Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3598Visninger
AA

4. 4/88

Mama gned sig i tindingerne, og lavede en lille gestus med sin yndefulde hånd, for at tilkendegive at jeg kunne gå. Colin kiggede nærmest bønfaldende på mig, så jeg ikke kunne dy mig for at stryge ham over det ravn blåsorte hår, der sad perfekt redt tilbage. Dolores hostede pludseligt så højt, at det fik hele lysekronen til at vibrere. Et klart tegn på at jeg ikke skulle røre hendes lille yngling, og hvis mama ikke havde været der havde jeg sikkert fået et rap over hånden. Colins ansigt lyste som et lille juletræ, selvom hans elskede barnepige stod og lignede en af hans drager, den store grønne med ild ud af munden. Jeg vinkede hurtigt til ham, og skyndte mig ud af dragens hule, mens jeg prøvede at lave være med at le over Dolores.

Mine kinder var som små brændende roser, hvor alle kronbladene var foldet ud. Jeg prøvede ihærdigt at afkøle dem mens jeg gik med lange præcise skridt, som det sømmer sig for en grevedatter. Bedstemor Clementine Savage, den selv samme som giftede sig med bedstefar Colin St. Savage, der i sin tid var greve for den dengang dagværende kong George d. 1.  Jeg stod stille i døren og så den gamle grevinde halvsove i sin behaglige lænestol, helt tæt til ilden, med et af sine mange broderede tæpper over sig. Hendes hår havde en gang været helt kulsort, men var nu ironisk nok så hvidt som farven på en duefjer. Mange rynker prægede hendes ansigt, og flere leverpletter dækkede hendes ellers så engang rene hud. I hvert fald hvis man skulle dømme efter de billeder af hende der hang i galleriet.

Jeg satte mig på en stol ganske nær, og kiggede kærligt på min bedstemor. Pludselig åbnede hun sine sortbrune øjne, der febrilsk kiggede rundt i rummet, til de fandt et hvilepunkt i mine.

”Godmorgen min pige, hvad laver du her?”

”Hvorfor stiller du altid det spørgsmål? Som om jeg ikke besøger dig hver dag, bedstemor,” grinede jeg mildt mens jeg bøjede mig ned og kyssede hendes furede kind.

”Ja ja, som altid kan du gøre det så naturligt, så ingen ser dine tanker eller hvordan du rigtig føler. Ja jeg mener det med Minelle. Sød tanke at dække for den dagdrømmende klodsede pige, så lad mig gætte den lille løgnehistorie Anne har fortalt mig, er altså en opdigtet historie ikke? Nej du behøver ikke engang at svare, jeg ved det.”

Ordene jeg ville havde sagt forsvandt, som min bedstemor talte. Jeg prøvede at skjule et smil, men forgæves. Hun var den eneste der stadig havde Savages genet for konversationens kunst, godt nok havde min mor også et talent for det, men det ville helt med tiden forsvinde, desuden brugte hun det kun i hjemmet, uden at udvikle det, fordi hun brugte tiden som hustru og værtinde for utallige baketter og baller, hun skiftevis tvang mig med i.

”Vil du også af sted i dag Gail?”

”Selvfølgelig bedstemor, du ved jeg ikke kan undvære London, Themsen eller vinter markedspladsen for den sags skyld. Det er der jeg har alle mine rigtige venner.”

”Jeg ved det min pige… du minder mig så meget om mig selv. Jeg kunne heller ikke undvære samværet med jævnemennesker, der kunne og stadig kan, nyde livets enkle og mere sande værdier.”

”Jamen hvorfor så bekymret… er det på grund af papa og mama?”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...