Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3632Visninger
AA

17. 17/88

kort for hovedet.

”I den retning vil du ikke finde fejl min skat, Samuel Knight en er et flot stykke mandfolk! Han minder mig en del om din far,” grinede mama til papa.

”Mener du som da papa var enogtyve?” svarede jeg drillende tilbage.  Mama sagde ikke noget. Både hun og papa så så lettede ud over, at jeg ikke modsatte mig deres beslutning.

”Men mama, jeg mente ikke hans udseende, jeg mente om vi ville have nogle fælles interesser, sagde jeg snedigt. I ville da ikke have at jeg skulle giftes med en mand jeg slet ikke kunne sammen med. En jeg skulle gå gennem livet med, uden at kunne fordrage ham vel?”

”… Hvis manden er så slem, ville vi da helt klart genoverveje det,” svarede papa usikkert, mens han kiggede på mama.

”Ja vi vil selvfølgelig snakke med ham, og så dømme ham derefter,” fortsatte mama.

”Så hvis i kan lide ham, men ikke jeg, hvad sker der så,” talte jeg videre.

”Hvis vi mener han er den rette for dig, så skal du gifte dig med ham,” svarede papa fast. Jeg kogte indvendigt, men mit ansigt røbede intet, end absolut ro. Hvad bildte de sig ind! Det var rædsomt at sidde her og snakke om sig selv, som var jeg en eller anden vare, og sælgerne skulle bedømme køberen, uden varens eget samstykke.

”Jamen papa, hvordan kan i så vide om han kun er venlig mod jer, men ikke imod mig? Den slags er jo sket før, og det er ofte det der fører til ulykkelig arrangerede ægteskaber.”

”Knight familien er ærlige og retskafne mennesker Abigail, de ville aldrig være sådan nogen bedragere, så du kan trygt stole på at han vil være mere end ærlig,” svarede papa roligt.

I lang tid sagde ingen noget, måske kunne de mærke den utilfredshed der bølgede om mig som en sort sky, men jeg viste intet i mit ansigt, kun et roligt og mildt, køligt blik.

”Det skal jo ikke være lige nu Abigail, det er først til foråret vi har tænkt at brylluppet vil stå, hvis han selvfølgelig er det menneske, vi tror han er,” glattede mama lidt ud.

Det var en tørst at vide at jeg stadig havde fire måneder til at leve frit i, og stadig at kunne fortsætte mit dobbeltliv som hidtil. Det var bare det faktum, at jeg måske skulle væk fra alt det jeg elskede. Ikke kun Rosaline, Jack, Malcolm Professoren og London. Også Savage palæet, mama papa Colin, ja selv den skøre drage til Dolores. Hvor ville mit liv dog miste meget, hvis jeg skulle flytte fra alt det.

”Du er træt Gail, måske skulle du gå til ro nu,” sagde papa blidt.

”Ja, jeg er et træt, godnat papa og mama,” svarede jeg og gik med lange næsten bedøvede skridt mod mit værelse, næsten kogt i raseri.

 

 

”Det er simpelthen ikke fair bedstemor!” rasede jeg en smuk morgen, hos bedstemor i hendes gemakker.

Jeg havde endevendt mit problem fra den ene til den anden side. Og der var bare ingen løsning på problemet.

”Nej verden og menneskene i den er ikke altid retfærdige, kære Gail”, sagde min bedstemor blidt. Da hun havde hørt hele historien, og samtalen mellem hendes søn, svigerdatter og barnebarn. Det nagede hende lidt at de ikke havde rådført sig med hende, hun var dog familiens ældste medlem, og krævede respekt derved.

”Det kan du sagtens sige bedstemor, du fik lov til at gifte dig med den du ville, og du var da også kun af en, magtfuld fiskerfamilie,” svarede jeg en anelse surt.

”Jamen, hvis jeg ikke havde forelsket mig i din bedstefar, kunne han jo stadig have tvunget mig til at gifte mig med ham. Din bedstefar var gal af at besidde og få sin vilje trumfet igennem, så det var jo en guds lykke at jeg blev forelsket,” forklarede bedstemor. Jag satte mig knæ og lagde mit hoved i hendes skød, mens hun strøg mig over mit kulsorte hår.

”Du må give det en chance Gail… Luk ikke døren før om du ved at lykken gemmer sig bag den.”

”Jeg har alligevel lyst til at lukke døren,” surmulede jeg ned i hendes skød.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...