Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3619Visninger
AA

24. 24/88

”Nej, det hverken kan jeg eller vil jeg,” fejde jeg ham af.

”Altså Gail...du ved”

”Åh der er jo Rosaline, på gensyn mr. Davison!” Afbrød jeg ham hurtigt, og drejede skrapt af henne ved hjørnet, hvor jeg havde set Rosaline snakke med mr. Sedgwick. Mr. Sedgwick var manden der lavede aftaler med de lokale fiskere, hvor han også stod for at fiskene blev leveret ordentligt ud.

”Kommer de i næste uge, mr. Sedgwick?” spurgte Rosaline.

”Rolig nu miss Klumper, afleverer vi ikke altid til tiden?” svarede mr. Sedgwick noget bebrejdende.

”I var da næsten lige ved at glemme det forrige vinter,” bemærkede Rosaline tørt.

”Jaa, det indrømmer jeg, men trods alt leverede vi til tiden. Om end vi faktisk kom til at levere præcist til tiden,” grinede mr. Sedgwick.

”Ja ja da, jeg stoler på dem mr. Sedgwick, så misbrug nu ikke min tillid,” kommenterede Rosaline alvorligt. Når det kom til forretning og handel kunne Rosaline ikke engang prøve at være morsom.

”Selvfølgelig ikke miss Klumper, Godmorgen og på gensyn,” afsluttede mr. Sedgwick, og gik.

”Godmorgen Rosaline,” sagde jeg glad. ”Godmorgen min pige, lad os se at komme hen til kroen, der er en masse der skal gøres!” svarede Rosaline raskt. Først tog hun min kurv med æg ost og andre gode sager, fra bedstemor, der en gang om ugen sendte gode ting til sin gamle veninde, som tak og til påmindelse om de mange gode år de havde haft sammen. Så gik vi arm i arm ned af Londons travle gader.

”Hvordan går det med Jack, Rosaline?” spurgte jeg lidt bekymret. ”Det går faktisk godt, han vil godt nok ikke hjælpe med det praktiske, men han kommer hjem hver aften og sover til morgen, for så at forsvinde igen,” svarede Rosaline tørt.

”Han er ikke vant til pligter Rosaline. Eller vant til at bo noget sted fast. Så det er klart han følger sin gamle livsform. Bare rolig jeg er sikker på at han falder til gradvis,” sagde jeg beroligende.

”Hvis bare det er dig Gail, så vil den dreng gå med til hvad som helst. Han nægtede faktisk i starten at blive boende. Men da jeg sagde at du ville havde at han blev her, så gav han sig. Jeg tror virkelig han forguder dig Gail.” Jeg smilte til svar.

”Vi har vi fået en lejer, Gail.”

”Jamen Rosaline, havde vi ikke helt fyldt op på kroens gæsteværelser,” svarede jeg med rynket pande. Det ville ikke ligne Rosaline at vælge og vrage mellem sine gæster.

”Jo jo, men jeg har altid et par ekstra værelser. Gemt til mennesker som jeg igennem tiden har lovet, at de kunne bo på kroen, hvis de nogensinde manglede et sted at bo.”

”Hvad slags mennesker er det?” Spurgte jeg.

”Trofaste og gode venner, som jeg stadig holder umådelig meget af,” svarede Rosaline blot.

”Men hvem er det så?” spurgte jeg nysgerrigt. Det var altid så spændende når nye mennesker kom til kroen.

”Hans navn er Sam Gravelle. Jeg kendte ham da han var, lad mig se… ti år? Ja det må have været den alder. Han var her nogle år med sin mama, Ann Gravelle. Åh Gail, du ville have elsket hende. Længe skal man lede efter for at finde sådan en god kvinde og mor. Altid så frisk altid så hjælpsom. Især når det handlede om kroens velbefindende,” sukkede Rosaline glad.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...