Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3624Visninger
AA

20. 20/88

Michael med en leende stemme. Jeg frygtede et kort øjeblik, at det var miss Savage, han snakkede om. Men da jeg vendte mit ansigt mod bredden så jeg min fætter William hoppe op og ned, mens han vinkede som besat. Et smil bredte sig hurtigt på min mund. Dette var også en af grundene til jeg havde glædet mig til at komme hjem. William og jeg havde altid været som brødre for hinanden. Trods aldersforskellen holdte vi umådelig meget af hinandens selskab. Jeg slentrede ned af den solide træplanke, mens jeg vinkede til William, som ikke længere kunne styre sig. Han løb med fuld kraft imod mig, og skreg af fryd da jeg hurtigt tog ham i min favn og svingede ham rundt og rundt.

”Samuel! Endelig er du hjemme, vi skal lege og se ting… og alt muligt!” sagde en forpustet William, mens han ivrigt krammede mig.

”Godaften tante,” sagde jeg til tante Polly, der stod med onkel Johnson ved sin side.

”Onkel,” nikkede jeg mod ham.

”Godaften Samuel, og velkommen tilbage fra det store Amerika,” grinede min onkel hjerteligt.

”Det er godt at være hjemme igen onkel, lad os tale sammen senere omkring det brev du sendte,” svarede jeg tøvende. Min onkel nikkede straks, og med William der højlydt protesterede da jeg satte ham ned, gik vi alle fire hen mod hestevognen. London havde ikke ændret sig mere end en statue, ændrer sig over et år. Stadig den samme smukke og majestætiske by den altid havde været. Høje spir der snoede sig mod den mangefarvede himmel. Flotte hvælvinger i renæssancens tids bygninger. Og katedralerne var stadig prægtige. Lugten af storbyen fyldte hurtigt kareten, mens vi kørte gennem byens snævregader. William sad og snakkede løs, om hvad han havde bedrevet de sidste to år. Han havde i forhold til byen, ændret sig merkant meget. Han havde været sådan en tynd lille dreng da jeg tog afsked med for to år siden. Og nu sad et robust lille mand foran mig, med tykke røde kinder, og et tykt lysebrunt hår. Jeg smilede, mens jeg ivrigt hørte hvad han berettede.

 

”Det bliver som jeg har sagt Samuel!” råbte min onkel så højt, at det ringede i mine ører. Efter en hyggelig middag med William og tante Polly, herhjemme, var jeg blevet overbevist om at jeg kunne få min onkel til fornuft, omkring den latterlige forlovelse. Men når min onkel en gang havde sat sig noget i hovedet, så gennemførte han det. Uanset hvilke midler han var nød til at tage i brug.

Jeg stirrede på ham. Jeg havde forsøgt mig med nogle indvendinger imod det, og vi havde stort set snakket om det hele natten. Jeg kunne næsten ane solens stråler i horisonten gennem vinduet.  Til sidst kunne jeg ikke længere mestre kunsten i at forholde sig roligt, og jeg var kommet med en masse snavsede og ikke særlige godt begrundede bemærkninger. Som resultat stod vi nu og råbte af hinanden, uden omtanke for tjenestefolkene som skulle tideligt op næste dag.

”Jeg vil ikke diskutere det her længere Samuel!” sagde min onkel, med en kold stemme, der 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...