så jeg to skindende røde øjne bore sig ind i mine. Jeg åbnede munden for at skrige, men lyden sad fast i halsen på mig. Jeg kastede mig væk og løb over mod døren. En hæs stemme kimede i mine øre. "Det vil dræbe dig!" Vejen var helt øde, husene var mørklagte. Kun kragerne var vogne, de stirede på mig som jeg løb ned mod havnen. Bådene vippede stille i vinden. Jeg løb over til den ene båd og hoppede ombord. Det knagede for vert gang jeg tog et skridt. Jeg hade været her engang med min mor da jeg var lille. Vi sad på molen oog spiste is og så på alle de glade mennesker der omringede os. Menintrygget nu var noget anderledels. Glæden og lyset var borte, ligeså var menneskerne, og min mor. Jeg var det eneste de endnu ikke hade fået jeget på flugt, og her er jeg så, klemt sammen i et hjørne på et af de ældste skibe i hele havnen. Vinden hylede i ræbene der holdte båden sammen. Mit åndedræt var tungt og hang som et fint stykke hvidt silke foran mig. Mine tænder klabrede  og mine øjne løb i vand. Der var ingen der kunne finde mig her i mørket. Var der overhoved nogen der ville finde mig? Jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke hade set Aden. Vi hade aldrig været så lang fra hinanden før. Et hulk sneg sig ved ud mellen mine læber. Det var efter fulgt af en helmasse tåre, den ene kom lige efter den anden. Det var somom jeg brændte inden i. Smærten fik mig til at rulle om på maven. Aden's smukke ansigt dukkede op for mit indre. Han græd. Han hade aldrig græt før. Han var altid glad. Jeg så han lige i øjnene, men han så gennem mig. Han så mig ikke. Da jeg vågnede igen lå jeg i den anden ende af båden. Solen var ved at stå op. Jeg rejste mig og strækte min lange krop. Min mave rumlede, men jeg hade indet at spise. Jeg løb over til rælingen og hoppede at båden. To ældre mænd var ved at starte båden for at tage ud at fiske. Den ene mang så på mig og hviskede så noget til den anden som så så over. Jeg så ned af migselv for at se om jeg manglede bukser eller noget, men det gjore jeg ikke. "Hey, du pige. Hedder du ikke June?" Jeg så på ham og undersøgte hans ansigt, kendte jeg mon ham? Nej, det gjore jeg ikke. Jge vendte ig om og løb ud mod skoven foran mig. Mændende råbte noget efter mig, men det var som on de talte et andet sprog. Jeg kunne indet forstå af hvad de sage. Jeg fortsatte ind i skoven. Luften var frisk. Vedsiden af mig løb en pige. Hun så ud til at være fire eller fem år gammel. Hun tog min hånd, og sammen løb vi ind i skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...