Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3637Visninger
AA

51. 51/88

Minelle med øjnene over min iver af fisk. Jeg var ligeglad. Mad interesserede mig, ligesom alt andet fra Londons jævnekvarterer.

Vi gik lidt videre, og kom til delen af markedet hvor spåkoner og sigøjnere optrådte. Det var også her hvor nogle kvinder solgte nydelser til mænd, imod betaling.

”Minelle, det her er ikke det bedste sted… skal vi ikke gå tilbage?” sagde jeg en smule frastødt, da jeg så en sigøjner danse inde i et telt, halvnøgen og foran en masse vulgære mænd.

”Jo, jo Gail, men jeg vil lige spås om min fremtidige mand. Hvis der altså er nogen.”

”Du mener vel ikke at du vil spås af en spåkone?” spurgte jeg.

”Selvfølgelig, jeg skal bare lige finde den rigtige, Minelle vendte og drejede hovedet til alle sider i sin søgning,… den der!” sagde hun højt og trak mig, over til det mindste telt jeg længe havde set. Det var i guld og blåt. Enkelt og ganske pænt. Man fik ikke en ubekvemmelig eller frastødende følelse, så jeg sagde god for det. Der var temmelig enkelt og ryddeligt. Amuletter og andre ulykke-og lykkebringende sten hang ned fra teltes loft. Smukke stoffer fra østen, prægede teltets vægge. I midten i det lille runde telt, stod der et rundt bord, med tre stole rundt om. Jeg gispede af forskrækkelse da jeg så en lille brun middelaldrende kvinde. Hun sad med sit hår viklet ind i en slags turban. Hun havde en masse smykker på, som var det eneste hun havde af noget farvestrålende. Hendes kjole og turban var af et kedeligt brunt stof, man kunne købe billigt på ethvert marked. På bordet stod der ingen krystalkugle, som jeg havde regnet med. Alt var en smule pyntet, men intet lignede det som jeg havde regnet med enhver spåkone ville havde.

”Goddag, kan man blive spået her?” spurgte Minelle lidt nervøst.

”Det kommer helt an på de mennesker jeg skal spå,” sagde spåkonen, med en fast stemme.

”Øhm… kan jeg gå an,” svarede Minelle helt forfjamsket. Spåkonen sagde intet, men bladrede videre i et sæt kort. Så kiggede hendes sorte store øjne ind i mine brune.

”De har interessante øjne… Okay, jeg går med til at spå dem, hvis jeg også må spå pigebarnet med de mærkværdige øjne.”

”Jamen selvfølgelig, ikke Gail?” sagde Minelle med et ivrigt blik imod mig, som jeg vidste jeg ikke kunne sige nej til.

”Jo jo da,” sagde jeg lidt irriteret. Jeg var ikke så ivrig efter at finde ud af, at min skæbne var sammen med en opblæst barons nevø. Jeg og Minelle satte os ned i de resterende stole. I lang tid sagde spåkonen intet. Bladrede kun videre i sine kort. Vi sad der godt i fem minutter, og hverken jeg eller Minelle, turde forstyrre hende.

”Sådan nu åbner dørene sig,” sagde spåkonen så det gav et gib i mig. Hun løftede sit hoved og kiggede dybt ind i mine øjne. Jeg havde det aldeles ubekvemt. Dog var der intet at gøre, end at lade den middelaldrende spåkone, undersøge min sjæl, gennem mine øjne.

”De skal giftes om cirka fem måneder, og arrangementet behager dem ikke.”

Forbløffelsen over at hun vidste at jeg skulle tvangsgiftes, og hvor mange måneder, ville ingen ende tage. Det her var en spåkone der kunne sit kram.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...